OBS! Der er indført nye regler med overenskomsten den 1. juli 2021. Hvis din medarbejder er gået på orlov før denne dato, er det reglerne i overenskomsten fra 2018-2021, der er relevant. Du er velkommen til at kontakte Dansk Håndværks juridiske afdeling for yderligere information omkring reglerne før 1. juli 2021.
Reglerne findes i overenskomstens § 30.
Anciennitetskrav
Retten til betaling af løn under fraværet er betinget af at medarbejderne på det forventede fødselstidspunkt har 6 måneders anciennitet.
Graviditetsorlov (mor)
Den gravide har ret til løn under graviditetsorloven, der løber fra 4 uger før det forventede fødselstidspunkt og ind til det faktiske fødselstidspunkt. Medarbejderen har ret til sin sædvanlige løn, dog maksimalt 155,00 kr./time (fra 1. maj 2021), 157,00 kr./time (fra 1. januar 2022) og 159,00 kr./timen (fra 1. marts 2023).
Barselsorlov (mor)
Efter fødslen har moren (den der tager barselsorloven) ret til løn i 15 uger under barselsorloven. Medarbejderen har ret til sin sædvanlige løn, dog maksimalt 155,00 kr./time (fra 1. maj 2021), 157,00 kr./time (fra 1. januar 2022) og 159,00 kr./timen (fra 1. marts 2023).
Fædreorlov (far)
Faren (den anden forælder end den tager barselsorloven) har ret til løn i 4 uger (fædreorlov). Fædreorloven skal placeres inden for 14 uger fra fødslen. Medarbejderen har ret til sin sædvanlige løn, dog maksimalt 155,00 kr./time (fra 1. maj 2021), 157,00 kr./time (fra 1. januar 2022) og 159,00 kr./timen (fra 1. marts 2023).
Forældreorlov
Hvis kun den ene forælder er omfattet af overenskomsten
- Kun mor (den der har taget barselsorloven): Har ret til fuld løn i 8 uger.
- Kun far (den anden forælder): Har ret til fuld løn i 11 uger.
Begge forælder er på overenskomsten
- Mor (den der har taget barselsorloven): Har ret til fuld løn i 5 uger.
- Far (den anden forælder): Har ret til fuld løn i 8 uger.
- Til deling mellem sig har forældrene 3 uger med fuld løn.
Det er et krav for ret til løn under orloven at forældreorloven afholdes indenfor 52 uger efter fødslen.