Tilskud til uddannelse

Løbende uddannelse af medarbejderne er en investering i virksomheden. Som medlem af Dansk Håndværk er der gode muligheder for at få støtte til medarbejdernes efteruddannelse.

Medarbejdere, der løbende uddanner sig og får nye kompetencer, gør virksomheden mere fleksibel og parat til forandringer. Samtidig er det en god mulighed for at holde på medarbejdere i en periode, hvor ordrebogen måske ikke er så fyldig som tidligere. Og både virksomheder og medarbejdere kan søge om tilskud til efteruddannelse – blandt andet gennem Håndværkets Udviklingsfond.

Tilskudsmuligheder

VEU-godtgørelse

VEU-godtgørelse (Voksen- og EfterUddannelse) er en løntabskompensation, som svarer til dagpengesatsen.

Det er et offentlig tilskud, der ydes ved voksen- og efteruddannelse, og som udbetales gennem Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) efter end kursus. Der kan søges VEU-godtgørelse, hvis en række betingelser er opfyldt. Er medarbejderen i målgruppen for VEU-godtgørelse, er satsen i 2025 131,55 kr. pr. timer (4.867 kr. pr. uge)

For lønudgifter, der overstiger VEU-godtgørelsen, skal virksomheden søge om tilskud fra Håndværkets Udviklingsfond.

I kan som virksomhed ringe ind til PensionDanmarks virksomhedsrådgivning, der sidder klar til at svare på spørgsmål og hjælpe virksomhederne med ansøgningerne fra fonden alle hverdage kl. 8-18

Tilskud fra Håndværkets Udviklingsfond

Dansk Håndværk og 3F – Fagligt Fælles Forbund har etableret Håndværkets Udviklingsfond. Fonden har til formål at yde tilskud til medarbejdernes deltagelse i efter- og videreuddannelse. Fonden henvender sig til medlemmer af 3F, der er ansat på bygningsoverenskomsterne med Dansk Håndværk og på tiltrædelsesoverenskomster.

Med tilskud fra Håndværkets Udviklingsfond kan I som virksomhed årligt få 15 dages tilskud pr. medarbejder til efter- og videreuddannelse. Det gælder for alle medarbejdere på overenskomsterne mellem Dansk Håndværk og 3F.

Hvilken efteruddannelse kan I få tilskud til?

Der gives tilskud til alle AMU-kurser herunder Individuel Kompetencevurdering (IKV), Forberedende Voksenundervisning (FVU) i matematik, læsning, digitale færdigheder og engelsk samt Akademiuddannelserne i Byggeteknologi og Byggekoordination.

Hvad er tilskuddet på?

Der gives tilskud på 110,20 kr. pr. time ved deltagelse i alle AMU-kurser, FVU-kurser og Akademiuddannelser.

Som virksomhed kan I nemt få et overblik over de tilskudsmuligheder, der er for medarbejderne i Håndværkets Udviklingsfond.

Søg om støtte

Fonden administreres af PensionDanmark. Det er virksomheden, der søger om tilskud på vegne af medarbejderne.

Kompetenceudviklings-fonden

Hvis du har medarbejdere under Industri- og Værksted eller Auto- og Boligmonteringsoverenskomsten med 3 måneders anciennitet, så har de ret til 2 ugers (74 timers) selvvalgt uddannelse pr. år med tilskud fra Kompetenceudviklingsfonden.

Derudover gælder følgende:

  • Virksomheden betaler fuld løn, dog max 150 kr. pr. time med tillæg af feriepenge, særlig opsparing og pension.
  • Virksomheden modtager tilskud fra fonden på 70 kr. pr. time, og derudover kan virksomheden få eventuel VEU-godtgørelse (se ovenfor).
  • Der ydes desuden tilskud til elevers deltagelse i erhvervsrelevant fritidsuddannelse efter 6 måneders beskæftigelse i samme virksomhed.
  • Tilskud fra fonden betales kun til medarbejdere, der på uddannelsestidspunktet er medlem af 3F.

Reglerne for tilskud fremgår af Industri- og Værkstedoverenskomsten (§ 70) og Auto- og Boligmonteringsoverenkomsten (§ 58).

Det er 3F Fagligt Fælles Forbund, der står for udbetalingen. Ansøgning om tilskud skal ske senest 1 uge før kursusstart.

Find fonde og legater

Legatbogen er et gratis register over fonde og legater i Danmark.

Formålet er at gøre legatsøgning nemt og effektivt, og Legatbogen indeholder en oversigt over de mange tusinde muligheder for at søge fonde og ordninger om tilskud til projekter eller uddannelse af medarbejdere.

Hjemmesiden er opdelt i formålsområder, der gør det ment at finde muligheder i forhold til det projekt, man har i tankerne. Hver mulighed er beskrevet kort med formål og krav. Alene inden for erhvervsformål rummer oversigten mere en 2.500 muligheder.