Sådan opmuntrer du din seniormedarbejder til at blive længere i din virksomhed

I en tid, hvor mange håndværksvirksomheder kæmper med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, er det oplagt at have et særligt fokus på seniormedarbejderne.

De erfarne folk, som har været med længe, kender faget, kunderne og kulturen – og vil faktisk ofte gerne blive længere. Men alt for mange går på pension uden at blive spurgt, om de har lyst til at fortsætte.

De erfarne medarbejdere kan betyde meget for sammenhængskraften i din virksomhed. De er kulturbærere, som kan være med til at fastholde kvalitet og faglig stolthed i virksomheden. De bidrager typisk med ro, overblik, beslutningskraft og menneskekundskab. De har dyb brancheerfaring, kender produkterne og kunderne, og de er ofte loyale og engagerede.

Forskning og undersøgelser viser, at der er meget at hente, hvis man som leder tør tage dialogen og skabe de rette rammer og vilkår. Faktisk ville over 20% af dem, der forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension, gerne være blevet – hvis nogen havde taget snakken med dem om, hvad de havde brug for for at blive.

På denne side kan du få inspiration til, hvordan I i virksomheden kan tage dialogen og opmuntre seniormedarbejdere til at blive længere i virksomheden.

Det allervigtigste I kan gøre, det er at tage dialogen med jeres erfarne medarbejdere, og i et fag som jeres, hvor mange har hårdt fysisk arbejde, gerne fra 55 års alderen.

Det behøver ikke at være som en egentlig seniorsamtale, men fx som et led i en 1:1 samtale, en MUS samtale, eller hvordan I nu har for vane at få talt sammen.

Marie Bergh Lødrup, seniorkonsulent, Videnshuset Cabi

Hvad kan I rumme i jeres virksomhed?

Et godt udgangspunkt for at have samtalerne med jeres erfarne medarbejdere er, at I har overblik over, hvad jeres overenskomster og virksomhedstype kan give mulighed for af evt. justeringer, hvis der er behov for det. Måske har I beskrevet det i en senior- eller livsfasepolitik, og så er det en god ramme for at drøfte med medarbejderen, om der er behov for noget særligt.

Det vi fra undersøgelser og forskning ved har størst betydning for, at seniorer kan og vil blive i jobbet er:

  • Indflydelse og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet og i arbejdsopgaverne.
  • Tilbud om kompetenceudvikling og udviklingsmuligheder – fx mulighed for at få en ny rolle. i virksomheden.
  • At tilrettelægge arbejdsbyrden så den er realistisk for den enkelte senior.
  • At begrænse de fysiske og psykiske belastninger.
  • At sikre anerkendelse både fagligt og socialt.

Alle typer af virksomheder har ikke de samme muligheder for fleksibilitet, så derfor er det vigtigt, at I får kigget på, hvilke muligheder I kan have. Det giver jer et godt konkret grundlag for, hvad I kan sætte i spil for de erfarne medarbejdere, som har brug for tilpasninger for at kunne blive i jobbet.

Marie Bergh Lødrup, seniorkonsulent, Videnshuset Cabi

Samtalen om muligheder, rammer og vilkår

Den væsentligste nøgle til at fastholde en værdifuld og erfaren medarbejder er, at du som leder tager initiativet til en samtale. Når det handler om den nuværende generation af seniorer, ved vi, at de fleste oplever, at de selv har ansvaret for deres trivsel, så du skal ikke overlade initiativet til din medarbejder. Det behøver ikke være kompliceret, men det er vigtigt, at den handler om muligheder, ønsker og vilkår. Mange virksomheder vælger at koble samtalen med MUS eller trivselssamtaler, og det kan være en god måde at integrere drøftelsen i den daglige ledelse.

Hvad kan I sætte i spil af tilpasninger?

Forskning og undersøgelser viser, at fleksibilitet er et nøgleord, når det handler om at give seniorer lyst til at blive i jobbet. Det kan være i forhold til mødetid, timetal, og opgaver. Og så ved vi, at et godt arbejdsmiljø kan holde på alle – ikke blot seniorerne.

Herunder finder du inspiration til nogle af de forhold, som eventuelt kan tages i brug, alt efter mulighederne i virksomheden.

Kilder