Fra den 21. december 2025 skal også personer, der udfører mindre opgaver, hvor man kommer i kontakt med asbest, have en grundlæggende uddannelse samt et uddannelsescertifikat for at måtte udføre arbejdet.
Arbejdstilsynet har ændret bekendtgørelsen om uddannelseskrav ifb. med asbestarbejde, så flere personer omfattes. De nye krav betyder at:
Nye krav for ikke-autorisationskrævende arbejde
Personer, der udfører andet asbestarbejde end autorisationskrævende nedrivning, skal fra den 21. december 2025 have gennemgået en ny, kortere AMU-uddannelse. Som eksempler på dette arbejde kan blandt andet nævnes:
- Kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter som fx nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader, enkelte fliser fastgjort med asbestholdig fliseklæb eller enkelte rørbøjninger med asbestholdig isolering.
- Reparation, vedligeholdelse og indkapsling af forskelligt asbestholdigt materiale, fx i relation til bygninger og anlæg.
- Rengøring for asbeststøv mv., bl.a. før afslutning af andet asbestarbejde end autorisationskrævende nedrivning.
- Fjernelse af asbestforurenet materiale, fx asbestforurenet isoleringsmateriale på loftrum.
- Asbestoprydning efter brande, stormskader, sammenstyrtninger mv.
- Prøvetagning, herunder materialeprøver og geltapeprøver.
Har du allerede uddannelse efter de nuværende regler
Personer, der efter nuværende eller tidligere regler har gennemgået uddannelse i nedrivning af asbestholdigt materiale, kan også fra 21. december 2025 udføre ethvert asbestarbejde. Det betyder, at bevis for at have gennemført én af følgende AMU-uddannelser også opfylder uddannelseskravene efter 21. december 2025:
- 45845: Sikkerhed ved arbejde med asbestholdige materialer (udbudt 04-01-2007 indtil senest 21. december 2025)
- 41782 Sikkerhedsudd. i fjernelse af asbestholdige mat. (udbudt 01-11-2003 til 30-09-2006)
- Evt. arbejdsmarkedsuddannelse i asbest fra før 2003
Personer, der ikke opfylder ovenstående, og som skal udfører autorisationskrævende nedrivning af asbestholdigt materiale, skal gennemgå en AMU-uddannelse, der vil være en opdateret version af den eksisterende 4-dages AMU-uddannelse og gennemføres som arbejdsmarkedsuddannelser på en AMU-skole eller erhvervsskole og dokumenteres med et uddannelsesbevis.
Arbejdsgiverens ansvar:
Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at de ansatte har den nødvendige uddannelse. Selvom de ansatte har gennemført uddannelsen, er arbejdsgiveren forpligtet til at sikre, at oplæringen og instruktionen er tilstrækkelig, og at de ansatte får konkret instruktion i at udføre et konkret arbejde fuldt forsvarligt. Arbejdsgiver har desuden pligt til, i dialogen med den ansatte, at forholde sig til, om der er behov for, at den pågældende person genopfrisker sin uddannelse.
Du kan læse mere om de eksisterende og de nye krav til asbest-uddannelse, samt finde tilmelding mm. til de relevante AMU-kurser i linket herunder.