Værd at vide
Før man som håndværksvirksomhed går i gang med bæredygtighed og ESG, er det vigtigt at skabe et klart overblik over virksomhedens udgangspunkt og grundlag.
Start med at blive enige om et realistisk ambitionsniveau.
- Hvor meget kan og vil vi gøre?
- Hvilke ressourcer og hvilken viden har vi i virksomheden?
- Hvad vil det betyde for vores værdier, kultur og vores adfærd?
Fortsæt dernæst med at identificere, hvilke aktiviteter og processer i virksomheden der har størst miljø- og omkostningspåvirkning; typisk energi, materialer, affald og transport.
Afsæt realistiske mål og sørg for en stærk forankring i ledelsen og ud i organisationen, så indsatsen bliver en integreret del af driften og ikke et sideprojekt.
Vær også opmærksom på, hvilke data I allerede har, og hvor I mangler viden, så I kan begynde med de områder, der er nemmest at måle og forbedre.
Vær åben og transparent over for medarbejdere, leverandører og kunder. Involvér dem i arbejdet, uddelegér ansvarsområder og opgaver og kommunikér tydeligt og ofte; både når I når jeres mål, og når I ikke kommer helt i mål.
Med et solidt afsæt og forankring og en struktureret tilgang bliver arbejdet både mere målrettet, mere resultatskabende og mere værdiskabende for alle.
Godt at vide, før I går i gang
De 4 vigtige step i strategisk bæredygtighed
Hvad handler bæredygtighed om?
Bæredygtighed handler grundlæggende om at skabe positive forandringer på tre områder:
Social ansvarlighed
Hvordan virksomheden påvirker medarbejdere, kunder og samfund, fx arbejdsmiljø, trivsel og sociale forhold.
Miljømæssig bæredygtighed
Hvordan virksomheden reducerer sin miljøpåvirkning, fx energiforbrug, materialer, affald og CO2-udledning.
Økonomisk bæredygtighed
Hvordan bæredygtige indsatser styrker forretningen, fx lavere omkostninger, højere produktivitet og nye markedsmuligheder.
Hvad handler ESG om?
ESG (Environment, Social, Governance) beskriver, hvordan man måler, dokumenterer og styrer indsatsen.
ESG er altså det strukturerede rammeværk og de konkrete data, indikatorer og processer, der gør arbejdet med bæredygtighed målbart og ledelsesbart.
Kort sagt:
Bæredygtighed er målet, og ESG er værktøjet til at dokumentere og styre vejen derhen.
Hvad skal man have styr på som virksomhed for at få succes med bæredygtighed og ESG?
Grundlæggende set handler bæredygtighed og ESG om at arbejde med tre forhold i virksomheden.
Ledelse
Handler ikke kun om at træffe beslutninger, men om hvordan beslutningerne formes og gennemføres. Ledelsesværdier sætter retning og prioriteringer, ledelseskultur skaber rammerne for samarbejde og adfærd i organisationen, og ledelsesadfærd viser i praksis, hvordan værdier og kultur omsættes til handling. Sammen påvirker de medarbejdernes motivation, engagement og virksomhedens evne til at nå sine ESG- og bæredygtighedsmål.
Organisation
Handler ikke kun om struktur og processer, men om hvordan virksomheden fungerer som helhed. Organisationens værdier definerer, hvad der er vigtigt for virksomheden, kulturen former måden, medarbejdere samarbejder og træffer beslutninger på, og adfærden viser, hvordan værdier og kultur omsættes til konkrete handlinger i hverdagen. Samspillet mellem disse elementer påvirker effektivitet, trivsel og virksomhedens evne til at implementere ESG- og bæredygtighedsstrategier.
Målinger
Handler ikke kun om at indsamle tal, men om at skabe overblik og ansvarlighed i virksomheden. Data giver indsigt i, hvordan processer og resultater udvikler sig, transparens sikrer åbenhed både internt og eksternt, governance sætter rammer for ansvar og beslutningskompetence, og dokumentation gør indsatsen sporbar og efterprøvbar. Samlet gør målinger det muligt at styre, forbedre og kommunikere virksomhedens bæredygtigheds- og ESG-indsats på en systematisk måde.
Typiske barrierer i arbejdet med bæredygtighed og ESG
Man kan som virksomhed støde ind i en række barrierer, når man skal påbegynde arbejdet med bæredygtighed og ESG. De fleste af disse barrierer kan imidlertid henføres til én eller flere af følgende tre årsager:
Manglende kobling til virksomhedens værdier
Hvis indsatsen opleves som en meromkostning frem for et potentiale for vækst, effektivisering eller styrket omdømme, bliver motivationen lav, og initiativerne forbliver fragmenterede. Når bæredygtighed og ESG derimod integreres i virksomhedens værdier, bliver det en naturlig del af strategien og en mulighed for at skabe både værdi og konkurrencefordele.
Manglende forankring i kerneforretningen
Hvis indsatsen kun håndteres i en enkelt afdeling eller som en administrativ opgave, forbliver den adskilt fra den daglige drift og skaber sjældent konkrete resultater. For at bæredygtighed bliver effektiv og værdiskabende, skal den integreres i de processer og beslutninger, der allerede er en naturlig del af virksomhedens daglige arbejde.
Manglende klare mål
Uden konkrete definitioner og prioriteringer bliver indsatsen uklar. Uden tydelige mål er det svært at vælge de rigtige initiativer, måle fremskridt og skabe engagement blandt medarbejdere. Klare, konkrete og realistiske mål er derfor afgørende for, at bæredygtighed og ESG bliver en integreret og målbar del af virksomheden.
3 vigtige huskeråd
Når man arbejder med bæredygtighed og ESG, er det let at blive overvældet af muligheder og krav. Tre enkle principper kan hjælpe med at holde fokus og skabe resultater: Gør det simpelt, så indsatsen er overskuelig; Gør det målbart, så fremskridt kan dokumenteres; og Gør det synligt, så engagementet skaber motivation og værdi for både medarbejdere og kunder.
Start med de lavthængende frugter: Fokuser på konkrete, målbare tiltag, der kan bruges med det samme, og som hurtigt giver effekt. Hos os gav det gode resultater at arbejde målrettet med energi-/CO2-forbruget og trivslen.
Michael Bech, tømrermester og indehaver, tømrermester og ejerleder, Egon Bech A/S

