5 gode råd om arbejdsmiljø
Arbejdsmiljø gør en forskel i hverdagen, og er med til at sikre en tryg og ordentlig hverdag for både dig og dine medarbejdere.
Helt overordnet dækker arbejdsmiljø over de fysiske, psykiske og sociale faktorer, der påvirker dine ansatte på jobbet.
I samarbejde med advokat Bo Enevold Uhrenfeldt, som er Dansk Håndværks samarbejdspartner inden for Arbejdsmiljø, har vi udarbejdet 5 gode råd om arbejdsmiljø, og hvad du skal gøre hvis ulykken sker:
1. Arbejdsmiljøansvarlig
Virksomheder med 10 medarbejdere eller flere skal ifølge arbejdsmiljøloven have en arbejdsmiljøorganisation (herunder en arbejdsmiljørepræsentant og en arbejdsleder).
For virksomheder med færre end 10 medarbejdere er der ikke krav om en arbejdsmiljøorganisation, men det bør overvejes at udnævne en person fra ledelsen til arbejdsmiljøansvarlig. På den måde sikrer virksomheden, at arbejdsmiljøansvaret er placeret hos en bestemt person i ledelsen, hvilket særligt kan være relevant, hvis der sker en ulykke, eller hvis Arbejdstilsynet kommer på besøg.
2. Besøg fra Arbejdstilsynet – fx ved en ulykke
Hvis Arbejdstilsynet kommer på besøg, fx i forbindelse med en ulykke, er det vigtigt, at den arbejdsmiljøansvarlige er til stede og taler med den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet. På den måde sikrer virksomheden, at Arbejdstilsynet har modtaget alle relevante oplysninger i sagen på det tidligst mulige tidspunkt. Derved sikrer virksomheden sig, at Arbejdstilsynet ikke træffer afgørelse på et ufuldstændigt grundlag.
3. Kopi af Arbejdstilsynets rapport
Virksomheden bør bede om en kopi af den rapport, som Arbejdstilsynet udarbejder på baggrund af tilsynsbesøget, således at virksomheden kan korrigere eventuelle fejloplysninger. Derudover sikres det, at Arbejdstilsynet har interviewet de relevante medarbejdere, herunder den tilskadekomne. I visse situationer vil den tilskadekomne være kørt på hospitalet på det tidspunkt, hvor Arbejdstilsynet gennemfører tilsynsbesøget, og den tilskadekomnes oplysninger kommer derfor ikke med i rapporten.
Virksomheden bør sikre sig, at informationer fra den tilskadekomne skrives ned og fremsendes til Arbejdstilsynet – ellers er der risiko for, at Arbejdstilsynet træffer afgørelse (og udmåler bøde) på baggrund af ufuldstændige oplysninger.
4. Oplysninger kan blive en del af en erstatningssag mod virksomheden
Hvis medarbejderen kommer til skade, og det kan dokumenteres, at virksomheden var ansvarlig for skaden, kan virksomheden blive erstatningsansvarlig.
De oplysninger, som Arbejdstilsynet lægger til grund for konklusionerne i tilsynsrapporten, kan blive anvendt mod virksomheden i en erstatningssag. Er medarbejderen fx kommet til skade og (fejlagtigt) har oplyst, at han gled, fordi virksomheden ikke havde sørget for at holde gulvet tørt, og denne oplysning ubestridt bliver lagt til grund i tilsynsrapporten, kan det være meget vanskeligt for virksomheden efterfølgende at dokumentere, at gulvet rent faktisk var tørt. Virksomheden bør derfor også af denne grund nøje kontrollere (og validere) de oplysninger, som afgives i forbindelse med Arbejdstilsynets besøg.
5. Sørg for dokumentation for instruktion og tilsyn
Virksomheden har pligt til at instruere medarbejderen og føre tilsyn med arbejdets udførsel, og dette skal kunne dokumenteres.
Derfor bør virksomheden udarbejde skriftligt instruktionsmateriale, som fx en håndbog eller en tjekliste, og denne bør udleveres til medarbejderen, der kvitterer for modtagelsen. Samtidig bør virksomheden sikre sig, at eventuelle brugermanualer er tilgængelige i forhold til farligt værktøj. På den måde har virksomheden efterfølgende mulighed for at løfte bevisbyrden for at have instrueret og ført tilsyn med arbejdet og derved reducere risikoen for bødestraf og/eller erstatningsansvar over for medarbejderen.