Virksomheder drukner i statens formular-kaos

At erhvervslivet drukner i administration, er hverken nyt eller overraskende. Men at det ikke alene er selve opgaven, men også måde den skal løses på, har været et overset problem. Først da digitaliseringsstyrelsen i sidste måned lavede en samlet opgørelse over antallet af indberetninger til staten, gik alvoren op for politikerne.

Det er godt, men vi mangler tal for det kommunale bøvl, lyder det fra Dansk Håndværk:

– Nu har vi sort på hvidt fået dokumentation for, at det er fuldt berettiget, når virksomhederne beklager sig over offentligt bureaukrati. Det står nemlig rigtigt sløjt til, for opgørelsen viser, at alene staten står for 1.874 forskellige indberetningsløsninger, som erhvervslivet skal benytte mindst 215 millioner gange om året, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Digitaliseringsstyrelsen redegørelse viser samtidigt, at myndighederne i 426 af tilfældene kræver, at virksomhederne indberetter ved hjælp af gammeldags word-dokumenter eller PDF-filer. Tilmed ligger halvdelen af løsningerne ikke på virk.dk, der ellers skulle være den fælles platform for erhvervslivet indgang til det offentlige.

– Det administrative rod går særligt ud over de små og mellemstore virksomheder, hvor det er ejeren eller en enkelt bogholder, der skal indberette. Og som styrelsen helt rigtigt påpeger, så er formularerne ofte så indviklede, at mindre virksomheder uden administrativt personale har svært ved at gennemskue, om de faktisk udfylder skemaer og oplysninger korrekt. Det betyder ekstra spildtid for de små virksomheder, lyder det fra direktøren.

Glem ikke kommunerne

Oplysningerne i rapporten har fået digitaliseringsministeren til at lancere en plan, der over de kommende år, skal effektivisere og modernisere de mange krav om oplysninger, og selv om den plan roses af håndværkernes arbejdsgivere, er den i sig selv ikke nok:

– Det er flot at digitaliseringsstyrelsen har gjort problemets omfang tydeligt. Men husk nu på, at opgørelsen kun vedrører de statslige myndigheder. Oven i dem kommer et væld af formularer hos blandt andre kommunerne. De har givetvis fremstillet egne indberetningsløsning til de forskellige oplysninger, som de kræver. Oplysninger, der i mange tilfælde burde være stort set ens fra kommune til kommune. Lad os også få en samlet opgørelse over omfanget hos dem, lyder det fra Morten Frihagen.

Anbefaler centrale løsninger

Selv om organisationen altså roser ministeren for at ville rydde op og effektivisere, peger Dansk Håndværk på behovet for at samle arbejdet med at fremstille de it-programmer, der ligger til grund for indberetningerne:

– Vi har flere gange gjort opmærksom på problemet, og i den sammenhæng anbefalet, at langt hovedparten af de digitale indberetningsløsninger – altså den it-løsning, der anvendes – burde udvikles centralt. Det vil give et ensartet præg, der letter forståelsen samtidigt med at de løsninger, der vedrører kommuner blot skal tilpasses eventuelle lokale behov. En central løsning er desuden lettere at opdatere, så virksomheder undgår pludseligt at skulle udfylde PDF-filer eller bruge Word, når de er i digital kontakt med det offentlige, lyder det fra Dansk Håndværks direktør.

Læs også