Hos medlemsvirksomheden Heto er der fokus på bæredygtighed, et godt arbejdsmiljø, efteruddannelse og en høj grad af frihed under ansvar til alle.
Først var han bare sig selv, så ansatte han en lærling, så en svend og i dag består virksomheden af 22 medarbejdere. Brian Hovmand etablerede Heto for snart 12 år siden – og virksomheden har til trods for tiderne stadig vokseværk.
I den spæde start var det udelukkende tømrerarbejde, Brian Hovmand tilbød, hvor det nu primært er hovedentrepriser, der bydes ind på. Virksomheden består derfor både af en tømrer-, murer- og snedkerafdeling, og som sidste skud på stammen en nedrivningsafdeling. Det er tydeligt, at man hos Heto har et stort fokus på, at tingene skal gøres ordentligt. I alle led.
”Jeg oplevede alt for ofte, at det ikke blev gjort ordentligt, når vi hyrede eksterne til nedrivningen. Vi arbejder meget med skoler og offentlige bygninger, så vores medarbejdere skal vide, hvad de har med at gøre. Og derfor får de medarbejdere, der skal stå for det her, de kurser og dermed den viden, der er brug for,” fortæller Brian Hovmand.
Fire råd fra mester til mester:1. Giv dine medarbejdere frihed og stol på dem 2. Adskil arbejdsliv og privatliv 3. Søg sparring og efteruddannelse 4. Ha’ fokus på ordentlighed hele vejen igennem |
Alt vores affald skal genanvendes
Med fokus på at gøre tingene ordentlig fylder bæredygtighed også meget i hverdagen hos Heto. Brian Hovmand er meget bevidst om det ansvar, byggebranchen har.
”Vi er godt klar over, at byggeriet belaster miljøet rigtig meget. Derfor er vi bl.a. begyndt at følge sporet for vores affald. For at sikre os, at det bliver genanvendt”, fortæller han.
Det har resulteret i, at man fremadrettet sætter plancher op på hver enkelt byggeplads, der viser vejen for affaldet. Derudover deltager Brian Hovmand også i flere samarbejder omkring bæredygtighed i byggebranchen. Fx udviklingen af Materialestafetten, et digitalt værktøj, der beskriver de genbrugte materialers muligheder. Kunderne sætter pris på det, men det er egentlig ikke den primære grund til at gøre det:
”Bygherrerne er meget begejstrede for det. Men først og fremmest ser vi det som en nødvendighed. Vi har et ansvar i byggebranchen. Vi kan ikke bare blive ved med at tage af jordens ressourcer,” konstaterer han.
Arbejdsmiljøet går vi meget op i
Siden Brian Hovmand etablerede virksomheden, har han kun modtaget to opsigelser fra medarbejdere, og flere medarbejder har snart 10-års jubilæum – og det i en branche, hvor der normalt er stor udskiftning. Arbejdsmiljøet spiller en vigtig rolle, og medarbejderne kan formentlig se frem til endnu en forlænget weekend på ski i år på virksomhedens regning. For som Brian Hovmand understreger, så styrker sådan en tur sammenholdet.
Men et godt arbejdsmiljø grundes også af den tone, der lægges an til i hverdagen. Hos Heto skal alle kunne med alle:
”Det nytter ikke noget, at der er nogen, der ikke vil arbejde med hinanden. Hvis man ikke kan tale pænt til sine kollegaer, så skal man ikke være her,” fortæller han.
Frihed og ansvar går hånd i hånd
Alle medarbejdere hos Heto har en stor frihed og indflydelse på deres arbejdsdag. Med det følger der også et stort ansvar:
”Vi har et fælles ansvar hos os. Jeg har et ansvar, men det har medarbejderne også. De kan og skal selv tage beslutninger,” fortæller Brian Hovmand om sin tilgang til det at have medarbejdere. Men han sikrer også, at de bliver klædt godt på til at kunne håndtere det ansvar:
”Alle har fået en formandsuddannelse. Også lærlingene. De skal også tage ansvar for, hvor de er. Vi har jo mange hovedentrepriser, så alle skal kunne fungere som formænd i det. Vi er jo ikke bedre end det svageste led,” forklarer han.
Efteruddannelse er nødvendigt
At lade arbejde være arbejde er noget af det, Brian Hovmand har skullet lære henad vejen. For det kan være svært at parkere alle udfordringerne, når det er fyraften. Men trygheden ved at have et dygtigt hold bag sig har været med til at give ham den nødvendige ro. Og det har styrket virksomheden.
”Vi fik først rigtigt succes, da jeg lærte at stole på, at andre kunne klare det lige så godt eller bedre end mig. Det var en meget vigtig lære,” fortæller Brian Hovmand, der også peger på, at han selv har taget masser af kurser og efteruddannelse undervejs.
”Jeg havde jo ikke nogen forudsætninger for at drive virksomhed fra min tømreruddannelse. Man er nødt til at lære det undervejs, og jeg har lavet masser af fejl, og jeg har også lavet dyre fejl – og har nok også været heldig en del gange med, at det ikke gik værre, end det gjorde,” fortæller han og peger desuden på, at han har hentet rigtig meget læring og inspiration fra gode folk omkring sig. Bl.a. har han taget en ejerlederuddannelse og har etableret et advisory board. Om det siger han:
”Og det har givet mig utroligt meget. Det kan nærmest aflæses direkte i regnskabet og i min grad af personlig frihed,” konstaterer han.
Til trods for at tiderne er usikre, så mangler Heto ikke arbejde. Virksomheden laver primært større opgaver for fx kommuner og boligforeninger, og ordrebogen for 2023 er fyldt godt op:
”Vi får ikke lige så mange henvendelser som tidligere, så på den måde kan vi godt mærke, at der sker noget på markedet. Tidligere har vi været nødt til at takke nej til meget. Men vores faste kunder stopper ikke med at bruge os, så jeg er ikke nervøs for, at vi kommer til at mangle arbejde, ”slutter han.