Falk Tag & Facade kåret som ‘Årets Optur’ ved Mester Fester 2025

Ved det store medlemsarrangement Mester Fester fredag den 31. oktober i Odense modtog Falk Tag & Facade titlen som ‘Årets Optur’.

Repræsentanter fra den familieejede virksomhed blev budt op scenen af formand i Dansk Håndværk Niels Techen. Det var ejerne Jan Falk Schollert, Jan Falk Pedersen, Carsten Fischer og Danny Munk-Nordahl. (Se det store øjeblik i videoen nederst på siden.)

Årets Optur 2025.

Niels Techen roste i sin tale virksomheden for den særlige mentalitet og det sindelag, der kendetegner virksomheden. Det var både de nuværende kræfter i virksomheden, der fik rosende ord, men også grundlægger Freddy Falk.

Freddy Falk, der grundlagde virksomheden i 1977, og indtil for nylig har været aktiv i virksomheden indtil sin pension, fik anerkendelse for sin dedikation, sin løsningorientering, omstillingsparathed og omsorg og for at have formået at give disse værdier videre til den yngre generation ved et vellykket generationsskifte i familien.

– I dag tæller virksomheden 20 ansatte – og det mærkes tydeligt, at I har et særligt sindelag. En mentalitet, der gennemsyrer måden, I driver forretning på, og som afspejles i jeres omgang med kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere.

– Vi oplever jer som en nysgerrig og omsorgsfuld virksomhed, der søger nye muligheder, og som forstår vigtigheden af at følge med udviklingen og ikke mindst passe godt på jeres medarbejdere, udtalte Niels Techen, der rundede talen af med at overrække en bronze skulptur af kunstneren Palle Mernild med ordene:

– Nu ved vi godt, at jeres motto er: Vi ønsker ikke at være de største – men de bedste.

– Skulpturens navn er ‘Nye horisonter – bare drøm stort’. Og ja, man kan godt tænke stort på mange forskellige måder. Det handler jo i sidste ende ikke om størrelsen, men langt mere om gørelsen, sluttede formanden.

Falk Tag & Facade modtog klapsalver fra de over 100 deltagere ved dette års mesterfest.

Baggrund

Årets Optur opstod som et indslag i tilknytning til Mester Fester-arrangementet, der blev afholdt første gang i 2024. Intentionen med Årets Optur at give anerkendelse og et skulderklap til en medlemsvirksomhed, der gør en særlig indsats til gavn og inspiration for Dansk Håndværks øvrige medlemsvirksomheder.

Se sidste års modtager var tømrermester Søren Peder Sørensen.

Læs også