Dansk Håndværk og 3F Byggegruppen har fornyet Bygge- og Anlægsoverenskomsten for en 2-årig periode gældende fra 1. marts 2024.
Den nye overenskomst indeholder samme økonomiske ramme, som der blev givet ved OK23 af de andre arbejdsgiverorganisationer, hverken mere eller mindre. Herudover indeholder den nye overenskomst gode tiltag om trivsel, efteruddannelse og arbejdsmiljø.
Her er de 11 største ændringer i den nye overenskomst:
Højere løn m.v.
- Minimallønnen stiger med kr. 4,50 og kommer herefter pr. 1. maj 2024 op på kr. 139,95 og pr. 1. januar 2025 op på kr. 144,45.
- SH-opsparingen, som ændrer navn til særlig lønopsparing, stiger pr. 1. marts 2025 til 15,30% og forskudsbeløbet stiger pr. 1. maj 2025 til kr. 1.550,00. Den særlige lønopsparing kan nu i øvrigt tømmes to gange årligt, idet den nu også kan tømmes med lønnen i juli måned.
- Se i øvrigt alle de nye nøgletal her
Nyt boligtillæg til udenlandske medarbejdere
- Der skal fremover udbetales et boligtillæg på kr. 25,00 pr. arbejdstime til udenlandske medarbejdere, der ikke er bosat i Danmark.
- Boligtillæg bortfalder, hvis medarbejderens timeløn overstiger mindstelønnen med tillæg af boligtillægget.
- Boligtillægget bortfalder automatisk efter de første 4 måneders ansættelse, hvis virksomheden stiller passende bolig til rådighed, ellers bortfalder tillægget uden yderligere varsel efter 12 måneder.
Højere Pension
- Arbejdsgiverandelen stiger fra 8,40% til 10,40%, hvortil kommer 0,15% til sundhedsordningen. Medarbejderens eget bidrag falder fra 4,20% til 2,20%. De nye satser har virkning fra den 1. juni 2024.
Længere betaling under barsel øremærket til far/medmor
- Der er yderligere to ugers orlov med løn øremærket til far/medmor og derudover yderligere 2 ugers orlov med løn, der kan deles mellem forældrene.
Indførelse af medarbejderudviklingssamtaler (MUS)
- Der indføres en ny årlig medarbejderudviklingssamtale (MUS), hvor man drøfter medarbejderens trivsel, samarbejde, opkvalificering og efteruddannelse. Der kan aftales relevante kurser alt efter medarbejderens og virksomhedens behov.
- Blanketter til brug ved MUS kan hentes her
Forbedret adgang til at indgå lokalaftaler
- På virksomheder uden tillidsrepræsentant kan der nu indgås lokalaftaler, hvis blot mere end halvdelen af de medarbejdere, der bliver omfattet af aftalen tilslutter sig den.
Uddannelsesplaner for ufaglærte
- Ufaglærte medarbejdere kan efter 3 måneders anciennitet anmode sin arbejdsgiver om at påbegynde en erhvervsuddannelse eller brancheuddannelse. Hvis medarbejder og virksomhed kan blive enige om det, så påbegyndes uddannelsen senest 18 måneder efter, at der er lavet en skriftlig uddannelsesplan om dette.
- Som en forsøgsordning kan der søges om tilskud til opkvalificering af ufaglærte medarbejdere i Håndværkets Udviklingsfond.
Forbedring af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen
- Konstateres der forhold på arbejdspladsen, hvor der er overhængende risiko for sikkerhed og sundhed, og forholdene ikke bringes i orden ved lokal forhandling, så kan der inden for 3 hverdage holdes et møde med organisationernes medvirken for at få bragt forholdene i orden. Kan man ikke opnå enighed her, så rettes der henvendelse til Arbejdstilsynet.
Mere fleksible arbejdstider
- Der er nu mulighed for at aftale en 4 dages arbejdsuge, så arbejdstiden fordeles over 4 sammenhængende dage fra mandag til fredag. Dog må ingen arbejdsdag blive længere end 10 timer.
Mulighed for kollektive lønforhandlinger
- Hvis man lokalt ønsker det både fra virksomheden og fra medarbejderne, så kan lønnen forhandles kollektivt, og er der valgt en tillidsrepræsentant, så er det tillidsrepræsentanten, som forestår lønforhandlingerne.
- Ved kollektive lønforhandlinger kan tillidsrepræsentanten anmode om at få belyst virksomhedens produktivitet, konkurrenceevne, økonomiske situation og fremtidsudsigter, herunder bl.a. ordrebeholdning, markedssituation og produktionsforhold i forbindelse med lønforhandlinger.
Øget ret til selvvalgt uddannelse
- Efter 3 måneders beskæftigelse har medarbejdere efter aftale med virksomheden ret til frihed til at deltage i selvvalgt uddannelse af op til 2 ugers varighed.
- Virksomheden kan ansøge Håndværkets Udviklingsfond om tilskud til dækning af medarbejderens løntab, deltagerbetaling rejseomkostninger m.v.