Betaling til uddannelsesfonde

Bidrag til overenskomsternes uddannelsesfonde opkræves af PensionDanmark hvert år i februar og august måned.

Den opkrævning, som virksomheden modtager, er vejledende ud fra de oplysninger PensionDanmark har. Du kan se beregningsgrundlaget ved at logge på Uddannelse (pension.dk) med virksomhedens mitID. Vælg menupunktet “Beregn”.

Når du er logget på, har du mulighed for at ændre i beregningsgrundlaget for virksomheden, hvis der er fejl i oplysningerne. Det er det bidrag, som virksomheden har beregnet, der skal indbetales. Afviger beløbet væsentligt fra den fremsendte opkrævning, anbefales det at kontakte PensionDanmark for at sikre, at virksomheden er registreret korrekt.

Medlemsvirksomheder får selv glæde af deres betaling

Virksomheden kan på vegne af medarbejderne søge om tilskud til medarbejdernes efteruddannelse på pension.dk under Uddannelsesfonde. Her er der også en liste over samtlige kurser, virksomheder kan søge tilskud til samt information om satserne for tilskuddet.

Du kan på pension.dk få et overblik over de efteruddannelsesmuligheder, der er i de overenskomstaftalte kompetenceudviklingsfonde. Ved at logge ind kan du se, hvad der gives tilskud til og dermed planlægge efteruddannelsen, så din virksomhed er sikker på at modtage alle økonomiske tilskud.

Sørg for at betale rettidigt

Det betragtes som overenskomstbrud ikke at indbetale rettidigt til uddannelsesfondene. Derfor bliver Dansk Håndværk informeret, når der er opkrævninger, som ikke er blevet håndteret. Det sker typisk i april og oktober måned.

Kontakt PensionDanmark hvis du er i tvivl

Er du i tvivl om, din virksomhed har fået indbetalt rettidigt til uddannelsesfondene, eller  mangler du betalingsinformationer for at kunne betale, så kontakt PensionDanmark på hverdage mellem 08:00 – 16:00, onsdag dog 09:15 – 16:00. De kan hjælpe dig med svar på dine spørgsmål.