Skal du have asbestautorisationen i hus?

Hvad koster det, og hvad skal der til for at få autorisation til nedrivning af asbest. Her får du svar.

Siden den 1. januar 2025 har virksomheder skullet have en asbestautorisation for at nedtage og fjerne bygningsmaterialer, der indeholder asbest.

Mange virksomheder i byggebranchen støder hyppigt på asbest uden at vide det. Det findes i mange bygningsdele og bygninger fra før 1980. Et opslag i Sikkerhedsstyrelsens autorisationsregister viser, at der den 1. august kun var 941 virksomheder, der har fået autorisation til at nedtage asbest. Det svarer til knap 5% af de virksomheder, for hvem det kunne være relevant at få en autorisation. Søger man i CVR-registret efter aktive CVR-numre inden for byggebranchen, nedrivningsbranchen og virksomheder, der laver bygningsservice og -renovering, er der tilsammen ca. 23.000 aktive CVR-numre i Danmark (enkeltmandsvirksomheder, ApS’er og aktieselskaber). Så der er stadig brug for flere virksomheder med autorisation til at nedtage asbest.

I Dansk Håndværk taler vi jævnligt med medlemmer, der overvejer at få autorisationen i hus, og som har brug for at danne sig et overblik over, hvad det kræver af dem.  Vi oplever, at flere og flere virksomheder i øjeblikket tager tilløb til at komme i gang med ansøgningsprocessen, og der er god hjælp at hente til at komme i mål med det.

2 præmisser for at søge virksomhedsautorisation

Der er 2 præmisser, der skal være opfyldt, for at kunne søge om virksomhedsautorisation. Virksomheden skal have:

  • et forhåndsgodkendt kvalitetsledelsessystem (KLS) og
  • en godkendt fagligt ansvarlig i mindst 30 timer om ugen.

Som medlem i Dansk Håndværk er der hjælp at hente til udarbejdelse af kvalitetsledelsessystemet (KLS) hos Byggeriet Kvalitetskontrol, der også stiller gratis skabeloner til rådighed.

Vær opmærksomhed på, at I ikke behøver at vente med at udarbejde KLS. Forhåndsgodkendelsen afhænger ikke af, om I har gennemført asbestkurserne. I kan søge forhåndsgodkendelsen, så snart I har besluttet jer for at blive autoriseret og har udarbejdet et KLS. Så er den del på plads, og så er I klar til at søge en autorisationen ved Sikkerhedsstyrelsen, når I har gennemført kurserne.

For at blive fagligt ansvarlig skal man have 2 AMU-kurser. Det grundlæggende varer 4 dage, og dette kursus skal de øvrige medarbejdere, der arbejder med nedrivning af asbest, også have. Derudover skal den fagligt ansvarlige have et 2 dages kursus.

Den gode nyhed er her, at kurserne er blevet forbedret og mere målrettede siden opstart, og at der er en hel del forløb og ledige pladser hen over efteråret 2025 i både Jylland og på Sjælland.

Det koster det

Forhåndsgodkendelse af KLS ved godkendt kontrolinstans:

Kr. 1.850

Sikkerhedsstyrelsens gebyr for ansøgning om godkendelse som fagligt ansvarlig:

Kr. 4.975

Sikkerhedsstyrelsen gebyr for ansøgning om virksomhedsautorisation:

Kr. 4.975

Første kontrolbesøg ved kontrolinstans inden for 1 år efter autorisation:

Ca. kr. 5.900

Herefter skal kontrolinstansen komme på kontrolbesøg i virksomheden hvert 2. år. Prisen er her ca. 5.900 kr.

Dansk Håndværk har et samarbejde med Byggeriets Kvalitetskontrol, der er godkendt kontrolinstans, og som tilbyder medlemmer i Dansk Håndværk gratis vejledning og 10% rabat på godkendelse af KLS og kontrolbesøg.

Der skal selvfølgelig også tages højde for udgifterne til AMU-kurserne, hvor prisen er 856 kr. for 4 dages kurset og 428 kr. for 2 dages kurset. I forhold til tabt arbejdsfortjeneste kan medlemsvirksomheder i Dansk Håndværk søge om både VEU-godtgørelse og tilskud fra Håndværkets Udviklingsfond til AMU-kurserne.

Skal det grå-sorte marked klare asbestopgaven

Læs også