I en kronik på Altinget.dk ytrer direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, sammen med Alexander Søndergaard fra SMVdanmark, højlydt undren og ærgrelse over, at Regeringen ikke vil videreføre Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger – VCBK efter 2024. Han opfordrer samtidig til, at Regering og Folketinget kommer på bedre tanker.
Det er kendt viden, at den grønne omstilling af byggeriet er fuldstændig afgørende for Danmarks klimaindsats. Dansk Håndværks erfaring er her, at videnscenteret spiller en central rolle i forhold til at hjælpe de små og mellemstore håndværksvirksomheder på vej med råd og vejledning – ikke mindst i forhold til de nye klimakrav til nybyggeriet, der træder i kraft 1. juli 2024.
– I en tid med et ellers massivt offentligt og politisk fokus på den grønne omstilling kan det undre, at videncenteret netop nu står til at ryge på skafottet, lyder det fra Morten Frihagen.