Ofte stillede spørgsmål

Håndværk er en tillidssag. Vælg derfor altid en håndværker med Dansk Håndværk Garanti. Med Dansk Håndværk Garanti er du sikret mod fejl og mangler ved udført arbejde.

Her får du svar på nogle af de hyppige spørgsmål til Dansk Håndværk Garanti.

Få svar på ofte stillede spørgsmål

Hvad hvis virksomheden går konkurs?

Hvis håndværkeren går konkurs før arbejdsopgaven er færdig, kan du stadig indgive en klage til Håndværkets Ankenævn for det arbejde, der er udført frem til konkursen.

Hvis du får medhold i Håndværkets Ankenævn, kan du stadig sende sagen til Dansk Håndværk. Men Dansk Håndværk Garanti dækker ikke færdiggørelse af arbejdsopgaver, der ikke er udført.

Dansk Håndværk anbefaler, at du som forbruger i den situation kontakter egen juridiske rådgiver, da Dansk Håndværk ikke yder en sådan juridisk rådgivning.

Er renoveringsopgaver omfattet af garantiordningen?

Renoveringsopgaver over 1. mio. kr. er også er omfattet af garantiordningen med virkning fra 1. juli 2020.

Er møbelpolstring omfattet af garantiordningen

Dansk Håndværk Garanti dækker også private forbrugere, der får udført møbelpolstrerarbejde, eller autosadelmagerarbejde.

Kan jeg klage over gardiner og solafskærmning?

Reklamationssager vedrørende gardiner og solafskærmning behandles ikke ved Håndværkets Ankenævn, som er en forudsætning for at få udbetaling fra Dansk Håndværks Garantiordning.

Dog har Dansk Håndværks bestyrelse givet særskilt tilsagn om, at der ydes garantiudbetaling i sager vedrørende montering af gardiner og solafskærmning i overensstemmelse med vedtægterne for Dansk Håndværks Garantiordning, når følgende betingelser er opfyldt:

  • Der foreligger en retslig afgørelse ved de civile domstole eller Forbrugerklagenævnet, og
  • de øvrige betingelser i vedtægterne for Dansk Håndværks Garantiordning er opfyldt (dog med undtagelse af kravet om ankenævnsbehandling ved Håndværkets Ankenævn), samt
  • at arbejdet er udført af et medlem af Dansk Håndværks Polstrersektion.

Er Håndværkets Ankenævn uvildigt?

Ja, Håndværkets Ankenævn er uvildigt. Det er et privat, godkendt ankenævn, hvis vedtægter er godkendt af erhvervs- og vækstministeren. ​

Håndværkets Ankenævn behandler klager fra forbrugere og er oprettet af SMVdanmark, Forbrugerrådet TÆNK og Parcelhusejernes Landsforening. 

Formålet med Håndværkets Ankenævn er at sikre en god, effektiv og billig behandling af sager vedrørende klager fra forbrugere over håndværk.

Nævnet består af en landsdommer som formand, en byretsdommer som næstformand, to repræsentanter for forbrugersiden og repræsentanter på virksomhedssiden.