Byggebranchen kan tiltrække unge, hvis de bygger bæredygtigt

Byggebranchen har et stort grønt potentiale, som bør bruges mere aktivt til at tiltrække flere unge. Sådan lyder det fra vores udviklingskonsulent, Mads Okking, i en ny episode af podcastserien ’Samtaler om uddannelse’.

Medierne har ofte fokus på det, og der er efterhånden ingen tvivl om, at vi i fremtiden kommer til at mangle faglærte håndværkere. Samtidig spiller byggebranchen en nøglerolle i forhold til bæredygtighed og den grønne omstilling.

Derfor bør der gøres en større indsats for at nå ud til de unge med budskabet om, at de har særligt gode forudsætninger for at bidrage til den grønne omstilling med en håndværksmæssig uddannelse. Det siger Mads Okking, vores udviklingskonsulent, i en podcast i serien ’Samtaler om uddannelse’.

”De unge er meget optagede af den grønne omstilling, og vi skal være med til at vise den nye generation, at de virkelig kan sætte et bæredygtigt aftryk og gøre en forskel på klimaområdet inden for byggebranchen. Jeg synes, at der er enormt meget, vi kan gøre for at tiltrække flere unge. Der er ingen tvivl om, at der er nogle lavthængende frugter inden for branchen, når vi taler bæredygtighed,” siger Mads Okking og tilføjer:

“Det er vigtigt, at vi i byggebranchen begynder at interessere os for at lave fortællinger, som den nye generation af unge mennesker gerne vil være en del af og byde ind på. En af disse fortællinger kan være bæredygtighed.”

Fortidens håndværk er fremtidens håndværk

Mads Okking har selv tidligere arbejdet som både stenhugger og murer og er som formand for Foreningen for Bevaringshåndværkere optaget af, hvordan håndværksfagenes traditionelle metoder og materialer kan bruges som afsæt til at gøre byggeriet mere grønt i fremtiden.

“Det er i den grad værd at kigge på, hvordan vi byggede i fortiden: hvordan konstruerede vi de huse, som har stået i 100, 200, 300 år eller mere? Her er der tale om bæredygtig byggeskik, som jeg mener bør være en del af fremtidens byggeri. Mange af de materialer og byggemetoder, man har brugt i traditionelt bygningshåndværk, er bæredygtige og taler lige ind i klimadebatten, og det vil jeg gerne slå på tromme for.”

Bæredygtigt byggeri efterspørges i stigende grad

Tømrerlærlingen Gustav Frank, som også medvirker i episode fire, er ikke stolt af det klimaaftryk, byggebranchen efterlader, og har derfor valgt at gå i lære hos en arbejdsgiver, der i det daglige fokuserer på bæredygtighed i forhold til eksempelvis sortering, brug af materialer og holdbarhed.

“Der ses en tendens til, at der er et større marked for bæredygtigt byggeri, og at det er noget, der bliver efterspurgt mere og mere. Derfor vil jeg tro, at de mestre og svende, der prioriterer bæredygtighed højt, vil blive efterspurgt i stigende grad. Det vil være naturligt, hvis det bliver der, hvor pengene og arbejdet vil være i fremtiden,” lyder det fra Gustav Frank, der allerede har gjort sig tanker om sit fremtidige arbejdsliv:

“Jeg kunne godt tænke mig at være talsmand for bæredygtigt byggeri i fremtiden. Når jeg kommer ud til en kunde, vil jeg kunne fortælle om, hvordan det konkrete projekt kan gøres så bæredygtigt som muligt,” fortæller han.

FAKTA – DITBARNSFREMTID:

  • Ditbarnsfremtid er en forældreindsats, der er finansieret af regionerne. Alle tiltag og produkter er udviklet i samarbejde med aktører fra uddannelsesområdet, vejledere og forskere.
  • Indsatsen er primært målrettet forældre, fordi forældre har en meget vigtig rolle, når de unge skal træffe et uddannelsesvalg – og ofte efterlyser gode råd til uddannelsessnakken.

Læs mere på ditbarnsfremtid.dk. Her kan du også læse om unge fra de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, der arbejder med bæredygtighed og verdensmål på https://ditbarnsfremtid.dk/verdensmaal/

FAKTA – SAMTALER OM UDDANNELSE:

  • ’Samtaler om uddannelse’ er en ny podcastserie i seks afsnit, som har fokus på uddannelse og de dilemmaer og overvejelser, der er forbundet med et uddannelsesvalg.
  • Du kan abonnere på ’Samtaler om Uddannelse’ i den app, du normalt bruger til podcasts – eller lytte fra din browser på hjemmesiden https://ditbarnsfremtid.dk/podcast/
  • Podcastserien er produceret af forældreindsatsen Ditbarnsfremtid.dk