Hvis arbejdet må indstilles på grund af vejrlig, skal medarbejderne kontakte deres arbejdsgiver, som herefter må og skal beslutte, hvad der skal ske i den pågældende situation.
Reglerne om vejrlig fremgår af Bygge- og anlægsoverenskomstens § 29 og VVS- og Blikkenslageroverenskomstens § 26.
Anvisning af andet arbejde
Indtil vejret bedres, kan arbejdsgiveren anvise andet arbejde, hvis det er muligt. Medarbejderen er forpligtet til at udføre det andet arbejde.
Betale ventepenge
Hvis der ikke kan anvises andet arbejde, så kan arbejdsgiver vælge at lade dem vente i skurvognen eller andet steds. Medarbejderne er forpligtet til at blive på arbejdsstedet medmindre andet aftales. Ventetiden betales med minimallønnen på 132,95 kr./t. (2022).
Hjemsendelse
Arbejdsgiveren kan også vælge at hjemsende medarbejderne. Her gælder der intet opsigelsesvarsel. Medarbejderen skal have løn indtil hjemsendelsestidspunktet, hvorefter lønnen stoppes.
Da der ikke fremgår noget i overenskomsten om, at medarbejderen er forpligtet til at vende tilbage, betyder det omvendt, at medarbejderen ikke har pligt til at vende tilbage til arbejdsgiveren efter hjemsendelsens ophør.
Arbejdsgiver skal give medarbejderen en skriftlig hjemsendelse, som kan medbringes i A-kassen/jobcenteret. I disse tilfælde anses den hjemsendte som frigjort fra ansættelsesforholdet og vil derfor være berettiget til dagpenge efter de almindelige regler. Udbetaling af dagpenge forudsætter dog, at den hjemsendte står fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet.
Arbejdsgiver skal betale G-dage efter de sædvanlige regler herom, dvs. max. 2 G-dage. Betingelsen er, at medarbejderen har været ansat hos arbejdsgiveren mindst 74 timer indenfor de seneste 4 uger.
Bliver medarbejderen hjemsendt før halvdelen af arbejdsdagen er gået, dvs. at medarbejderen er ledig mere end fire timer, så skal arbejdsgiver betale for en hel G-dag, 911 kr. pr. dag.
Bliver medarbejderen hjemsendt efter, at halvdelen af arbejdsdagen er gået, således at de er ledige 4 timer eller mindre, så skal arbejdsgiver betale for en halv G-dag, 456 kr. pr. dag. Virksomheden kan således per hjemsendelse højest betale 2 G-dage per medarbejder. Arbejdsgiver skal dog højest betale for 16 G-dage per kalenderår.