Ansatte i virksomheder skal fra årsskiftet kunne fremvise legitimation, når arbejdstilsynet kommer på besøg. Specielt i situationer, hvor virksomheden beskæftiger udenlandske ansatte eller opholder sig på en arbejdsplads, hvor der arbejder udenlandsk arbejdskraft. Det er en følge af, at et flertal i Folketinget i sidste uge vedtog to lovforslag, der skal styrke kampen mod social dumping.
– I en årrække har vi diskuteret indførelse af et særligt ID-kort til de ansatte på landets byggepladser. Nu har politikerne valgt en mere overordnet løsning, som forhåbentlig vil sætte en stopper for de virksomheder, der udnytter udenlandske medarbejdere som billig arbejdskraft, siger Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk.
Krav om legitimation
Det første lovforslag betyder, at ansatte fra den 1. januar skal vise gyldig legitimation for at bevise, at de opholder sig lovligt i Danmark, hvis Arbejdstilsynet eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration beder om det. Loven retter sig særligt mod virksomheder, der beskæftiger udenlandske medarbejdere og er oprettet i RUT-registret.
Men Arbejdstilsynet vil i forbindelse med tilsyn kunne anmode om gyldig legitimation for at kontrollere, om den pågældende er anmeldt i RUT. I den forbindelse vil Arbejdstilsynet kunne anmode enhver, der udfører arbejde i Danmark om legitimation, dvs. også personer, der viser sig ikke at være omfattet af anmeldelseskravet i RUT.
Politikerne begrunder det med, at illegale arbejdere på den måde ikke vil kunne undskylde sig med, at de hverken kan huske deres eget navn eller hvem de arbejder for. I dag er omtrent hver ottende lønmodtager i Danmark udlænding.
Gyldig legitimation kan eksempelvis være pas, kørekort eller sundhedskort (sygesikringskort). For udenlandske medarbejdere kan visum, ID-kort eller opholdskort også udgøre gyldig legitimation, forudsat at de er udstedt af en offentlig myndighed, og at Arbejdstilsynet eller SIRI vurderer dokumenterne egnede som legitimation.
Nye regler for indkvartering
Det andet lovkrav betyder, at der fra 1. juli næste år skal være krav til blandt andet opvarmning, indeklima og rent drikkevand, når arbejdsgivere stiller boliger til rådighed for deres ansatte. Der må maksimalt bo to personer per beboelsesrum, ligesom myndighederne får bedre mulighed for at føre kontrol med boliger udlejet af arbejdsgivere til deres ansatte.
– Til sammen kan de to lovstramninger være med til at gøre konkurrencen med lovlydige, danske håndværksvirksomheder mere rimelig. I de seneste år har vi alt for ofte set, hvordan udenlandsk arbejdskraft er blevet udnyttet på en række store byggeprojekter. Det har skadet byggeriets omdømme i befolkningen. Et af Dansk Håndværks mål er at være garant for de virksomheder, der vil have ordnede forhold, og som ønsker at være en del af et fællesskab, der er drevet af et ønske om ordentlighed og faglighed. Det vil de nye regler forhåbentligt være medvirkende til, slutter Morten Frihagen.
Legitimationskrav: Man kan læse mere i Lov om udstationering af lønmodtagere
samt i bemærkninger til lovforslaget stk. 2.3.3. her