Politiske interesser
I Dansk Håndværk er vi af den overbevisning, at man ikke kan varetage alles interesser. For hvem er så vigtigst? Vi varetager udelukkende små og mellemstore håndværksvirksomheders interesser.
Interesser er ofte forskellige. Medarbejdere har nogle interesser. Arbejdsgivere har andre.
Det samme gør sig gældende i forholdet mellem små og store håndværksvirksomheder, og i forholdet mellem udførende håndværkere og projekterende rådgivere. Det mærkes tydeligt i mange sammenhænge. Og at det forholder sig sådan er ganske naturligt, da parternes tilgange og ønsker er forskellige.
Dansk Håndværks politiske interesseområder
Bekæmpelse af unfair konkurrence
Vi bekæmper unfair konkurrence i håndværksbranchen. Unfair konkurrence fra danske og udenlandske virksomheder, som arbejder uden for overenskomsterne og lovgivningen. Unfair konkurrence rammer især små og mellemstore virksomheder, hvorfor det er en mærkesag for os at sikre ordnede forhold og en fair konkurrence.
Den danske håndværksbranche er under et massivt pres fra virksomheder, der arbejder uden for det danske overenskomstsystem og som bevidst omgår de danske skatte- og arbejdsmiljøregler. Det skaber en unfair konkurrence i forhold til de virksomheder, der følger overenskomsterne og som overholder lovgivningen. Den unfair konkurrence rammer især de små og mellemstore håndværksvirksomheder, hvorfor det er en mærkesag for Dansk Håndværk at bekæmpe unfair konkurrence og sikrer ordnede forhold i håndværksbranchen.
Dansk Håndværk bekæmper unfair konkurrence ved:
- at forpligte vores medlemsvirksomheder overenskomstmæssigt til at sikre, at alle udenlandske underentreprenører er overenskomstdækket.
- at opfordre kommuner til at indføre arbejdsklausuler og udbyde i fagentrepriser frem for totalentrepriser, så der kan føres bedre kontrol med brug af virksomheder.
- at opfordre medlemsvirksomhederne til at indberette uregelmæssigheder på byggepladserne til såvel bygherre og hovedentreprenør som myndigheder.
- at opfordre forbrugere og virksomheder til at indberette til myndighederne, når de støder på udenlandske virksomheder eller arbejdere, der ikke lovmæssigt skilter med, at de er opført i RUT-registeret.
- at opfordre myndighederne til at intensivere kontrollen af udenlandske virksomheder, når de besøger blandt andet byggepladser.
- at deltage i udvalgsarbejde og møder med de offentlige myndigheder og fagbevægelsen om problemstillingen.
Bedre adgang til offentlige opgaver
Vi arbejder på at skabe bedre adgang til offentlige opgaver for små og mellemstore håndværksvirksomheder. Vi mener, at offentlige opgaver skal udbydes i fagentreprise, så små og mellemstore håndværksvirksomheder også har mulighed for at byde på opgaven.
Offentlige udbud skal tilrettelægges på en måde, så små og mellemstore virksomheder også har mulighed for at byde på opgaverne. Dansk Håndværk opfordrer derfor kommuner og offentlige myndigheder til at udbyde i fagentrepriser frem for at udbyde i totalentreprise.
Når kommuner og offentlige myndigheder udbyder i fagentreprise, betyder det, at arbejdet deles op på forskellige fagområder, så hver enkelt håndværksvirksomhed kan byde på den del af opgaven, som den kan løse, fx mureropgaver i en entreprise, tømreropgaver i en anden, entreprenøropgaver i en tredje osv.
Det betyder at mindre – blandt andet lokale – virksomheder også kan byde på opgaven, mens store virksomheder fortsat kan byde på samtlige opgaver.
Det er en god udbudspolitik, men også en fornuftig lokal erhvervspolitik.
Brug af fagentreprise har mange fordele:
- Konkurrence om pris og kvalitet forøges til gavn for kommunernes og statens økonomi.
- Lokale virksomheder får mulighed for at byde på opgaverne, uden at det ændrer på større virksomheders tilsvarende muligheder.
- Der skabes flere lokale jobs, når de lokale virksomheder får mere arbejde. Dermed får ledige i det lokalområde, hvor arbejdet skal udføres, bedre mulighed for at finde et job.
- Indsatsen mod social dumping styrkes, da kommuner og offentlige myndigheder får en bedre indsigt og styring med, hvem der udfører offentlige opgaver på overenskomstmæssige vilkår.
- Kommunens skattegrundlag forøges, når der skabes lokale jobs og udgifter til sociale ydelser, jobindsats m.v. falder.
- Erhvervsklimaet i kommunen forbedres, når også lokale virksomheder tilbydes de opgaver, som kommunens borgere betaler for.
Uddannelse skaber kvalificeret arbejdskraftlige opgaver
Uddannelse er vigtigt for at følge med udviklingen, men uddannelse er også vigtigt for at skabe udviklingen. Vi har derfor altid fokus på uddannelse af lærlinge, svende og mestre, så vi sikrer den fornødne kvalificerede arbejdskraft i fremtiden.
Der er rift om den kvalificerede arbejdskraft, og efterspørgslen ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. Stort set alle brancher vil komme til at opleve mangel på gode medarbejdere. Dansk Håndværk har derfor meget fokus på uddannelse af lærlinge, efteruddannelse af medarbejdere, samt rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, så små og mellemstore virksomheder også i fremtiden har adgang til kvalificeret arbejdskraft.
I Danske Håndværk arbejder vi med:
- at fremme de håndværksmæssige uddannelser, så flere unge mennesker aktivt tilvælger uddannelserne.
- etablering af flere praktikpladser hos håndværksvirksomhederne, så der er nok praktikpladser til de unge mennesker som vælger en håndværksmæssig uddannelse.
- at sikre kvaliteten på erhvervsuddannelserne, samt at fremme og øge udbuddet af efteruddannelse.
- at skabe en fair udligningsordning til de virksomheder der uddanner lærlinge.
- at udvikle attraktive uddannelsesmiljøer.
- fastholdelse og rekruttering af medarbejdere
Vækst og udvikling i hele Danmark
De små og mellemstore håndværksvirksomheder er livsnerven i den danske byggebranche, og udgør rygraden i lokalområdernes erhvervsliv. De har en lang tradition for at påtage sig en vigtig rolle i lokalsamfund over alt i Danmark. Vi arbejder for at skabe vækst og udvikling i små og mellemstore virksomheder over alt i Danmark.
Håndværksvirksomhederne og deres medarbejdere skaber lokal aktivitet, beskæftigelse og vækst og er med andre ord en helt central faktor, når det gælder at sikre dynamikken og den fremtidige udvikling af lokalområderne i Danmark.
Derfor er det vigtigt, at disse håndværksvirksomheder hele tiden har de bedst mulige forudsætninger for at drive og udvikle sunde, overskudsgivende forretninger, der er kendetegnet ved effektive processer og optimal ressourceanvendelse.
Det kræver imidlertid, at virksomhederne er i stand til at tiltrække, motivere, kompetenceudvikle og ikke mindst fastholde dygtige og engagerede medarbejdere. Og det kræver ligeledes, at ejere og ledelse på en målrettet og effektiv måde formår at inddrage medarbejderne i beslutninger omkring drift og udvikling, samt generelt fokuserer på at skabe en positiv samarbejdskultur og et godt arbejdsmiljø, hvor alle tager ansvar for udvikling af de processer, systemer og metoder, der skaber resultaterne for virksomheden.
Vi arbejder for at skabe vækst og udvikling i små og mellemstore virksomheder over alt i Danmark.
Digitalisering, samarbejde og kvalitet
Med fokus på gode byggeprocesser og digitalisering arbejder vi med at fremme samarbejdet og kvaliteten i den danske byggebranche til gavn for alle involverede parter. Forudsætningen for et godt byggeri er, efter vores opfattelse, en ordentlig forventningsafstemning mellem parterne, et ærligt samarbejde og tæt løbende dialog.
Et byggeri er en kompleks proces, som involverer mange forskellige parterne, og som er forbundet med store økonomiske risici for alle involverede parter, da meget kan gå galt under et byggeri.
I Dansk Håndværk arbejder vi med:
- at sikre ordentlige, gennemsigtige og håndterbar vilkår for byggeriet.
- at fremme gode byggeprocesser og et godt samarbejde mellem byggeriets parter.
- at sikre en ordentlig forventningsafstemning og aftalegrundlag mellem parterne.
- at fremme digitaliseringsværktøjer der sikrer kvaliteten og dialogen mellem parterne.
Bæredygtigt håndværk
Dansk Håndværk arbejder med at fremme det bæredygtige håndværk og brugen af bæredygtige byggematerialer. Med udgangspunkt i FN´s 17 verdensmål medvirker Dansk Håndværk til at finde klimamæssige løsninger og arbejder for, at Danmark opnår sit klimamål om 30% reduktion af drivhusgasser i 2030.
Vores klima og miljø er udfordret af den måde vi lever og forbruger på. Det kræver en omstilling og nye måder at gøre tingene på. I Dansk Håndværk arbejder vi på at fremme det bæredygtige håndværk mest muligt med vidtgående hensyn til miljø og klima.
I arbejdet fokuserer vi blandt andet på:
- at sikre en ordentlig kvalitet, der ikke sker på bekostning af miljøet og klimaet.
- at højne sundheden i de huse vi bygger og for de mennesker der udfører arbejdet.
- at bruge vores ressourcerne rigtigt og ved at undgå spild.
- at bygge med cirkularitet, renovering og genanvendelse for øje.
Overenskomster
Kunder og samarbejdspartnere efterspørger ordnede forhold. Dansk Håndværk har overenskomst med 3F, Blik & Rør, Dansk Metal og HK. Som medlem i Dansk Håndværk er din virksomhed dækket af overenskomst. Det er en fordel for dig
Dansk Håndværk er medlem af SMVdanmark
Som medlem af Dansk Håndværk er du automatisk medlem af SMVdanmark. SMVdanmark er paraplyorganisation for knap 80 brancheorganisationer og lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger. SMVdanmark repræsenterer knapt 18.000 små og mellemstore virksomheder inden for bl.a. byggeri, industri og service.