Hovedstaden rammes af akut mangel på håndværkere

Københavnerne kan komme til at se langt efter en håndværker i fremtiden. Antallet af faglærte styrtdykker og det er de store fagområder som tømrere og murere, der i absolutte tal står til at blive hårdest ramt. Samtidigt vælge alt for få i netop Region Hovedstaden en uddannelse, der kan kompensere for tabet.

– Beregninger, som SMVdanmark har fortaget for Dansk Håndværk, viser at antallet af faglærte håndværkere på landsplan falder med 7 pct. over de næste 10 år. Det betyder at udfordringerne for byggeriet ikke alene vil fortsætte, men være stigende de kommende år. Og særligt beboerne i hovedstadsområdet kan komme til at mærke, at der bliver langt mellem dygtige håndværkere, når de skal have udført reparationer og vedligeholdelser, advarer Morten Frihagen, der er direktør i arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk.

Antallet af faglærte, der står til rådighed på arbejdsmarkedet, vil falde med ca. 81.000 personer i perioden frem mod 2032. Og særligt i Region Hovedstaden kan det give problemer. Tal fra undervisningsministeriet viser nemlig, at mens 25,6 procent af de unge i Region Nordjylland sidste år valgte en faguddannelse, var det tal i Region Hovedstaden på blot 13,4 procent.

– Hvis byggeriet løber ind i den grad af udfordringer, rammer det forbrugerne direkte. Enten bliver der lange ventetider på at få løst opgaverne eller også stiger prisen markant. På landsplan bliver der 5.700 færre med en faglig uddannelse og af dem er mere end 1.900 tømrere. Også antallet af murere falder og indenfor vvs- og metalområdet ser det endnu værre ud. Og bremses udviklingen ikke, vil virksomheder i hovedstaden, hvor færrest unge bliver faguddannet, ikke blot kunne hente kvalificerede medarbejdere fra andre dele af landet – for der vil kollegaerne holde fast i de ansatte de har, advarer Morten Frihagen.

Skal kæmpe for arbejdskraft
Tallene understreger, at det er helt afgørende, at politikerne får ændret prioriteringerne i folkeskolen, så flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Og det skal ske nu. Fra de unge starter på erhvervsskolerne til de reelt udgør en del af arbejdstyrken ude i virksomheder går der nemlig flere år. Og for hvert år stiger problemerne.

– I en situation med økonomisk tilbagegang er beregningerne skræmmende læsning. De økonomiske udfordringerne står i kø for virksomhederne de kommende år. Hvis håndværksmestrene i hovedstaden også skal kæmpe for at få kvalificerede medarbejdere, kan det betyde, at krisen bliver forværret. Byggeriet er traditionelt den branche, der skal være den primære drivkraft for at få vendt et økonomisk tilbageslag til ny fremgang, og det kan ikke ske, hvis der mangler medarbejdere, understreger Morten Frihagen.

Fakta fra undersøgelsen

  • Fra 2022 til 2032 vil antallet af faglærte i arbejdsstyrken falde med ca. 81.000 personer.
  • Håndværkerne kan forvente et tab på over 5.700 fagpersoner på ti år, hvoraf ca. 1.910 er tømrere og 804 er murere.
  • For vvs-teknikerne, maskinsnedkerne, brolæggerne og strukturerne forsvinder hver 10. faglært frem mod 2032
  • I Region Hovedstaden valgte kun 13,4 procent af de unge en faglig uddannelse. Målet er 25 procent.

Læs hele analysen her
Se tal fra Undervisningsministeriet 2022 her

——————————
Yderligere oplysninger:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk,
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk