Mester til mester

“Alle sagde til mig; hvorfor er du ikke selvstændig. Men jeg havde min far i tankerne. Hold kæft, hvor har han arbejdet meget. Mange timer. Mange problemer. Mange bekymringer. Men så tænkte jeg; nu er det altså andre tider. Og min far havde måske ikke det dér overblik, som jeg har fået hen ad vejen. Så jeg tænkte alligevel; jeg skal videre – nu bliver jeg selvstændig.“

Den 10. september 2024

Det var i 2015, og tømrermester Palle Dupont, der i dag er 61 år, har været selvstændig med virksomheden Dypont Byg ApS lige siden. Det eneste, der ærgrer ham er, at han ikke gjorde det 10 år tidligere. Og med en far og farfar, der var selvstændige tømrer- og snedkermestre kan man måske godt undre sig over, at der skulle gå så mange år, før Palle tog springet.

Barsk besked ændrede alt

Faren og farfaren byggede huse, indtil krisen ramte i starten af 70’erne. Alt gik i stå, og de måtte lukke og slukke. Faren byggede herefter en virksomhed op, hvor han tog ud på skoler og servicerede maskiner i sløjdlokaler.

“Men da jeg gik i 9. klasse blev han syg, og han var kun 41 år,” siger Palle.

Den barske besked var, at faren havde tre måneder at leve i. 16-årige Palle droppede sine planer om at tage 10. klasse og blive flymekaniker. Han blev i stedet medhjælp i farens firma, indtil faren døde et år senere. Inden sin død havde han skaffet Palle en læreplads hos den mester, hvor storebroren også var udlært tømrer. Det var i en tid, hvor det var svært at få lærepladser og arbejde. “Så det var vigtigt for min far at vide, at jeg kunne komme i gang med noget,” siger Palle.

Bom! Så er du formand!

Som udlært tømrer i 1984 tilbød mester ham fast arbejde, og Palle byggede typehuse i 3-4 år. Herefter fulgte flere lange ansættelser. Én ting fulgte ham hele vejen: “Jeg har altid rakt hånden op, når jeg synes, at det ikke gik, som det skulle. Og hvad sker der så. Bom! Så er du formand!”

Et af de ansættelsessteder, som Palle fremhæver, er Jakon i Ballerup. “Dér var jeg heldig. Håkon Pettersen (Jakons stifter og bestyrelsesformand) var fremsynet. Han gik ud af 7. klasse oppe i Norge og skabte Danmarks største tømrer- og snedkervirksomhed. Han ville have funktionærsvende. Det var noget nyt. Så kom vi på kursus i personlig udvikling, og der kom selvstyrende funktionærsvende. Det var godt at være 5-6 funktionærsvende på en byggeplads. Vi satte normerne og viste, at man godt må gøre sig umage,” fortæller Palle.

Hos Jakon fik Palle en computer og kurser. Han lærte at sætte tingene i system og at splitte opgaver op i processer, at dokumentere og evaluere, udpensle tilbud og prissætte. Han fandt ud af, at han havde flair for det administrative. Skrivebordsarbejdet fyldte mere og mere – og til sidst for meget. Palle fik rigtig ondt i ryggen. “Jeg gik på arbejde alt for lang tid med de smerter. Men når du er byggeleder og formand, skal du bare være der.”

Palle endte med at sige sit job op for at få styr på ryggen. Det var diskusprolapser, og der skulle to store rygoperationer og en ordentlig omgang genoptræning til, før han var klar igen. Stille og roligt kom han på benene og tog kontakt til en tidligere bekendt, som havde en virksomhed, hvor han kunne gå til hånde administrativt og som håndværker. Hans kontakt havde penge og ville gerne bygge et hus. Det blev til flere nye huse og store renoveringsopgaver. Palle styrede projekterne, prissatte og hyrede håndværkere. Det gik godt. Så godt, at han i 2015 som 53-årige besluttede af få foden under eget bord.

Et profilbillede på Facebook satte gang i opgaverne

Til at starte med havde han ikke en eneste kunde, så efter et stykke tid kontaktede han en bekendt, der var grafiker, og bad ham lave et logo til  kassevognen. “Og så tog jeg et billede, hvor jeg stod foran min første kassevogn. Det satte jeg på som profilbillede på Facebook.”

Der gik ikke lang tid før en bekendt, der var elektriker, tog kontakt til Palle: “Ov, Palle du er blevet selvstændig, kan du ikke lige komme ud og sætte en port i min virksomhed.” Og mens Palle arbejdede på porten, kom elektrikerens ven forbi. Han ejede fabrikken overfor og havde et hegn og nogle andre opgaver. Så gik der 14 dage med det, og så fik andre øje på Palle, og siden da har han ikke haft en dag, hvor der ikke var noget at lave.

Orden i samarbejdet og i kassevognen

Palle arbejder til tider i et konsortium med tre andre tømrermestrer. Det er et godt netværk med en fælles forståelse af, hvad det vil sige at være en god og loyal konkollega. Palle selv hjælper også gerne yngre håndværkere i gang med egen virksomhed, og her er han klar i mælet.

“Har man små børn, så skal man selv og ens samlever være klar over, hvad man går ind til med en lille virksomhed. Man kan ikke stå og rive vinduer og døre ud af et hus, og så ringer konen klokken halv tre, fordi børnehaven har ringet og sagt, at barnet er sygt og skal hentes. Det kræver netværk eller nogle stabile bedsteforældre. Regner det en dag, så fiser jeg ind på kontoret og laver tilbud. Jeg går ikke hjem på sofaen. Hvis kunden gør vrøvl, så bruger man de ekstra timer på at lave det om uden brok. Selv om du ikke har lyst til at yde det ekstra, så skal du gøre det! Så får du til gengæld også naboen som kunde.”

Ude hos kunderne, oplever han ofte, at de er meget interesserede, når han åbner kassevognen. “Det ser sgu’ godt ud – det giver gode forhåbninger, lyder det ofte.” Alt har sin faste plads, og det er noget af det første, han giver videre til en vordende tømrermester.

Han hører ofte fra unge håndværkere, at de er ved at drukne i samlebåndsarbejde med gips, stål, loft, glas. Dér skal de unge, der drømmer om egen virksomhed, sørge for at opsøge faglige udfordringerne. Det har også altid været hans egen motivation: “Der skal være nogle projekter, hvor jeg kigger på nogle tegninger og selv regner det hele ud og får det til at køre. Jeg vil udrette noget.” Og som selvstændig med de opgaver, som Palle har, skal man kunne mange ting: “Jeg skal kunne bygge en udestue. Jeg skal kunne komme ind og lave reparation på et gulv. Jeg skal lave snedkerarbejde, finisharbejde, døre og vinduer, tagkonstruktion. Jeg skal kunne lave det hele,” siger Palle.

Kan godt konkurrere med de unge

Til spørgsmålet om hvad der skal ske i fremtiden, lyder Palles svar: “Jeg bliver ikke ved, til jeg er 68 år. Det er ikke fordi, jeg ikke vil. Det er kroppen – det er for krævende at skulle præstere hårdt fysisk arbejde hver dag.”

Alligevel føler 61-årige Palle, at han godt kan konkurrere med de unge: “Jeg og mine jævnaldrende mestre arbejder i vores tempo, og at vi så når mere end de unge – det handler om struktur og overblik. Det betyder så meget. Vi tænker lige sagen igennem fra start til slut. Vi har jo fået det ind med barneskeen – lad vær’ at gå 10 gange, tænk dig om!”

Ud over 37-40 håndværkertimer om ugen bruger Palle 5-8 timer om ugen på administrativt arbejde som tilbudsgivning, kundebesøg og fakturering: “Man man sige, at når ugen er gået, så er jeg mere træt end for 20 år siden, og på et tidspunkt bliver det en 4 dages uge og en kontordag, men det er bare svært nu med masser af arbejde,” slutter Palle.

“Lad vær’ – der er ingen fremtid i det fag.” Det var farens ord i en tid hvor ’1-2-3-stuerne’ og ’brug og smid væk’ tog fart. Det var tilbage i 70’erne, hvor meget tydede på, at faget ville blive udkonkurreret af massefremstilling og samlebånd. Det holdt ikke stik. I dag kan Bo Thuelund fejre 25 års jubilæum som selvstændig auto- og møbelpolstrer.

Den 3. februar 2024

Bo’s far var møbelpolstrer. Farfaren var karetmager med egen møbelfabrik før og under 2. Verdenskrig. Men der var altså ingen forventninger til Bo om at følge trop. Tværtimod! Så da Bo arvede farens værktøj, tænkte han: “Hvad skal jeg dog med det!”

Det bliver til ‘mange madpakker’ i løbet af et arbejdsliv

I en periode ernærede Bo sig ved at bringe medicin ud for apoteker. En morgen på vej til arbejde fik han tanken: “Hvor mange madpakker skal jeg smøre i løbet af mit arbejdsliv?” Svaret var kort og godt: – Jeg skal noget andet!

For sit indre blik havde han billederne af farens værksted og hans 2-3 ansatte. “Så var det, jeg snakkede med en af min fars tidligere lærlinge, som sagde: Du må jo bare i gang.”

Bo meldte sig til uddannelsen på Skive Tekniske Skole, hvor han startede i januar 1995. 14 dage før han blev udlært, besluttede han sig for at blive selvstændig, og i februar i år kan han dermed fejre 25 års jubilæum i Nr. Søby Auto og Møbelpolstring  på Midtfyn.

Det står stort på bilen, og vi snakker om det hver dag

Det var i en tid, hvor vejviseren var telefonbogen, da Bo i februar 1999 slog dørene op. Der var et helt år til, at virksomheden kunne komme med i næste udgivelse. Så Bo satte reklamer på sin bil og kørte rundt med visitkort. – Men kunderne dukkede op, efter at de havde snakket med andre, som havde brugt os, fortæller Bo.

Godt omdømme og mund-til-mund blev vejen frem. Det var også en anbefaling fra en tidligere kunde, der førte til, at virksomheden i 2012 udførte polstringen med håndviklet læder af knæfalds-skamlerne til Nordlyskatedralen i Alta i Norge efter design af kunstneren Perter Brandes.

“Vores filosofi er; enten laver vi det ordentligt, eller også laver vi det slet ikke. Hvis en kunde kommer og siger; jeg skal ikke have lavet fjedrer – der skal kun nyt stof på – så er det ikke her,” pointerer Bo og tilføjer: “Det er derfor, jeg er så vild med Dansk Håndværks slogan: Vi gør os umage. Det står stort på bilen, og vi snakker om det hver dag.”

I dag er virksomheden også at finde på de digitale platforme med hjemmeside og Facebookside, hvor eksempler på møbler, der har fået nyt liv på værkstedet i Nr. Søby, vises frem.

Glæder sig hver eneste dag
Virksomheden tæller syv ansatte. ”De er megadygtige. Vi elsker at nørde. Vi er håndværksnørder og gode til at hjælpe og sparre med hinanden. Det betyder så meget. Jeg glæder mig til at gå på arbejde hver eneste dag,” siger Bo. Og det er der flere, der gør. I 2023 modtog virksomheden prisen som årets læreplads fra Skive College efter indstilling fra tre lærlinge.

Der sadles om – genbrug er blevet hot

Genbrugsbølgen og lysten til at renovere og bevare mærkes tydeligt på værkstedet. Det er efterhånden hyppigt, at virksomheden får bestillinger fra bedsteforældre, der ønsker at lade gamle møbler gå i arv til børnebørnene. “Så bliver det et fælles projekt, hvor de tager børnebørnene med på råd, når de skal beslutte, hvordan møblet skal tage sig ud i fremtiden,” fortæller Bo.

Der er også kunder, som får istandsat genbrugsfund, fordi de har øje for det gamle møbels høje kvalitet og er bevidste om, at møblet med den rette behandling kan få et unikt udtryk og god brugsværdi i fremtiden. Bo viser en gul sofa, som en kunde fandt i en container.

“Folk tænker sig om, og vores branche er faktisk den, der genbruger mest. Vi genbruger en rigtig høj procentdel af et gammelt møbel,” siger Bo.

Uddannelsen er en kæphest

Ved siden af sin virksomhed er Bo medlem i Polstrersektionens bestyrelse i Dansk Håndværk og formand for det lokale uddannelsesudvalg i Skive: “Jeg vil gerne have, at vi bliver uddannet ordentligt og udmærker os som fagprofessionelle, og det gør vi! Der skal også arbejdes for gode lærepladser. Store, flotte firmaer er ikke ensbetydende med gode lærepladser.”

Selv er han tydeligvis stolt af sine lærlinge, som han betegner som rigtige håndværksnørder. Matilde søgte læreplads efter at have set et indslag om virksomheden på lokal-tv. Dagen efter ringede hun. Efter en uge i praktik var Bo ikke i tvivl om, at hun havde hænderne skruet rigtig på. Det er i øvrigt lærlingene Signe og Matilde, der har æren for banansofaen til Lærlingenes Hus.

Fremtiden er der tænkt på

I invitationen til 25 års jubilæet og i en artikel i Fyns StiftsTidende afslører Bo, at “arvefølgen” er noget, han har overvejet. De to lærlinge, Matilde og Signe, har sagt ja til at køre virksomheden videre om måske 7-10 år, når Bo ifølge sin egen vision drosler ned og er klar til at overdrage sit livsværk. Matilde deltager i Skills i april i Roskilde. Signe har sin svendeprøve i maj. Dem hepper vi på, men lige nu handler det om at fejre 25 års jubilæet. Tillykke til Nr. Søby Auto og Møbelpolstring, indehaver og møbelpolstrer Bo Thuelund og hele holdet.

Søren Peder Sørensen har pensionen indenfor rækkevidde efter 45 år i front for Harresø Byggeforretning ApS. Der er blevet udført mange spændende opgaver for både store og små kunder. Nu håber han at finde den rette person til at overtage styringen. For Harresø Byggeforretning har masser af opgaver i sigte. Læs om det her og få et par gode råd med på vejen.

Den 29. august 2023

Med medlemsnummer 180 er virksomheden Harresø Byggeforretning et af Dansk Håndværks første medlemmer. Søren Peder Sørensen etablerede virksomheden i 1978, og et 45-års jubilæum er derfor lige på trapperne. Men det bliver også Søren Peder Sørensens sidste jubilæum i front for Harresø Byggeforretning. For i løbet af sommeren 2024 går han på pension. En lidt sen pension kalder han det selv, men den har trukket ud, da han meget gerne ser, at virksomheden kører videre uden ham. Det kræver dog, at han finder en, der har lyst til at overtage roret, og det er desværre ikke lykkedes endnu.

“Vi har gang i mange spændende opgaver, så det ville være dejligt at se det køre videre. Men jeg er også indstillet på, at jeg måske må lukke og slukke helt. Så sælger jeg materialerne og lukker ned på den måde,” konstaterer Søren Peder Sørensen.

Men der er ingen tvivl om, at han helst ser sit livsværk blive ført videre, og han har ikke opgivet håbet om, at det lader sig gøre i en eller anden form.

Det startede med en gammel bil

Historien startede i 1978 i Give, da Søren Peder Sørensen, efter at have arbejdet et par år som svend, købte en gammel bil og begyndte at oparbejde sig en kundekreds i lokalområdet.

“Til at starte med var det bare mig selv. Så hjalp kunderne lige med at bære de tunge ting ind eller gav en hånd med, hvis opgaven krævede det. Sværere var det ikke. Men efter et halvt års tid ansatte jeg min første medarbejder,” fortæller han.

Hurtigt var der opgaver til et par stykker mere, og i en del år drev han sin virksomhed med 3-4 medarbejdere. Det kunne dog ikke slå til i længden, og da virksomheden kørte på højeste tryk, havde han 20-30 mand ansat.

Vi var lidt over det hele

I rigtig mange år var der travlt i virksomheden med både store og små opgaver.

“I en periode lavede vi meget landbrugsbyggeri. Og i nogle år lavede vi en hel del hovedentrepriser. Vi udviklede bl.a. nogle 8-kantede huse. Og så solgte vi det som færdige projekter,” fortæller Søren Peder Sørensen.

I det hele taget fik de 8-kantede huse ham vidt omkring. Han byggede en hel del til børnehaver og skoler i hele landet, og det er også blevet til et posthus i Flensborg og en børnehave i Lillehammer.

Privatkunderne i lokalområdet tog han gerne imod, men derudover har det primært været de store projekter, Harresø Byggeforretning har arbejdet med.

Den første lærling har jeg endnu

Søren Peder Sørensen har slet ikke tal på, hvor mange lærlinge han har haft gennem tiden. Men som regel har han haft 2-3 lærlinge ad gangen. Nogle gange flere, så det må være en pæn portion, der er blevet udlært hos Harresø Byggeforretning.

“Den første lærling har jeg endnu. Det var naboens søn, og han har nu været her i over 40 år,” fortæller han.

Han understreger også, at der er sket en del med de unge mennesker gennem tiden, og at han i dag kan have lidt svært ved at vriste telefonen fra dem. Men han har også pæne ord at knytte til dem.

“De er også meget dygtige og lærer hurtigt. Jeg har haft mange rigtig gode lærlinge. Det vigtigste er faktisk, at de har viljen til at arbejde og til at lære,” fortæller han.

Alle er på samme niveau

Ligesom flere lærlinge er blevet i virksomheden efter endt uddannelse, gør det sig også gældende for de andre medarbejdere.

“Jeg har haft en fast stab af medarbejdere, som har været hos mig i rigtig mange år. Jeg har flere, der har været her i 30 år,” fortæller Søren Peder Sørensen og peger på, at en af forklaringer på, hvorfor de ansatte har haft lyst til at blive i al den tid, handler om hans tilgang til det at have medarbejdere. Alle er i bund og grund på samme niveau.

“Vi er meget lige i firmaet. Alle er lige meget værd. Jeg kan sagtens snakke med lærlingene og prioriterer at gøre det. Jeg kender mine medarbejdere. På nær navnene,” siger han, griner lidt og forklarer:

“Vi havde engang lærling, der egentlig hed Martin, men han blev aldrig kaldt andet end Leif. For det hed hans far, der også havde været i lære hos os,” fortsætter han og understreger, at det kunne Martin/Leif godt leve med. For der er også plads til at grine lidt sammen og af hinanden hos Harresø Byggeforretning.

Det har også altid været vigtigt for Søren Peder Sørensen at sikre, at hans medarbejdere får lov til at lave det, de synes, er sjovest, og som udfordrer dem.

“De bliver udfordret, så det ikke bliver kedeligt. De får ansvar, for de er en del af firmaet. Det er i hvert fald det, jeg har forsøgt at vise dem,” konstaterer han.

Dokumentationen for dokumentationens skyld

Som håndværksmester har man altid udfordringer. Og dem har Søren Peder Sørensen håndteret en efter en gennem årene. Det er et livsvilkår som selvstændig og også noget af det, der gør arbejdet sjovt. Men der er en udfordring, som blot har vokset sig større og større, og som han absolut ikke kommer til at savne. Og det er papirarbejdet.

“Der stilles så mange krav omkring dokumentation. Der var jo ingen problemer med selv at søge en byggetilladelse, da jeg startede op. Og efter 2-3 uger var den i hus. I dag går der jo nærmest et år, før den lander, og man skal have ingeniører og alt muligt ind over. Og det er ikke noget, der forbedrer projektet. Det er ren dokumentation for dokumentationens skyld,” konstaterer han og fortsætter: “Der stilles så mange krav omkring dokumentation. Der var jo ingen problemer med selv at søge en byggetilladelse, da jeg startede op. Og efter 2-3 uger var den i hus. I dag går der jo nærmest et år, før den lander, og man skal have ingeniører og alt muligt ind over. Og det er ikke noget, der forbedrer projektet. Det er ren dokumentation for dokumentationens skyld,” konstaterer han og fortsætter:

“Og der kommer flere og flere udfordringer fra det offentlige. Det var ikke derfor, jeg blev håndværker. Papirarbejdet er en forhindring, som ikke giver mening. Meget af det i hvert fald. Det er blot spild af tid,” slutter han.

Elementproduktionen er blevet vores speciale

Gennem tiden har Søren Peder Sørensen sporet sig mere og mere ind på elementproduktion som speciale.

“De sidste tre år har vi faktisk ikke lavet andet end at producere træelementer. For både private og erhvervskunder. Vi har for fx lavet 25 etageboliger ved Ringkøbing i træ. Vi laver taget, facaderne og etagedækkene. Når vi så har leveret råhuset, bygger et andet tømrerfirma husene færdige,” fortæller han.

Derudover har firmaet specialiseret sig inden for lavenergihuse og super lavenergihuse.

“Vi var nogle de første, der byggede dem og har nu arbejdet med det i 10-12 år. Det kunne være sjovt at se det blive drevet videre. Der er i hvert fald stor efterspørgsel på det,” understreger Søren Peder Sørensen.

I øjeblikket arbejdes der på træfacader til vindmølletårne, og det næste år er ordrebogen fyldt ud med lignende projekter, og den kunne sagtens være fyldt ud længere frem i tiden. Men om det bliver aktuelt, vil den næste tid vise.

Under alle omstændigheder er det tid til pension for Søren Peder Sørensen:

“Jeg slipper tøjlerne om et års tid. Lige gyldigt hvad,” slutter han.

Og det kan han gøre med en stolthed over, hvad han gennem de 45 år har bedrevet med Harresø Byggeforretning, og den betydning han har haft for sine lærlinge, medarbejdere og kunder.

Anders Brødsgaard har drevet sin virksomhed siden midten af 2017. Den er vokset stødt siden, og han har masser af planer for fremtiden. Bl.a. fordobler han gerne antal ansatte, men derudover har han også planer om, at fremtiden er meget mere bæredygtig. Læs, hvad der vigtigt for ham og få tre gode råd med på vejen.

Den 2. august 2023

Allerede mens han læste til bygningskonstruktør, etablerede Anders Brødsgaard sit eget firma Brødsgaard ApS. Hans mors familie har drevet tømrervirksomhed siden 1930’erne, så livet som mester er en del af hans DNA.

I studiefirmaet havde han flere kammerater på lønningslisten, og hver dag efter skole kørte de afsted i de to varevogne, der var købt til formålet. Da Anders Brødsgaard var færdig med sin uddannelse, blev han ansat 30 timer i en arkitektvirksomhed. Men det blev kun til et kort ophold på et halvt års tid, for fuldtidslivet som selvstændig trak mere i ham.

“Jeg tænkte, at det var meget fornuftigt at prøve at være lønmodtager i noget tid, men jeg kunne godt mærke, at jeg havde for meget krudt i røven til det. Jeg sprang over på mit eget og gav den fuld gas med det,” fortæller han.

Det har han ikke fortrudt ét sekund siden, og i dag seks år senere står han i front for Brødsgaard ApS med 23 ansatte. Virksomheden har masser at se til og håndterer primært tømrerentrepriser for større erhvervskunder. Men der er også plads til de mindre opgaver hos privatkunderne.

“Vi siger ikke nej tak til noget, vi tager det hele,” konstaterer Anders Brødsgaard.

Den første bæredygtighedsrapport har givet mere blod på tanden

Noget andet de heller ikke siger nej tak til i Brødsgaard ApS er mere bæredygtige veje, og det er der flere gode grunde til.

“Jeg synes, at det er meget sjovere at arbejde med træfiberisolering end traditionel glasuld, der er forfærdeligt arbejde med modsat træfiberisolering, som jo er et fantastisk produkt at arbejde med. Og når du skærer lærketræ over, så dufter det jo helt fantastisk. Modsat det trykimprægnerede træ, der er produceret med kemikalier. Så det er bare sjovere og sundere for os at arbejde med naturmaterialerne,” fortæller Anders Brødsgaard.

Samtidig peger han også på, at der i det nye bygningsreglement er nogle krav, der sætter skub i processen.

“Der er jo også kommet nogle krav, der tvinger os til at tænke mere bæredygtigt, og det er rigtig godt. Vi skal altså til at kunne dokumentere, hvor meget C02 vi udleder på vores byggepladser,” fortæller Anders Brødsgaard.

I den sammenhæng har han lavet sin første bæredygtighedsrapport, der bl.a. viser, hvor meget CO2 Brødsgaard ApS udleder. Til at få lavet sine bæredygtighedsrapporter har Anders Brødsgaard allieret sig med Valified, hvor han har fået adgang til både værktøjer og rådgivning.

“Jeg skulle lige i gang med det for at forstå hele opsætningen i rapporten, men de har virkelig formået at rådgive sådan en håndværker som mig,” fortæller han.

Den første bæredygtighedsrapport har givet blod på tanden, og der er gået lidt sport i, hvor man kan sætte ind for at sænke CO2-niveauet.

“Jeg skal til at forberede, at vi skal lave den igen for 2023, og så er det jo så spændende at se om de tiltag, vi har gjort, har haft en effekt. Vi har fx købt flere el-biler og prøvet at spare på varmen i vores værksted i løbet af vinteren og anvendt endnu flere bæredygtige materialer,” fortæller Anders Brødsgaard.

Samtidig er han ikke i tvivl om, at det er et nødvendigt kort at have på hånden, når han byder ind på de større opgaver.

“På de store projekter er hovedentreprenøren nødt til at have underentreprenører med, der kan levere de nødvendige tal. Det kan vi, og det er virkelig guld værd. Man kan ikke bare bruge de billigste længere. Der skal de have nogen, der kan dokumentere det CO2, som de udleder,” fortæller han.

Jeg er god til at købe rådgivning

Anders Brødsgaard har speedet sit bæredygtighedsarbejde op ved at købe sig adgang til værktøjer og rådgivning hos Valified. Generelt køber han sig gerne til det, han ikke selv kan. For som hos de fleste andre tømrermestre fylder papirarbejde, indberetninger og dokumentation rigtig meget på hans skrivebord.

“Det er også noget, jeg kæmper med om aftenen efter, at ungerne er blevet puttet. Der er virkelig meget, som man ikke anede, da man startede op. Men jeg er god til at købe rådgivning. Jeg bruger vores advokat, vores revisor og en ekstern bygningskonstruktør, der sidder med rigtig meget af kvalitetssikring og dokumentation. Det bruger jeg mange penge på, for det kan så frigive timer til mig til at koncentrere mig om de ting, jeg er bedst til. Det er alle pengene værd,” konstaterer han og fortsætter.

“Jeg vil ikke bruge en hel weekend på at slås med en eller anden indberetning, så vil jeg hellere bruge 3.000 kr. på revisoren, der så gør det for mig. Det er vigtigt for mig, at jeg forstår, hvad det er, der skal indberettes og hvordan det fungerer. Men hvis jeg forstår det, så har jeg ikke problemer med at bruge nogle penge på lidt hjælp,” fortæller han.

Skideballer er ikke nødvendige

Som leder går Anders Brødsgaard dialogens vej. Han har selv mødt et par hårde tømrermestre på sin vej, og det er han ikke fortaler for.

“Der er ingen af mine folk, der nogensinde har fået en skideballe. Hvis der er noget, der er gået helt galt, så tager vi en snak om, hvad der er sket, og hvordan vi kan sikre, at det ikke sker igen. Der er jo ikke nogen, der begår fejl med vilje,” fortæller han.

Han er også typen, som medarbejderne sagtens kan komme til, hvis der er private problemer.

“Jeg vil meget gerne snakke med mine medarbejdere, hvis de har noget privat, der driller, så løser vi det altid. Jeg har det selv bedst, hvis alle har det godt. Jeg bryder mig heller ikke om, hvis to af mine medarbejdere går på et projekt, hvor de ikke trives. Hvis de ikke finder det spændende, prøver jeg at flytte rundt på nogle ting, så de også synes, at det er sjovt at arbejde med,” forklarer han.

Og det boner positivt ud på både arbejdsmiljøet og økonomien.

“Hvis du ikke kan lide det, du laver, så arbejder du langsomt. Men hvis du elsker at lave det, du går med hver dag, så giver du den da lige en ekstra skalle, og det afspejler sig direkte i økonomien, at folk er glade for at gå på arbejde hver dag,” konstaterer Anders Brødsgaard.

Hos Brødsgaard ApS er der i øjeblikket fem lærlinge ansat. Der er fire tømrerlærlinge og en, der er i lære som bygningssnedker, og dem ville Anders Brødsgaard meget nødigt undvære.

“Det er fantastisk at have lærlinge. At have så engagerede, unge mennesker, der møder ind hver eneste morgen med den rigtige indstilling og hvor de bare er klar til at lære noget og klar til at give den gas. Det ville jeg have svært ved at undvære,” fortæller han.

En fremtid med et tvist af bæredygtighed

Der er ingen tvivl om, at Anders Brødsgaard brænder for sin virksomhed og har masser af planer for fremtiden. Bl.a. drømmer han om at se virksomheden vækste.

“Min drøm er, at vi fortsætter som en stabil og professionel tømrervirksomhed, der er med på nogle spændende, store projekter og primært servicerer erhvervsbyggeri med et tvist af bæredygtighed. Det er den retning, jeg ser for mig,” fortæller han.

Lige nu kræver det lidt balancegang at drive en virksomhed med 21 medarbejdere kontra de opgaver, der kommer ind. Er der opgaver nok? Medarbejdere nok? Og kan det også give lidt afkast? I det lys ser han en større fleksibilitet ved at lande på 30-40 ansatte.

“Jeg kan se, at virksomheder, der oppe omkring den størrelse, de har en rigtig god fleksibilitet. De vinder så store projekter, at der kan gå mange mennesker, og så er det jo lidt nemmere at flytte mandskab rundt, hvis du har en plads, hvor der går seks mand. Så kan du godt trække to mand der fra nogle dage, hvis du har brug for det. Jo større du er, jo mere fleksibelt er det,” fortæller han.

Bygherre og rådgiverne udgør det største benspænd op den bæredygtige vej

Fremtiden er bæredygtig. Det er han slet ikke i tvivl om. Der er dog udfordringer, som skal håndteres. Og det største benspænd udgøres af bygherrerne og deres rådgivere.

“Mit job er at overtale bygherre eller deres rådgiver til at bruge nye og mere bæredygtige materialer, og flere og flere begynder at vælge det til. Vi skal fx til at ombygge et større erhvervslokale, hvor der er stort fokus på indeklima. Alt andet lige er der bedre indeklima i et hus, hvor man har brugt de biobaserede materialer. Så sådan noget kan godt gøre, at en bygherre gerne vil betale lidt ekstra for at vi bruger nogle økologiske materialer,” fortæller han.

Anders Brødsgaard vil gå langt for at få de bæredygtige materialer med i projekterne, men i sidste ende handler det jo også om at få opgaver i hus. Han takker ikke nej til projekter, hvor de bæredygtige materialer vælges fra.

“Når det så er sagt, så skal der jo også smør på brødet. Jeg kan jo heller ikke tabe et projekt bare på baggrund af det. Jeg rådgiver så godt, jeg kan, men nogle gange så er vi også tvunget til at bruge de almindelige materialer, da det er det, som rådgiverne og dermed bygherren foretrækker. Dem kender de og er vant til at lave deres beregninger ud fra,” fortæller han og fortsætter:

“Det er en proces, og vi skal have det igennem så mange steder som muligt og så stille og roligt blive bedre til det. Det er jo ikke noget, vi skifter over til på få dage.”

Hanne Elsner har stået i front for Fuglebjerg Kistefabrik siden 2003, hvor hendes far pludseligt døde, og hun arvede en tredjedel af virksomheden. De resterende to tredjedele købte hun sig til. Men Hanne Elsner producerer ikke bare kister. Hun er direktør for et farverigt og kreativt univers og drives af et vigtigt budskab omkring den sidste afsked – og så har hun selvfølgelig tre gode råd fra mester til mester.

Den 7. juni 2023

Nu er det ikke hver dag, at man har brug for at forholde sig til kister. Heldigvis. Men når det så er sagt, så er Fuglebjerg Kistefabrik et besøg værd. Om ikke andet så et smut forbi deres hjemmeside. For hvis man tror, at en kistefabrik er et dystert sted, hvor den ene triste kiste efter den anden spyttes ud, så bliver man overrasket. Fuglebjerg Kistefabrik er et farverigt univers, hvor der er fokus på kreative og individuelle løsninger. Og det kan kvinden i front, Hanne Elsner, i høj grad tage æren for.

Hanne Elsner er uddannet hvidevaresælger og advokatsekretær, så det lå ikke lige til højrebenet, at hun skulle drive sin fars virksomhed videre, da hun hverken havde beskæftiget sig med håndværk eller ledelse. Alligevel skrev hun allerede dagen efter til alle bedemændene, at alt ville køre videre, som det plejede. Blot med hende ved bordenden.

Her kom det i den grad Hanne Elsner til gode, at hun altid har haft en stærk evne til at holde fast. En stædighed, der har været med til at drive både hende selv og Fuglebjerg Kistefabrik langt.

“Jeg giver ikke op. Det har jeg haft med mig, siden jeg blev født. Jeg har aldrig givet op,” konstaterer Hanne Elsner.

Vi kan noget andre ikke kan

Der er i alt 6 kistefabrikker i Danmark, hvor Fuglebjerg Kistefabrik sidder på ca. 40 % af markedet. Kistefabrikken har åbent 365 dage om året og 24 timer i døgnet Men det er ikke bare hvide kister, der kommer ud i den anden ende. For en kiste er ikke bare en kiste. I hvert fald ikke hos Fuglebjerg Kistefabrik. Her er der nemlig fokus på individuelle løsninger. Det er stadig primært den traditionelle, hvide kiste i mdf eller spån, der bliver produceret. Men efterspørgslen på farver og andre materialer er voksende.

“For fire år siden malede vi måske en farvet ting hver tredje måned, nu maler vi hvert fald 15 specialting om ugen. Det kan være kister eller urner. Vi har fx en medarbejder ansat til at håndmale tingene. Så der er sket en kæmpe udvikling i at personliggøre den store afsked, fortæller Hanne Elsner. Sortimentet på kistefabrikken er dermed stort og byder bl.a. på urner af pap eller uld. Kisterne produceres i lige præcis den farve, man ønsker eller i andet end træ, fx pap eller bambus. På samtlige produkter er det muligt at få håndmalet særlige motiver eller mønstre.”

“Og hvis der skal printes et billede af lille Fido på kisten, kan vi også det. Så vi kan noget, ingen andre kan,” konstaterer hun.

Arbejdsmiljøet er vigtigt

Det kan godt være, at Hanne Elsner ikke havde erfaring med ledelse, da hun overtog fabrikken i 2003. Men noget tyder på, at god ledelse er faldet hende naturligt. Hun har i hvert fald formået at skabe en arbejdsplads, som medarbejderne ikke forlader. I gennemsnit har de ansatte været hos Fuglebjerg Kistefabrik i 15-20 år. Og det handler ifølge Hanne Elsner om flere ting.

“Vi passer godt på vores medarbejdere og gør meget for, at alle trives, og at der er et godt kollegaskab. Fx er en coach kommet her igennem de sidste 6 år og har arbejdet med personlig udvikling og kommunikation med os alle. Vi laver mange sociale arrangementer. Vi spiser sammen, går i teateret, kører go-carts og den slags. Det er vigtigt for mig,” fortæller Hanne Elsner.

Samtidig er det også vigtigt for hende, at medarbejderne får og tager ansvar for deres egne opgaver. Det er nødvendigt, og samtidig gør det også deres arbejde sjovere:

“Jeg har ikke nogen værkfører, så jeg klarer det hele selv. Derfor er det også nødvendigt, at medarbejderne tager ansvar for deres egne områder og eget arbejde, men jeg tror også på, at det giver en god arbejdsplads, at de selv har stor indflydelse på deres dag. Også selvom det er en fabrik, de møder ind på,” konstaterer hun og forklarer, at alle også står for langt de fleste indkøb inden for deres eget område. Og så er der også hjælp at hente, hvis man som medarbejder har en svær periode:

“Vi er en familie. Hvis en har problemer – om det er arbejdsmæssigt, eller det er privat – så ved de, at de kan komme til mig, og at jeg hjælper dem,” afslutter hun.

Du har kun én chance

Da Hanne Elsners far overtog fabrikken i 1979, fulgte der 10 medarbejdere med og en produktion på 1.200 kister om året. I dag har Hanne Elsner 22 fuldtidsmedarbejdere og 5 i flexjob, der på årlig basis producerer 22.000 kister.

Det er rigtig mange kister. Men man fornemmer hurtigt, at Hanne Elsner ikke bare producerer kister på samlebånd, men at kvalitet betyder mindst lige så meget som kvantitet. For når vi taler om kister, så handler det om meget mere end den kasse, vi alle ender i. Det handler om den sidste afsked, der er af meget stor betydning for de pårørende. Det er meget vigtigt for hende at være med til at gøre en forskel.

“Jeg elsker min fabrik over alt på jorden, og vores arbejde er vigtigt. Du kan ikke gøre det om. Du har kun én chance med den sidste afsked. Når kisten er i jorden eller i ovnen, så er det for sent. Det betyder meget for mig at være med til at give de pårørende en mindeværdig dag,” fortæller hun.

Startdialogen.dk

I den sammenhæng har Hanne Elsner fået ideen til og igangsat projektet Startdialogen.dk, der er et værktøj, som gør det nemme at få talt om døden og de ønsker, man måtte have. Både i forhold til sin egen begravelse og som pårørende. Og det gerne inden, at sygdom og død rammer. For når det synes langt ude i fremtiden, er det noget nemmere at tale om. Samtidig ved man aldrig, hvornår det sker.

“Min far var jo kun 58, da han døde, og havde vi ikke haft en kistefabrik, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde kendt hans ønsker, eller haft snakken. Og jeg kunne mærke, hvor vigtigt det var for mig, at jeg ikke gjorde noget forkert. At jeg vidste, at det jeg gjorde, var lige efter hans ønske,” fortæller hun.

Det har motiveret Hanne Elsner til at være med til at øge danskernes åbenhed om at tale om døden og nedbryde tabuet. Med projektet holder hun og andre ansatte foredrag til diverse arrangementer, bl.a. på folkeskoler, og de holder åbent hus på fabrikken, hvor besøgende kan blive klogere på, hvordan man kan starte dialogen om, hvad de selv og deres pårørende har af ønsker til den sidste afsked.

“Folk skal ikke bare sidde hjemme og skrive deres sidste vilje hele alene. Mange ældre vil jo ikke være til besvær, og så vælger de helst de ukendtes grav. Men måske har de pårørende et behov for at gå et sted hen. Man skal tage dialogen med hele familien, og det er vigtigt, at man gør det, inden man bliver syg og dårlig. Så er det langt nemmere at tale om,” konstaterer Hanne Elsner.

Vi skal hele tiden kigge ind i fremtiden

Også Fuglebjerg Kistefabrik blev ramt af de voldsomme prisstigninger, der fulgte i kølvandet på corona.

“Den største udfordring lige nu er, at træ er steget med 60 % siden corona. Og vi har energipriser, der fiser op og ned og dyr diesel. Jeg får et læs træ én gang om måneden, og det steg med dags varsel på 78.000 kr. Og når jeg ændrer priser her, så er det med en måneds varsel. Der skulle jeg godt nok holde tungen lige i munden,” fortæller Hanne Elsner.

Under normale tilstande ligger udfordringerne mere i at fremtidssikre virksomheden i et tempo, hvor alle kan følge med.

“Vi skal hele tiden tænke fremadrettet. Fx i forhold til miljø, bæredygtighed, farver og print. Vi har bambuskister og bambusurner, og vi prøver hele tiden at være med på det sidste nye. Samtidig skal virksomheden jo kunne følge med. For når vi opfinder noget her, så gør vi det selv. Det skal heller ikke være for omkostningsfyldt at lave et nyt produkt,” fortæller Hanne Elsner om den balancegang, det også er at lede virksomheden ind i fremtiden.

Tømrermester Henrik Staun har i år et overskud, der er større end nogensinde før. Det til trods for, at han tidligere har stået i front for en noget større virksomhed end Byggefirmaet Staun, som han i dag driver med sin familie. Hvad er så opskriften på det? Det er bl.a. et max på antal medarbejdere. Læs her, hvad der kendetegner familievirksomheden i det nordjyske og få et par gode råd med på vejen. Fra mester til mester.

Den 26. april 2023

Der skal snart fejres fire års fødselsdag hos Byggefirmaet Staun. Men hovedmanden bag har en hel del flere fødselsdage bag sig. Henrik Staun blev udlært tømrer i 1983 og har mange års erfaring som tømrermester. Og det med rigtig mange ansatte. Men i hans nye liv, som han kalder det, er der sat et max på antal ansatte. Det hele foregår sammen med familien. Byggefirmaet Staun er nemlig et familiefirma, hvor både hustruen Pia, sønnen Niclas og datteren Isabella er med ombord. Og selvom de ikke har over 100 mand ansat, er overskuddet større end noget andet, Henrik Staun tidligere har præsteret.

Vi har styr på dyret

Når man spørger ind til, hvordan det er lykkedes, så bliver pilen ved med at pege tilbage på, at virksomheden ikke vokser over de 25 medarbejdere. For det giver mulighed for, at kerneværdierne som tillid, nærvær, inddragelse og fællesskab ikke bare er noget, der er blevet skrevet ind i en strategi og lagt i skuffen. Det gennemsyrer derimod hverdagen for både medarbejdere og ledelse.

“Vi har styr på dyret, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg ved hele tiden, hvad alle i firmaet laver, og hvor de er. Og det vidste jeg også i går, og det ved jeg også på tirsdag. Det giver mig et helt andet overblik og en helt anden ro. I mit tidligere liv var der i snit fire mand på toilettet hele tiden, hvis du regnede det ud. Nu har vi styr på det hele, konstaterer han og forklarer videre, at det giver ham mulighed for at være nærværende på en helt anden måde end, hvis medarbejderstaben voksede yderligere.”

Og det er ikke fordi, at der ikke er mulighed for at udvide, for opgaverne er der til det. Men som Henrik Staun fortæller, så er det ikke nødvendigt at tage mere ind, end de kan løfte – med de 25 medarbejdere. Som han understreger: “Det er ingen skam at sige nej. Det er derimod nødvendigt at kunne.”

Skal vi ikke lige gøre det

Nærvær er en af nøglerne til det stærke fællesskab og den ejerskabskultur, som han ser hos sine medarbejdere. Blandt andet i måden de omtaler og går til opgaverne på.

“Det er altid fedt, når jeg hører en svend eller lærling bruge ordet vi. Skal vi ikke lige gøre det … Den vi-kultur er meget vigtig for os,” fortæller Henrik.

Derfor er inddragelse også et ord, Henrik Staun gerne tager i sin mund og praktiserer. Han overdrager trygt opgaverne til sine medarbejdere. For de ved lige præcis, hvad de skal, og hvordan de vil gribe det an.

“Hos os sætter tømreren ikke bare en skrue i et sted, han har fået vist. Nej, han kan se huset for sig allerede, når han begynder med den første pind. Lige som mureren, der lægger den første sten. Han kan se hele tilbygningen for sig,” fortæller Henrik Staun.

For hos Staun tales opgaverne igennem med samtlige medarbejdere, der er involveret, og alle får et print af ordrebekræftelsen med kundens underskrift. Og på den måde opstår der ejerskab, og opgaverne løses på bedste vis.

“Vi sætter en ære i at inddrage vores håndværkere, der jo også selv er med til at beslutte, hvordan vi skal gribe opgaverne an. Så brænder de jo helt igennem for, at det skal lykkes. De bestiller også selv materialer. De er med hele vejen,” supplerer Henrik Staun.

De kommer aldrig til en låst dør

Henrik Staun kender sine medarbejdere. Endnu en fordel ved, at stop-skiltet popper op ved de 25 ansatte. Der hersker en familiær stemning, som ikke kun inkluderer de fire, der deler navn.

“Jeg kan også se, hvis en svend hænger lidt med skuffen, så tager jeg en snak med ham. Måske er det lidt svært derhjemme. Den nærhed betyder så meget. Og den har vi, når vi kun er 25. For jeg kender mine medarbejdere, og de kommer aldrig til en låst dør. Vi har fået bygget noget helt familiært op. Og hvad giver det så os som arbejdsgiver? Jo mere du giver, jo mere får du tilbage,” fortæller han.

Også i medarbejdernes tilgang til arbejdet, er fællesskabsfølelsen tydelig. Man er sammen om at afslutte opgaverne, også selvom tiden måske har sneget sig lidt om på den anden side af fyraften.

“De gør tingene færdige. Og mureren han rydder også op efter tømreren, for så kan tømreren også nå at blive færdig. Måske har de så brugt et kvarter eller tyve minutter af deres egen fritid, men byggeriet er færdigt. Og så er der til gengæld luft til, at man dagen efter kan hente barnet et kvarter tidligere. Vi er der for hinanden. Det er så sindssygt vigtigt,” understreger Henrik Staun.

Vi går ikke ned på udstyr

Det er også tydeligt, at det skal være sjovt at gå på arbejde hos familien Staun. Udstyr går de i hvert fald ikke ned på.

“Der er jo ikke forskel på børn og voksnes legesager. Der er kun forskel på prisen. Vores medarbejdere har det værktøj, der skal til. De har den bil, de skal bruge. Vi har flere byggelifte, løftegrej og hjælpemidler her, end i mit gamle firma, hvor vi havde 108 ansat. Ingen skal vente på at kunne løse deres opgaver. Udstyret er der,” fortæller Henrik Staun.

Samtidig får medarbejderne lov til at gøre det, de er gode til. Og så bliver arbejdet som regel også sjovere. Igen en gevinst ved ikke at have mere end 25 medarbejdere.

“Vi har indrettet det sådan, at dem, der er gode til at lave tage, de skal selvfølgelig lave tage. Det er der andre, der bestemt ikke er gode til. Men så skal de lave noget andet, som de er gode til. Og det kan vi styre, når vi ikke er flere end 25 mand,” konstaterer Henrik Staun.

Det er formentlig også derfor, at Stauns medarbejdere sjældent er på udkig efter noget andet. For græsset er ganske grønt, hvor de er. Som Henrik Staun på nordjysk vis formulerer det: “Vi døjer absolut ikke med personaleflugt.”

Vi lever af kundernes kunder

Men det er ikke kun medarbejderne, der er glade. Alt dette kommer naturligvis også kunderne til gode, og de er ifølge Henrik Staun som regel godt tilfredse.

“Vi er begyndt at leve af kundernes kunder. Det er et sjovt begreb, men vi bliver jo anbefalet videre, når vi har lavet noget godt. Vi er ikke de billigste. Men vi bygger kvalitet, og vi har ordholdenhed. Når jeg siger, at vi er færdige, så er vi færdige. Om jeg så selv skal gå der lørdag eftermiddag. For det kan kunderne huske, og det skaber tillid,” fortæller han.

Det samme gælder de gode samarbejdspartnere, som Byggefirmaet Staun gør meget ud af at pleje. Her handler det i høj grad også om tillid:

“En af grundene til vores succes, for i al beskedenhed, synes jeg, at vi har succes, er at vi har nogle faste samarbejdspartnere, som vi kan stole på, og hvor en aftale er en aftale. Vi aftaler stadig mange ting bare med et håndtryk. Så kan det godt være, at jeg sender en mail bagefter, så vi har styr på det, men vi aftaler og taler om tingene,” forklarer han.

Lærlinge er en del af fødekæden

I øjeblikket har Staun fem tømrerlærlinge og en murerlærling, og det er en helt naturlig del af virksomhedens hverdag. Henrik Staun undrer sig over, at det ikke forholder sig sådan i alle virksomheder.

“Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke vil tage lærlinge. Det er jo vores fødekæde. Vi kan jo ikke sikre fremtiden uden,” konstaterer han.

Hos Staun har lærlingene en fast mentor, som de kan gå til, hvis de har spørgsmål og som sørger for at følge op på deres uddannelser. De er med, når opgaverne gennemgås, og de bliver inddraget på helt samme vis som svendene.

“De er med til det hele. De sidder også med ved bordet, når vi taler om, hvordan skal den her tilbygning laves. De går ikke bare og rydder op i skurvognen. Vi gør meget ud af at inddrage vores lærlinge, så de også tager ejerskab og får en god uddannelse,” fortæller han.

Sådan er ejerskabet fordelt:
Henrik Staun ejer 51%.
Niclas Staun ejer 34%.
Pia Staun ejer 10%.
Isabella Staun ejer 5%.

Vi fokuserer på osten

Selvom fremtiden kan se lidt dyster ud i disse tider, så er Henrik Staun meget optimistisk. Han sidder med en virksomhedsmodel, som både han og familien trives rigtig godt med, og hvor de har det sjovt 95 % af tiden. Som han selv beskriver det, har han ikke været så lykkelig i sit arbejdsliv de sidste 20 år.

“Vi ser meget positivt på fremtiden. Vi kan godt se, at vi kigger ind i et svært marked i øjeblikket. Men hvor der er et svært marked, er der også spændende muligheder. Og vi fokuserer hellere på osten end på hullerne,” konstaterer han.

Længere ude i fremtiden er der også styr på virksomheden. Her er det planen, at sønnen Niclas Staun, der ejer 34 % af virksomheden og, skal overtage førersædet.

“Han brænder så meget for det, og det er da en fed fornemmelse allerede som 59-årig at vide, at fødekæden er sikret.”

Kirsten Abitz driver Møbelværkstedet sammen med sin mand. 25-års jubilæet er snart rundt om hjørnet, så der er masser af erfaring at trække på. Både som møbelpolstrer og som selvstændig. Her fortæller hun om at lande i et udpræget mandefag, værdien af faglig sparring og vigtigheden i at sige nej tak.

Den 12. april 2023

Det lå ikke i kortene, at Kirsten Abitz skulle være håndværker. Hun kommer fra en familie, hvor man ringede efter hjælp, når noget skulle ordnes. -Jeg anede ikke, hvad værktøj var, men der var noget ved håndværket, der tændte mig, fortæller hun.

Møbelpolstrer var dog heller ikke det første karrieremæssige skridt, Kirsten Abitz tog. Hun startede som socialpædagog og arbejdede med hårdt belastede unge i 10 år. Efter en voldsom episode med en af de unge, begyndte Kirsten Abitz at overveje, om der kunne være noget andet, hun gerne ville bruge sine kræfter på. Og her fik hun færten af møbelpolstring.

Jeg var både kvinde, gammel og pædagog

Kirsten Abitz kendte en møbelsnedker, der foreslog hende at overveje møbelpolstring.

“Men for mig var det jo en gammel mand, der sad nede i en kælder med en brun kittel og en cigar i munden. Og det var det også. Det var et udpræget mandefag,” fortæller Kirsten Abitz.

Til trods for, at det var et mandefag, så kastede Kirsten Abitz sig ud i det. Men det var ikke nemt som kvinde. Samtidig udgjorde hendes alder og baggrund også benspænd på hendes vej ind i faget.

“Det var faktisk rigtig svært, da jeg skulle søge læreplads. Jeg tror, at 90% var mænd dengang, og der var mange sønner, der havde overtaget deres fars firma. De var nogenlunde på alder med mig, og der var mange af dem, der ikke turde tage mig, fordi jeg var så gammel. Samtidig kom jeg med en helt anden baggrund end dem,” fortæller hun.

Alligevel lykkedes det hende efter blot en uge at få en læreplads hos en kombineret møbelforretning og møbelpolstrer i Lyngby:

“Til sidst kommer jeg ud til en virksomhed i Lyngby, der drives af en mester og hans kone. Det var mit held, at en af deres svende lige var stoppet, så de stod og manglede en. De havde en kvindelig svend på samme alder som mig, så vi var et godt match. Og så fik jeg en læreplads,” fortæller Kirsten Abitz.

Siden har Kirsten Abitz selv haft mange lærlinge. Det har hun set som sin borgerpligt.

“Jeg vil rigtig gerne hjælpe de mennesker, der henvender sig til mig, godt videre. Om det så blot er med et godt råd eller en decideret læreplads. Jeg har haft fire lærlinge gennem tiden. Og derudover praktikanter og andre forløb, hvor jeg har kunnet hjælpe. Det er mig meget magtpåliggende,” understreger hun.

Man afslutter det man har begyndt

Det ligger dybt i Kirsten Abitz, at når man starter med noget, så fuldfører man, og det er nok den drivkraft, der fik hende igennem den store omvæltning, det var pludselig at befinde sig i en helt anden og meget lukket verden:

“Det var en meget stor omvæltning for mig. Pludselig at skulle gå i lære som 32-årig, hvor jeg skulle møde fra 7-15 hver dag. Og jeg skulle være på det samme sted hele dagen. Jeg havde haft meget frie tøjler og masser af kollegaer til pludselig at komme ind i sådan et lille bitte og meget lukket samfund. Det var virkelig svært. Rigtig svært,” understreger hun.

Alligevel var hun aldrig ved at bakke ud, hvilket hun nok også kan takke sin mester og svenden for:

“Jeg var et sted, hvor jeg lærte rigtig meget. Det var et rigtig godt lærested, “understreger hun.

Jeg vidste godt, at jeg skulle have mit eget

Da Kirsten Abitz blev udlært, var hun ikke i tvivl om, at hun ikke altid skulle arbejde i en andens virksomhed. Det er hun alt for selvstændig til. Men hun var glad for sin læreplads og startede ud med en ansættelse der efter, at hun var blevet udlært.

“Jeg var så heldig, at jeg fik lov til at blive som svend hos min mester i et år, mens min mand og jeg startede vores Møbelværkstedet op. Jeg arbejdede hos ham i fire dage og de resterende tre dage, startede vi op langsomt. Det var en rigtig god måde at starte op på, fordi jeg stadig kunne få støtte og sparring fra min mester,” fortæller hun.

Så der var stor opbakning fra hendes mester. Og kunder har der også altid været:

“Vi fik meget hurtigt kunder, og jeg har været utrolig heldig med, at der har været en masse møbelbutikker i hele omegnen og oppe nordpå, der anbefaler mig. Jeg lever rigtig meget på anbefalinger. Det er jo faktisk det, jeg har slået mig op på,” fortæller hun.

Den gode kundekontakt

Det kan godt være, at Kirsten Abitz betegner det som held, at kunderne altid har bakket hende op, men det handler nok også i høj grad om dygtigt håndværk og god kundekontakt. For Kirsten Abitz elsker kontakten med kunderne.

“Jeg synes, at det er så sjovt. Jeg gør meget ud af, at når jeg har en kunde, at de kan mærke, at jeg er til for dem. Jeg er nysgerrig på min kunde. Hvad er deres behov? Den personlige kontakt gør jeg rigtig meget ud af,” fortæller hun.

Hun mener selv, at hun får 95 % af de opgaver, hun giver tilbud på, når hun taler med kunderne. Og samtidig er den faglige stolthed stor, og virksomheden har meget at byde på.

“Jeg brænder virkelig for faget. Det gør jeg. Jeg forsøger at holde de håndværksmæssige traditioner i hævd. Og så er vi meget alsidige i vores virksomhed. Jeg er jo udlært et sted, hvor jeg har lært alt,” konstaterer hun.

Kulturen har ændret sig

Siden Kirsten Abitz trådte sine første skridt i branchen, er der sket meget med kulturen. Den gamle mand i den brune kittel er der ikke så mange tilbage af, og der er kommet mange flere kvinder til. Samtidig er sparring og det at hjælpe hinanden blevet en naturlig ting.

“Der er sket noget med kulturen. I og med at der kommet mange flere kvinder ind i faget, og der er kommet mange flere unge mennesker og mestre, der ikke er født ind i det, som der var tradition for tidligere. Med den alsidighed er der også kommet en anden naturlighed omkring at søge sparring og hjælpe hinanden. Vi ser nødvendigheden af at hjælpe hinanden,” fortæller Kirsten Abitz.

Kirsten Abitz har altid engageret sig meget og har et stærkt socialt gen. Og det er også en af grundene til, at hun sidder i bestyrelsen i både Dansk Håndværk og i Polstrersektionen.

“Jeg er jo pædagog, så jeg elsker at snakke med mennesker, og jeg vil enormt gerne inkludere, engagere mig og dele erfaringer. Vores brancheforeninger er så vigtige. Man kan ikke sidde der hjemme og tro, at tingene bare kommer til en. Det er så vigtigt, at man orienterer sig om, hvad der foregår i branchen og får den nødvendige faglige sparring,” understreger hun og fortsætter.

Og i vores polstrersektion er der en utrolig stor velvilje til at ville hjælpe hinanden. Folk er så stolte af deres fag, og det vil de gerne give videre til andre, fortæller hun.

At der er et stort engagement i Polstrersektionen i Dansk Håndværk er tydeligt. De afholder mange arrangementer med stor opbakning i løbet af et år, hvor der er fokus på både det faglige og på at styrke netværket.

Er der mon nok at lave?

Kirsten Abitz har aldrig manglet noget at give sig til i værkstedet. Til trods for diverse kriser. Alligevel bærer hun altid rundt på en grundfølelse, hun nok aldrig helt lærer at slippe.

“Man tror aldrig, der er ordrer nok. Selvom vi har eksisteret i så mange år, og har 8-10 ugers levering og nogle gange meget mere, så vænner jeg mig aldrig til usikkerheden i forhold til, om der er nok at lave,” fortæller hun.

I den sammenhæng understreger hun også, at det er meget vigtigt, at man ikke lader sig stresse til at tage for mange opgaver ind til trods for den grundfølelse. Man skal kunne sige nej.

“Det er så demotiverende at stå til 10 kr. i timen, fordi man har taget noget ind for billigt eller en opgave, der er for udfordrende. Det handler jo også om, at vi skal have en omsætning, så vi kan leve af vores arbejde. Og det gør vi ikke, hvis vi gaber over for meget, eller noget der er for svært,” fortæller hun.

Og man behøver ikke kunne det hele. Man skal være tro mod sig selv og takke nej til de opgaver, man ikke er god til. Man skal i stedet bruge sin energi på det, man er dygtig til.

“Jeg er blevet meget bedre til at takke nej til opgaver. Selvom jeg er meget alsidig og kan rigtig mange ting, så er der også nogle ting, fx æg, svaner og 7ere, hvor der er andre, der er meget bedre til det,” deler hun.

Benny Larsen har altid haft drømmen om at blive selvstændig. Han skulle bare lige forbi HF og en idé om at arbejde med handel og service, inden han i uddannelsesbogen “Hvad kan jeg blive?” læste om tømrerfaget. Nu driver han Bela-Byg A/S med 25 medarbejdere og tilsvarende antal underleverandører. Og lærlinge har der altid været plads til. For de er med til at forberede virksomheden på fremtiden.

Den 15. marts 2023

“Jeg er ud af en håndværkerfamilie, dog ikke tømrer, min far var maskinarbejder. Men jeg altid fået lov til at lave noget hist og pist. Fx at hjælpe med at istandsætte sommerhuset osv. Så tømreruddannelsen lugtede af noget rigtigt,” fortæller Benny Larsen, der hurtigt fik skaffet sig plads på en skole, og derefter også selv skaffede sig en læreplads. For er der noget, der kendetegner Benny Larsen, så er det, at når han sætter sig noget for, så går han målrettet efter det. Og han er god til at bruge sit netværk og sine relationer.

Skal du have en lærling med?

“Alt, hvad jeg har opnået her i livet, har mere eller mindre baseret sig på relationer og netværk,” fortæller Benny Larsen. Men det har også været i kombination med en pæn portion gåpåmod. Lærepladsen skaffede han sig via sit fritidsjob på en tank. Han spurgte samtlige tømrermestre, der kom ind, om de skulle have en lærling med. Og det gav pote. Han fik læreplads hos Kurt Holm, der drev en mindre virksomhed.

“Jeg ville ind i et lille firma og have en mere allround læretid, hvor jeg kunne få lov til at prøve lidt forskelligt. Jeg fravalgte bevidst de store virksomheder,” fortæller han.

Da Benny Larsen var udlært, fortsatte han som svend hos Kurt Holm, hvor han også i ny og næ var udlånt til andre virksomheder. Undervejs lukkede Kurt Holm sin virksomhed, men Benny Larsen havde allerede der skaffet sig så gode kontakter, at der var opgaver nok til ham. Og på den måde startede han som selvstændig med sin første ordre på en opgave til 243.000 kr.

En virksomhed der voksede støt

I 2005 stødte Benny Larsen på en forsikringsskade, der skulle vise sig at ende som en rigtig god forretning. Taksatoren tilbød ham nemlig at indgå i et samarbejde med Scalepoint omkring udbedring af forsikringsskader. Og det var et godt boost til i ro og mag at vækste i firmaet.

“Så byggede jeg stille og roligt firmaet op gennem forsikringsarbejdet i løbet af 2006-2010. I slutningen af 2009 begyndte vi at have fået et stabilt kundegrundlag, og derefter etablerede jeg en murerafdeling og havde en 8-10 mand ansat. Det var også her, at virksomheden blev omdannet til A/S,” fortæller Benny Larsen, der i 2007 meldte sig ind i Dansk Håndværk. Og efterfølgende også er blevet optaget i Københavns Tømrerlaug.

Ordentlighed og kvalitet har altid været vigtigt hos Bela-Byg A/S.

“Jeg brugte tiden før den første krise på at skaffe kunder. Jeg hævede ikke mine priser, og jeg har stadig kunder fra dengang nu. Vi har altid slået på, at kvaliteten skulle være høj hele vejen igennem,” konstaterer han.

I 2015 etablerede Benny Larsen en isoleringsafdeling og i 2016 en malerafdeling. Siden da har Bela-Byg A/S stort set kun arbejdet med hovedentrepriser.

Lærlingene holder os til ilden og forbereder os på fremtiden

Bela-Byg A/S har haft lærlinge nærmest fra første færd. I øjeblikket har virksomheden 7 lærlinge ansat, og det er et perfekt antal ifølge Benny Larsen.

“Vi vil rigtig gerne køre med 6-7 lærlinge ad gangen. Det holder også os andre til ilden og er med til at styrke vores teams, der gerne skal kunne byde på lidt forskelligt. Både noget erfaring og noget friskt gåpåmod.”

Benny Larsen fik sin første opsigelse fra en medarbejder i 2019. Formentlig fordi, at Bela-Byg A/S er en arbejdsplads, hvor medarbejderne har lyst til at blive, og det gode fællesskab dyrkes i høj grad. Men Benny Larsen er også bevidst om, at fremtiden bliver anderledes. Medarbejdere bliver ikke længere på samme arbejdsplads i 30-40 år. Og det er lærlingene med til at forberede Bela-Byg A/S på.

“Vi skal kunne nurse og præsentere spændende arbejde til vores medarbejdere. Den nye generation vil virkelig gerne tage og have ansvar. Og det har vi prøvet at give dem ved fx at udstyre nogle af lærlingene med en firmabil for at give dem noget mere power og give dem muligheden for at komme ud og prøve nogle flere ting, så de ikke er låst af at skulle følges med en svend. Og det fungerer voldsomt godt. Det vokser de virkelig med,” fortæller han.

Kunderne er blevet små projektledere

25% af de opgaver, Bela-Byg A/S udfører, foregår hos privatkunder. Også i den sammenhæng er der sket forandringer.

“Der er sket noget med kunder indenfor de sidste ti år. Alle er blevet små projektledere, og derfor er forventningsafstemningen blevet så vigtig. Det har den altid været, men nu skal alt skal skrives ned og være meget detaljeret. For begge parters skyld,” pointerer Benny Larsen.

Så de private kunder koster en del energi og en hel del kommunikation, men det er der også en særlig bonus at hente, når man har med privatkunder at gøre.

“Til gengæld er det også der, man får nogle glade og taknemmelige kunder, når det går godt. Det får man jo ikke helt, når det er erhverv. Der handler det om hurtighed, præcision og pris,” fortæller Benny Larsen.

Samtidig er der masser af læring at hente via de private kunder. Kan man tackle en privatkunde, er man klar til at være byggeleder.

“Vi bruger også privatkunderne til at uddanne internt. Har vi en, der viser interesse for at skulle være byggeleder, så får han lov til at køre en privatkunde og lærer at navigere i det univers, hvor der skal kommunikeres meget, og der nemt kan gå følelser i den,” fortæller Benny Larsen.

Man er jo ikke blevet håndværksmester for at sidde på kontor

En anden forandring, som Benny Larsen ser knap så mange fordele ved, handler om papirarbejdet.

“For 10 år siden brugte vi nok 90 pct. af tiden på at arbejde. I dag bruger vi måske 70-80 pct. af tiden på at arbejde. Resten er administration. Noget af det giver mening, og andet giver slet ikke mening,” konstaterer han og fortsætter:

“Hvis jeg vidste den gang, hvad jeg ved nu, så er det ikke sikkert, at jeg var startet. Det er for svært at komme igennem med alt det bureaukrati. Det kan faktisk være ret overvældende, og man er jo ikke blevet håndværksmester for at sidde på et kontor,” understreger han.

Benny Larsen peger samtidig på, at han mener, at det tunge bureaukrati er en del af grunden til, at der er færre og færre nystartede virksomheder. Det er simpelthen for besværligt.

“Der er så meget bøvl, som man skal gennem, før man kommer frem til det sjove. Eller til det, vi gerne ville til at starte med, nemlig at lave godt håndværk,” konstaterer han.

Medlemsvirksomheden N.T. Tømrer & Snedkerforretning ApS blev etableret i 2007 umiddelbart inden, at finanskrisen buldrede derudad. Men det stoppede ikke Nick Tygesen i at oprette sit eget cvr-nr. For han har altid vidst, at han gerne vil være selvstændig. Og hans hustru har været med hele vejen.

Den 15. februar 2023

N.T. Tømrer & Snedkerforretning har adresse i Sønderjylland og drives af parret Nick og Vivi Tygesen. Nick Tygesen havde inden da indgået en aftale med sin mester om at overtage hans materiel, når han gik på pension og med det fulgte også to lærlinge og en svend. Virksomheden er vokset stødt gennem årene og er nu oppe på i alt 45 medarbejdere. Og det til trods for, at det har været svært at rekruttere de sidste par år.

“Generelt er vi hvert år vokset med 2-3 mand og er nu i alt 45. De sidste to år har vi ikke fået nogle folk, men det er fordi, der ikke har været nogen at få. Men ellers er vi altid blevet flere,” fortæller Nick Tygesen.

Udover at de gennem årene er vokset i medarbejderantal, så er viften af tilbud også vokset.

“Vi laver mange forskellige ting. Vi laver både nye huse, vi laver industri, vi laver pavilloner – ja, vi laver faktisk lidt af det hele. Vi har med andre ord flere ben at stå på,” forklarer Nick Tygesen og peger på, at det nok også er en af grundene til den konstante vækst. Der er altid noget at byde på.

Men der er også en anden god forklaring på væksten:

“Vi laver vores ting ordentligt. Og er noget forkert, så laver vi det om, og så har vi et rigtig godt samarbejde internt med masser af gode folk. Det er alfa omega. Hvis du ikke har det, så kan du ingenting,” konstaterer Vivi Tygesen.

At have lærlinge er en oplagt rekrutteringskanal

“Vi har haft lærlinge fra dag 1. Og antallet af lærlinge er selvfølgelig steget i takt med, at vi er vokset. Jo flere folk, jo flere lærlinge er der også blevet plads til, at vi kunne tage,” fortæller Vivi Tygesen og sætter spot på en anden rigtig god grund til at have lærlinge:

I øjeblikket har virksomheden ni lærlinge, og lærlinge har der altid været plads til:

“De sidste par år, hvor man ikke har kunnet få folk, har det jo været endnu mere tydeligt, hvorfor man skal have lærlinge. Man oplærer jo på den måde sin egen arbejdskraft, for mange af dem bliver ansat efter, at svendebrevet er i hus,” konstaterer hun og fortsætter med endnu en vigtig pointe:

“Ved at give lærlingene en god uddannelse er virksomheden også med til at løfte branchens ry. Vi er jo med til at forbedre image omkring håndværket, når vi tilbyder en god arbejdsplads. Vi får altid rigtig mange ansøgninger til vores lærlingeopslag.”

Udfordringer har vi ikke nogen af

Til spørgsmålet om, hvilke udfordringer der følger med det at drive egen virksomhed, bliver de begge først lidt stille. For udfordringer er vist ikke noget, man hænger sig så meget i hos dem.

“De sidste par år har det da været frustrerende, at vi ikke har kunnet få alle de folk, vi gerne ville have,” konstaterer Vivi Tygesen, og Nick supplerer:

“Vi har vækstet og var klar i vores set up og administration til at kunne håndtere have flere folk. Men vi har ikke kunnet få dem, og derfor er vi blevet nødt til at sige nej til en masse opgaver. I stedet for at presse for meget ind på for få folk.”

Men det er ikke noget, der får lov til at fylde som en udfordring, forklarer Vivi Tygesen:

“Vi læner os ikke tilbage og siger, at det er træls. Så kigger vi en anden vej hen og får tingene løst. Vi prøver ikke at hænge fast.”

Vi strækker os altid langt

Det er formentlig en god grundindstilling at have, for når man har egen virksomhed, vil der altid være svære sager og bump på vejen. Bl.a. hvis der opstår en konflikt med en kunde:

“De mest trælse sager er, hvis der opstår uenighed med en kunde. Men vi strækker os faktisk altid rigtig langt, før vi siger stop. Vi vil hellere ofre lidt penge og få det afsluttet godt,” fortæller Nick Tygesen.

Og Vivi Tygesen supplerer:

“Dialog er vejen frem. Du må ikke være konfliktsky. Det har en ret stor prioritet for os, at vi får en hurtig afklaring på den slags sager. For det gavner ikke nogen at gå rundt med det for længe, så vi er meget ærekær og vil have det afsluttet hurtigt. Vi går meget op i, at kunderne er tilfredse.”

Hos medlemsvirksomheden HETO er der fokus på bæredygtighed, et godt arbejdsmiljø, efteruddannelse og en høj grad af frihed under ansvar til alle.

Den 7. december 2022

Først var han bare sig selv, så ansatte han en lærling, så en svend og i dag består virksomheden af 22 medarbejdere. Brian Hovmand etablerede HETO for snart 12 år siden – og virksomheden har til trods for tiderne stadig vokseværk.

I den spæde start var det udelukkende tømrerarbejde, Brian Hovmand tilbød, hvor det nu primært er hovedentrepriser, der bydes ind på. Virksomheden består derfor både af en tømrer-, murer- og snedkerafdeling, og som sidste skud på stammen en nedrivningsafdeling. Det er tydeligt, at man hos HETO har et stort fokus på, at tingene skal gøres ordentligt. I alle led.

“Jeg oplevede alt for ofte, at det ikke blev gjort ordentligt, når vi hyrede eksterne til nedrivningen. Vi arbejder meget med skoler og offentlige bygninger, så vores medarbejdere skal vide, hvad de har med at gøre. Og derfor får de medarbejdere, der skal stå for det her, de kurser og dermed den viden, der er brug for,” fortæller Brian Hovmand.

Alt vores affald skal genanvendes

Med fokus på at gøre tingene ordentlig fylder bæredygtighed også meget i hverdagen hos HETO. Brian Hovmand er meget bevidst om det ansvar, byggebranchen har.

“Vi er godt klar over, at byggeriet belaster miljøet rigtig meget. Derfor er vi bl.a. begyndt at følge sporet for vores affald. For at sikre os, at det bliver genanvendt,” fortæller han.

Det har resulteret i, at man fremadrettet sætter plancher op på hver enkelt byggeplads, der viser vejen for affaldet. Derudover deltager Brian Hovmand også i flere samarbejder omkring bæredygtighed i byggebranchen. Fx udviklingen af Materialestafetten, et digitalt værktøj, der beskriver de genbrugte materialers muligheder. Kunderne sætter pris på det, men det er egentlig ikke den primære grund til at gøre det:

“Bygherrerne er meget begejstrede for det. Men først og fremmest ser vi det som en nødvendighed. Vi har et ansvar i byggebranchen. Vi kan ikke bare blive ved med at tage af jordens ressourcer,” konstaterer han.

Arbejdsmiljøet går vi meget op i

Siden Brian Hovmand etablerede virksomheden, har han kun modtaget to opsigelser fra medarbejdere, og flere medarbejder har snart 10-års jubilæum – og det i en branche, hvor der normalt er stor udskiftning. Arbejdsmiljøet spiller en vigtig rolle, og medarbejderne kan formentlig se frem til endnu en forlænget weekend på ski i år på virksomhedens regning. For som Brian Hovmand understreger, så styrker sådan en tur sammenholdet.

Men et godt arbejdsmiljø grundes også af den tone, der lægges an til i hverdagen. Hos HETO skal alle kunne med alle:

“Det nytter ikke noget, at der er nogen, der ikke vil arbejde med hinanden. Hvis man ikke kan tale pænt til sine kollegaer, så skal man ikke være her,” fortæller han.

Frihed og ansvar går hånd i hånd

Alle medarbejdere hos HETO har en stor frihed og indflydelse på deres arbejdsdag. Med det følger der også et stort ansvar:

“Vi har et fælles ansvar hos os. Jeg har et ansvar, men det har medarbejderne også. De kan og skal selv tage beslutninger,” fortæller Brian Hovmand om sin tilgang til det at have medarbejdere. Men han sikrer også, at de bliver klædt godt på til at kunne håndtere det ansvar:

“Alle har fået en formandsuddannelse. Også lærlingene. De skal også tage ansvar for, hvor de er. Vi har jo mange hovedentrepriser, så alle skal kunne fungere som formænd i det. Vi er jo ikke bedre end det svageste led,” forklarer han.

Efteruddannelse er nødvendigt

At lade arbejde være arbejde er noget af det, Brian Hovmand har skullet lære henad vejen. For det kan være svært at parkere alle udfordringerne, når det er fyraften. Men trygheden ved at have et dygtigt hold bag sig har været med til at give ham den nødvendige ro. Og det har styrket virksomheden.

“Vi fik først rigtigt succes, da jeg lærte at stole på, at andre kunne klare det lige så godt eller bedre end mig. Det var en meget vigtig lære,” fortæller Brian Hovmand, der også peger på, at han selv har taget masser af kurser og efteruddannelse undervejs.

“Jeg havde jo ikke nogen forudsætninger for at drive virksomhed fra min tømreruddannelse. Man er nødt til at lære det undervejs, og jeg har lavet masser af fejl, og jeg har også lavet dyre fejl – og har nok også været heldig en del gange med, at det ikke gik værre, end det gjorde,” fortæller han og peger desuden på, at han har hentet rigtig meget læring og inspiration fra gode folk omkring sig. Bl.a. har han taget en ejerlederuddannelse og har etableret et advisory board. Om det siger han:

“Og det har givet mig utroligt meget. Det kan nærmest aflæses direkte i regnskabet og i min grad af personlig frihed,” konstaterer han.

Til trods for at tiderne er usikre, så mangler HETO ikke arbejde. Virksomheden laver primært større opgaver for fx kommuner og boligforeninger, og ordrebogen for 2023 er fyldt godt op:

“Vi får ikke lige så mange henvendelser som tidligere, så på den måde kan vi godt mærke, at der sker noget på markedet. Tidligere har vi været nødt til at takke nej til meget. Men vores faste kunder stopper ikke med at bruge os, så jeg er ikke nervøs for, at vi kommer til at mangle arbejde,” slutter han.

Den 11. april 1976 fik Michael Vogt sit første momsnummer. Efter 46 år, masser af huse, møbler og trapper senere, er han nu ved at lukke ned og i stedet kaste sig over pensionens glæder. At drive sin egen virksomhed har krævet hårdt arbejde og masser af timer. Men der har også været mange gode oplevelser, og Michael Vogt ville gerne gøre det hele igen.

Den 21. september 2022

Michael Vogt startede i lære som bygningssnedker i 1971 i Bramming, hvor han også er født og opvokset. Han var 16 år og vidste, at han skulle lave noget med træ. Ret hurtigt vidste han også, at han gerne ville have sit eget. Allerede mens han var i lære, købte han et lille snedkeri, og da han for alvor startede op og fik brug for mere plads, lavede han sine forældres hønsehus om til værksted.

“Jeg arbejdede alle ugens syv dage. Der skulle ydes, før der kunne nydes. Men jeg kunne jo slet ikke lade være. Jeg har altid vidst, at jeg ville lave noget med træ, og jeg havde også overvejet en arkitektuddannelse. Jeg ville skabe noget,” fortæller Michael Vogt.

Og det har han gjort. Gennem tiden har han med sin virksomhed bevæget sig indenfor et hav af områder og nicher. Han har både produceret amerikanske bjælkehuse, svenske træhuse, trapper, legepladser og diverse møbler. Han har med andre ord været omstillingsparat. Og det har også været nødvendigt, fortæller han:

“Man skal kunne tilpasse sig de behov, der er. På den måde har jeg ofte været den første til at prøve tingene af. Men det har også gjort arbejdet sjovere. Det har i hvert fald været alsidigt,” konstaterer han.

30 lærlinge er det blevet til

På grund af de mange områder, der er blevet prøvet af gennem tiden, har han også kunnet tilbyde et alsidigt arbejde til sine medarbejdere. Hvorfor mange af dem også er blevet i rigtig lang tid hos ham.

“Jeg har i gennemsnit haft 8-10 svende ansat. Og mange af dem er blevet hos mig i mange år. Der har ikke været den store udskiftning,” fortæller han.

Gennem tiden er det også blevet til en pæn portion lærlinge. For Michael Vogt var slet ikke i tvivl om, at han skulle uddanne lærlinge. Det har været en helt naturlig del af hans virksomhed.

“Jeg havde selv en god læretid. Det ville jeg gerne give andre,” konstaterer han og tæller sig frem til, at han må have udlært i omegnen af 30 lærlinge gennem tiden. Nok tættere på 35. Nogle af dem blev efterfølgende hos ham, mens andre startede deres eget og den dag i dag, er han stadig i forbindelse med flere af dem med jævne mellemrum. Som han siger:

“Det var jo nogle gode drenge, som vi hen ad vejen kom til at lære godt at kende. Det har givet os rigtig meget.”

Uddannelse skal der til

Uddannelse er i det hele taget noget Michael Vogt omtaler flere gange. Og han ville ønske, at han selv havde uddannet sig mere.

“Det er så vigtigt at have fokus på uddannelse,” konstaterer han. For det er nødvendigt og giver en god ballast. Michael Vogt peger bl.a. på EUX-vejen som en rigtig god mulighed for mere uddannelse for de unge. Dette til trods for, at de lange skoleforløb kan være lidt en sten i skoen for en mindre virksomhed. Det er længe at skulle undvære sin lærling.

Men til trods for det er han stadig fortaler for mere uddannelse, da han ser det som en mulighed for at styrke branchen, mens det også er med til at løfte håndværksfagets image.

Samtidig peger han også på, at han glæder sig over, at faget er ved at stige lidt i graderne i forhold til sit omdømme. Han er ikke i tvivl om, at det i høj grad skyldes de mange tv-programmer, der har haft fokus på det gode håndværk.

“Og de er så dygtige de unge, der brænder for det. Sindssygt dygtige. Det er heldigvis med til at styrke vores fag og stoltheden over det,” fortæller han og håber på at se meget mere af det i fremtiden.

Det var ikke gået uden Ruth

Det kan godt være, at der på firmabilerne har stået “Snedkermester Michael Vogt”, men det er meget tydeligt, at Michael ikke kunne have drevet sin virksomhed uden sin hustru Ruth. Mens han arbejdede løs, kom der tre børn til, og ikke nok med, at Ruth stod for alt på hjemmefronten, så passede hun også sit eget fuldtidsarbejde og stod for alt, hvad der havde med økonomi i virksomheden at gøre.

“Jeg har jo også haft en vis fleksibilitet til at kunne være til stede derhjemme. Jeg kunne godt lige smutte forbi skolen med en madpakke, der var blevet glemt og lignende. Men det var aldrig gået uden Ruth. Hun har i den grad holdt sammen på tingene,” understreger Michael Vogt med en meget tydelig streg. Så der er ingen tvivl om, at selvom Michael har lagt navn og masser af timer til, så har det været en familieindsats at få tingene til at hænge sammen. Både i firmaet og i hjemmet.

Det har også krævet lærepenge

Selvom det kan lyde rosenrødt, når man ser tilbage på de gode oplevelser med egen virksomhed gennem mere end 45 år, så har der også været masser af bump på vejen. Det kræver is i maven at drive en virksomhed, og en enkelt gang har Michael Vogt haft en konflikt med en kunde, der både trak i langdrag og kostede ham dyrt. Og det var dyre lærepenge, men samtidig lærte han på den hårde måde, at en mundtlig aftale ikke altid holder. Det skal stå på skrift.

Heldigvis har der ikke været flere af den slags sager undervejs. Sidenhen har det kun været ganske almindelige overenskomstmæssige spørgsmål, der har været slået på tråden til Dansk Håndværk for, og det der fylder mest, når der kigges tilbage, er stoltheden over alt det, der gennem de mange år, er blevet skabt.

“Det bedste har været at aflevere en god opgave, hvor alt bare har klappet, og ordentlighed har været med hele vejen igennem,” konstaterer Michael Vogt.

Tiden skal ikke bruges på golf

Når Michael vogt i starten af 2023 lukker døren til værkstedet på Sejstrupvej 14 for sidste gang, er det dog ikke et helt farvel til at have værktøj i hænderne. Høvlebænken rykker med til det nye domicil, hvor der også er indrettet værksted til mindre projekter.

“Jeg kommer ikke til at bruge tiden på golf, det er helt sikkert,” siger han med et smil på læben. Han kommer stadig til at arbejde med træ. Det kan han slet ikke lade være med. Men det bliver i noget mindre skala. Dog er der én ting, han med glæde giver slip på:

“Det administrative kommer jeg absolut ikke til at savne. Bureaukratiet og alt papirarbejdet. Og det er ikke blevet mindre med årene. Tværtimod. Det slipper jeg med glæde,” afslutter han.