Ny overenskomst på plads

Ny 3-årig aftale mellem Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og Dansk Håndværk sikrer lønstigninger og øget fleksibilitet.

Efter langvarige forhandlinger blev der tirsdag aften indgået en 3-årig overenskomstaftale mellem Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal på arbejdstagersiden og Dansk Håndværk på arbejdsgiversiden.

– Jeg glæder mig over, vi har fået fornuftige lønstigninger, ventilationsprisliste, og at vi har et stærkt fokus på arbejdsmiljøet og ordnede forhold. Vi har forhandlet en overenskomst, hvor medarbejderne i højere grad kan tilrettelægge arbejdstiden mere fleksibelt, fordi vi har indført barnets 3. sygedag, 2 børnebørns-omsorgsdage og retten til at ledsage nærtstående til lægen, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.

– Jeg er meget tilfreds med, at vi er nået frem til et solidt og ansvarligt forlig, som skaber værdi for både medarbejdere og virksomheder. Forhandlingerne er forløbet i en konstruktiv og respektfuld tone, hvor begge sider har haft fokus på at finde løsninger, der virker i praksis og styrker vores branche. Aftalen indeholder vigtige forbedringer – blandt andet bedre muligheder for fleksibilitet, tydeligere rammer for ventilationsarbejde og en styrkelse af medarbejdernes rettigheder i familierelaterede situationer, siger Michael Jensen, faglig sekretær i Dansk Metal.

På arbejdsgiversiden er man også tilfreds med aftalen, der gælder indtil 1. marts 2029. 

– Vi er tilfredse med overenskomstresultatet som flugter med den generelle lønudvikling på det øvrige private arbejdsmarked. For Dansk Håndværk har det været vigtigt at balancere medarbejderens behov for økonomisk tryghed og mere fleksibilitet i forhold til virksomhedernes behov for at sikre konkurrenceevnen. I aftalen har vi givet håndslag på, at vi vil styrke samarbejdet om at sikre ordnede forhold i VVS- og Blikkenslagerbranchen. Jeg ser frem til dette samarbejde, som både er i medarbejdernes og virksomhedernes interesser, siger Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk.

Følgende er hovedpunkter i aftalen

  • Yderligere styrkelse af samarbejdet for ordnede forhold
    Parterne vil blandt andet samarbejde om at fremme organisering af medarbejdere og virksomheder.
  • Ventilationsprisliste
    Virksomheder eller medarbejdere, der er omfattet af VVS- og blikkenslageroverenskomsten, og som udfører ventilationsarbejde på akkord, gør det ud fra ventilationsprislisten fra 2020.
  • AMR-vederlag
    Et vederlag årligt på 9.000 kr. til arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal.
  • Stigning på satser, blandt andet løn
    Minimallønnen stiger pr. 1. maj 2026 til 148,20 kr., pr. 1. marts 2027 til 151,70 kr. og pr. 1. marts 2028 til 155,20 kr.

    Stigninger på tillæg såsom overarbejde, skiftende arbejdssteder og -tider og zonepenge.
  • Regulering af akkordafsavn
    Det stiger til 24,75 kr. pr. time 1. marts 2027 og 25,50 kr. pr. time 1. marts 2028.
  • Stigning på pension
    1 % ekstra i arbejdsgiverbetalt pension pr. 1. maj 2026.
  • Medarbejderes ret til frihed i familiemæssige situationer, herunder:
    Barnets 3. sygedag; 2 børnebørns-omsorgsdage; ret til at ledsage nærtstående familiemedlemmer ved helbredskonsultationer.

Aftalen gælder for virksomheder, der er medlem af Dansk Håndværk, og de medarbejdere, der er ansat i de pågældende virksomheder. Det vil typisk være små og mellemstore virksomheder.

Forliget skal ikke til afstemning blandt medlemmer. Men det skal godkendes af de kompetente forsamlinger i Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og Dansk Håndværk.

Læs også