Hvor skal pengene komme fra
Dansk Håndværk savner konkret handling for at reducere de administrative byrder. Sådan lyder det i kommentaren til statsministerens åbningstale i Folketinget.
– Erhvervslivet kæmper med bøvl, der koster samfundet omkring 50 milliarder hvert eneste år. Derfor havde vi set frem til, at der nu skulle forenkles og reduceres. Men selv om regeringen ligefrem har fået en minister, der netop har påtaget sig den opgave, så er det småt med konkrete initiativer, lyder det fra Dansk Håndværks direktør, Morten Frihagen.
– Dyngen af reguleringer og krav vokser år for år. Sidste år havde staten 1.874 forskellige former for indberetninger, som erhvervslivet skal anvende mindst 215 millioner gange om året. Mange af dem er tilmed så indviklede, at mindre virksomheder skal bruge ekstra tid for overhovedet at forstå, hvad det offentlige forlanger af dem. Derfor undrer det, at der kun er få og små forbedringer undervejs, lyder det fra direktøren.
I forhold til selve byggesektoren er der dog ros på enkelte områder. Regeringen vil blandt andet ophæve lov om en byggeskadeforsikring. Et krav, der har gjort det dyrere at bygge, uden at forbrugerne har haft nævneværdig gavn af loven.
Arbejdsgiverne anerkender også, at regeringen vil forenkle reglerne i bygningsreglementet, så det bliver lettere at bygge om, renovere og bygge nyt.
Men overordnet savner vi fokus på konkrete forbedringer for erhvervslivet, som er motoren, der skal betale for alle de goder, vi er fælles om, men som fortsat skal bruge 50 milliarder på bureaukrati, slutter Morten Frihagen.
