Begejstringen hos tømrermester og bestyrelsesmedlem Lars Mouritsen var til at tage og føle på, da han og fruen for nylig besøgte Lærlingenes Hus på Bornholm.
“Det er en virkelig, virkelig god oplevelse. Det er virkelig lavet så flot,” udbryder Lars, mens han fører os rundt i Lærlingenes Hus i Tejn – Allinge.
Det er både det dygtige håndværk, de lækre materialer, de flot istandsatte møbler, det dejlige køkken, det charmerende tapet, de forskellige farvede værelser og alle de andre fine detaljer, der vækker glæde hos den garvede håndværksmester. Og så er der lysindfaldet: “Dér bliver man sgu’ også lidt glad i låget,” udbryder Lars, mens fru Mouritsen filmer på livet løs.
Hvis du ikke kan se videoen, er det fordi, du har fravalgt cookies. Klik på logoet nederst til venstre for at acceptere cookies.
Ikke første møde med Lærlingenes Hus
Det er ikke første gang, at Lars sætter sine ben i huset. Det er til gengæld første gang, at han ser det færdige resultat.
I sin tid bidrog Lars, der driver Kopp-Sorø Tømrer-Snedker A/S, og hans lærlinge til projektet, der forvandlede det nedslidte bindingsværkshus fra 1847 til et smukt og nutidigt hus fyldt med nostalgi og gode håndværkstraditioner.
I alt 26 lærlinge fra forskellige faguddannelser og fra hele landet og 24 arkitektstuderende deltog i projektet, og huset er netop døbt Lærlingenes Hus, fordi huset er istandsat af lærlinge.
Huset er også blevet udstyret med alle moderne faciliteter som opvaskemaskine, vaskemaskine, WiFi og tv, så det er egnet til at huse flere generationer og familieferie.
I dag kan medlemmer booke Lærlingenes Hus
I dag fungerer Lærlingenes som inspirationshus, og medlemmer i Dansk Håndværk og SMVdanmark kan også booke huset til egne private formål som ferie og firmaaktiviteter.