Den gode historie: Fra lokalt byggefirma til stærk nichespecialist

Dansk Håndværk blev i foråret kontaktet af Karl Erik Johansen, der står i spidsen for Bygmesteren Darum ApS. Virksomheden er solidt repræsenteret i lokalområdet og har ry for at levere høj kvalitet med fokus på en tæt dialog med kunden. Kunden har én kontaktperson hele vejen gennem et projekt, og det hele handler om tryghed og sikkerhed.

Bygmesteren Darum ApS løste en lang række forskellige opgaver for især private kunder, men Karl havde et stykke tid haft et ønske om at fokusere forretningen inden for sommerhus-segmentet, hvor han allerede havde høstet gode erfaringer og succes efter nogle veloverståede projekter. Manglende forretningsmæssig sparring og tid satte imidlertid en stopper for nytænkning og videreudvikling af virksomheden i denne retning, fordi den daglige drift og administration fyldte hele kalenderen.

Karl besluttede derfor at tilmelde virksomheden projekt Lokalt Håndværk i håb om at kunne få konkret hjælp og sparring til, hvordan han kunne få sat skub på innovationen.

Styr på tiden giver overskud til udvikling

Sammen med virksomhedskonsulenten Flemming Kehr fra cphdialogue, der kører projekt Lokalt Håndværk, fik virksomheden indført en metode til bedre styring af tid og opgaver. Metoden er nem at indarbejde i hverdagen og skaber hurtigt struktur, optimerer tidsforbrug og sikrer overblikket.

Samtidig udarbejdede Flemming en ramme for det sommerhuskoncept, som Karl ønskede at basere forretningen på i fremtiden. Konceptet er baseret på de personlige værdier, der kendetegner Karls måde at drive virksomhed på. Grund-idéen blev, at kundernes behov skal favnes 360 grader og fokus skal ligge på både nybyggeri og vedligeholdelse af vesterhavs-sommerhuse.

Det blev undervejs i forløbet desuden klart, at virksomheden ikke i tilstrækkelig grad markedsførte og tjente penge på den merværdi, som kunderne automatisk får gennem et projektforløb hos Bygmesteren Darum, i form af bl.a. kvalitetskontrol, dokumentation og løbende projektkommunikation. Disse forhold arbejdes der nu på at få tilrettet, så merværdien bliver synliggjort lige fra den første kundekontakt og helt frem til et projekts afslutning.

”Nu ved vi, hvor vi skal hen”

”Nu, hvor jeg er kommet ud på den anden side, kan jeg se, hvor meget tid jeg spildte på grund af manglende struktur”, siger en tilfreds Karl. ”Jeg har nu fået det overskud, der skal til, for at jeg målrettet kan videreudvikle mit firma i den retning, som jeg ønsker, og det eneste, jeg kan ærgre mig over, er, at jeg ikke har fået hjælp til at gøre det noget før”, afslutter bygmesteren.

Efter forløbet med Flemming arbejder Karl fortsat med metoden til at optimere sin tid og planlægning af opgaver, og det nye forretningskoncept tager mere og mere form. Et nyt navn er ved at se dagens lys, der er taget kontakt til vigtige strategiske samarbejdspartnere, og det næste sommerhusprojekt er allerede underskrevet.
 
Læs mere om Lokalt Håndværk og hvordan du kan deltage her