Nye vaner gør sommerhuset til et voksende forretningsområde
Nye vaner betyder, at landets 220.000 sommerhuse bliver et attraktivt marked for en stor gruppe af håndværkere. Og den chance griber nogle af virksomhederne i denne uge.
Danskerne har nemlig ændret den måde vi bruger vores feriebolig på. Fra kun at være rammen om familiens ferie i nogle uger midt på sommeren, er huset nu et fristed, vi bruger året rundt.
Mens brændeovnen buldrer
Men det er de færreste huse bygget til og derfor kører varmepumpen på højtryk mens brændeovnen buldrer i stuen. Det er hverken behageligt eller godt for klimaet.
I samarbejde med Feriehusudlejernes Brancheforening gennemfører Dansk Håndværk derfor nu det første af en række arrangementer, der skal hjælpe håndværkerne med det nye marked.
– Vi kan se, at flere efterspørger forbedringer, fordi de vil bruge huset på en ny måde. Hjemmearbejde har gjort den lange weekend almindelig ligesom antallet af gæster stiger i vinterferien og omkring jul. Men når vinden suser eller sneen fyger, så opdager vi, at huset ikke er helt så behageligt, som vi gerne vil have, forklarer Mads Okking, der er konsulent i Dansk Håndværk.
Tyske gæste presser på
Presset for at renovere kommer også fra udenlandske turister, der både er blevet mere krævende og mere klimabevidste.
Feriehusudlejernes Brancheforening har derfor skabt Koglemærket, som er et energimærke, der med realistiske forslag og en konkret tjekliste skal få os til at sætte gang i omstillingen. Og det er den mulighed Dansk Håndværks arrangement tager udgangspunkt i.
– En undersøgelse fra VisitDenmark viser, at næsten 40 procent af de tyske gæster, prioriterer bæredygtighed, når de lejer feriebolig. Og fordi antallet af danske gæster uden for sæsonen også stiger, bliver Koglemærket et konkurrenceparameter, for dem, der vil leje deres feriebolig ud, understreger Mads Okking.
Opgaver over alt i landet
Sommerhuset er i forvejen et betydeligt forretningsområde for mange håndværkere.
Odsherred er med 24.000 sommerhuse landets største feriekommune, mens Gribskov, med omkring 15.000 ferieboliger, ligger på andenpladsen skarpt forfulgt af områderne langs Vestkysten. Men faktisk har mange kommuner overalt i landet mellem 6.000 og 10.000 feriehuse.
