– I de kommende år vil vi se en ændring i både byggeri og arkitektur, som en konsekvens af at branchen ønsker mere bæredygtighed og ressourceeffektivitet. Renoveringer og genbrug af materialer vil i stigende grad blive et alternativ til nedrivning og nybyggeri. Og den udvikling kan tilmed blive en guldgrube for virksomhederne – både som forretningsgrundlag og rent økonomisk.
Vurderingen kommer fra Mads Okking, ekspert i renovering og bevaringshåndværk i Dansk Håndværk.
– Branchen gør en stor indsats for at blive grønnere. Nybyggeri kræver mange ressourcer og det er en miljøbelastning, der i øjeblikket arbejdes for at nedbringe. Derfor kommer vi til at gentænke vores løsninger, så vi i langt højere grad genbruger eksisterende strukturer, genanvender materialer, minimerer affald og reducerer energiforbruget. Men når renovering bliver en større del af byggeopgaverne betyder det også, at håndværkerne kan gøre det til en rentabel forretningsmodel, mener Mads Okking.
Indfasning af en ny tankegang
Han opfordrer derfor de håndværksmestre, der ikke allerede er i gang, til at overveje om det forretningsområde skal indfases i virksomhedens tankegang.
– Virksomheder, der udfører mange, mindre opgaver, kan med fordel begynde at tænke i den nye tendens. Indarbejdes renovering og genbrug i tilbud, samtalen med kunden og i de ansattes planlægning før arbejdet begynder, kan det blive en rutine, der vokser frem og får en større og større betydning i virksomheden. På den måde kan dem, der vil gøre det til en del af forretningen, være på forkant med en udvikling, der vil brede sig i branchen, foreslår Mads Okking.
Han understreger samtidigt, at det naturligvis ikke er alle virksomheder, der skal skifte fokus. Der vil fortsat være brug for virksomheder, der koncentrere sig om nybyggeri. De kan så bidrage ved at de materialer, der kan genbruges ved en nedrivning, behandles så de kan indgå til genanvendelse i andre projekter.
Kunder står i et vadested
Udviklingen vil komme gradvist, for ganske vist siger forbrugerne, at de foretrækker klimavenlige løsninger, men undersøgelser viser også, at når det kommer til deres egne, konkrete opgave, tænker kunderne ofte nyt frem for renovering og genbrug. Men selv om det kan virke som om mindre opgaver er uden betydning for klimaet, tæller genbrug og valg af materialer med i det store billede. Byggebranchen renoverer årligt for næsten 100 milliarder hvert år og med mere end 1,7 millioner boliger og over 200.000 sommerhuse, vejer selv små opgaver med i det samlede klimaregnskab.
– Vi står i et vadested, hvor nogle kunder er klar til en ny tankegang, mens andre fortsat vil have arbejdet udført, som vi har gjort tidligere. Opgaven er derfor at vise kunderne, at et fravalg af nyt ikke kun er et klimavenligt valg, men også kan være både smukkere og mere økonomisk. Det kan man gøre ved at give kunderne to tilbud, når de beder om en pris – et grønt og et almindeligt – så de får mulighed for at tage stilling, slutter Mads Okking.
—————————————–
Yderligere oplysninger:
Mads Okking, konsulent i Dansk Håndværk
Telefon og SMS 31 10 22 09
Mail: mo@dhv.dk