Dansk Håndværks historie
Dansk Håndværk har i sin nuværende form eksisteret siden 1993, men historien strækker sig helt tilbage til 1925. Foreningen kan endda føres længere tilbage, men 1925 er udgangsåret for foreningens historie.
1925
Den 3. august 1925 bliver Sammenslutningen af Snedkermesterforeninger i Danmark dannet af ca. 100 fremmødte snedkere fra Vestjydsk-, Nordjydsk-, Sydjydsk, Fyns Stifts- og Midtfyns Snedkermesterforening. Foreningen bliver stiftet på snedkermester Hans Bendixens initiativ, og Bendixen fungerede som foreningens formand frem til sin død i 1942.
Sammenslutningen fungerer som arbejdsgiverforening med overenskomster mm., samt et årligt møde for foreningens medlemmer. Forretningsudvalget underskriver en overenskomst med Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring. Overenskomsten forpligter foreningen til at sikre, at alle dens medlemmer tilslutter sig ulykkesforsikringen mod en nedsættelse af præmierne, når et bestemt antal medlemmer har tilsluttet sig.
1993
Foreningen vedtager i slutningen af 1993 at ændre struktur, og præsenterer samtidigt foreningens nye navn: Danske Snedker- og Tømrermestre (DST).
Ændringerne træder i kraft pr. 1. januar 1994 med intentionen om at udvikle den gamle forening til mere end blot historie. DST starter med 58 medlemsvirksomheder med baggrund i Sammenslutningen af Snedkermesterforeninger, og med overenskomst med Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB), som siden er fusioneret med 3F.
2002
Håndværkets Hus på Islands Brygge opføres, og Danske Snedker- og Tømrermestre køber sig ind i de nye lokaler.
2010
Foreningen Danske Snedker- og Tømrermestre skifter navn til Dansk Håndværk, som skal videreføre de stolte traditioner. Dansk Håndværk er arbejdsgiverforeningen for små og mellemstore håndværksvirksomheder indenfor en række områder, bl.a. tømrer- og murerfaget. Foreningen indgår overenskomst på området med 3F, og sikrer virksomhederne bedst mulige arbejdsbetingelser og vilkår at drive virksomhed under.
2012
Landslauget, der organiserer møbelpolstrer, autosadelmagere, autopolstrere, sadelmager, tapetserer og gardinmontører, fusionerer med Dansk Håndværk. Den oprettes i den forbindelse en ny sektion i Dansk Håndværk – Polstrersektionen.
Samme år bliver Entreprenørsammenslutningen af 1946 associeret medlem af Dansk Håndværk.
2016
Dansk Håndværk lancerer en ny strategiplan frem mod 2021, med sloganet ”Vi gør os umage”. Foreningen vil hermed øge fokusset på nærhed, ordentlighed og faglighed som grundlaget for at udvikle det danske håndværk.