Ny netside skal hjælpe landets håndværkere

Dansk Håndværk moderniserer og løfter sin service til branchen. Det sker, når organisationen i løbet af i dag (mandag den 10. marts) går i luften med en komplet redesignet netside, der byder på nye muligheder og tilbud for håndværkerne.

– Som alt andet kræver den digitale information en konstant tilpasning og modernisering. Derfor har vi i de seneste måneder redesignet hele vores digitale kommunikationsplatform, så det bliver nemmere for medlemmer og de mange andre brugere at finde rundt i oplysningerne. Samtidigt bliver det lettere for os at holde virksomhederne opdaterede om væsentlig information og nye krav i forbindelse med deres virksomhedsdrift, forklarer direktør Morten Frihagen.

Andre bliver ikke lukket ude

Ud over de tilbud og services, der er forbeholdt medlemmerne, rummer Dansk Håndværks netside en lang række oplysninger, der er til rådighed for alle. Og sådan bliver det ved med at være, lover organisationen:

– Vi ved, at vores netside bruges af mange andre end medlemmerne. Nystartede virksomheder og små lokale håndværkere henter oplysninger om nye lovkrav, regler og faglige anbefalinger i forbindelse med deres arbejde. Og selv om de hverken kan få telefonisk rådgivning eller hente uddybende materialer, er det en god hjælp til den lille virksomhed, der har svært ved selv at følge med i de mange krav, der stilles for at drive virksomhed. For os er det samtidigt et ønske om at være en venlig partner, der hjælper dem et godt stykke ad vejen – så det bliver der ikke ændret på, forsikrer direktøren.

Sikring mod social dumping

Blandt de mange nye muligheder nævner Dansk Håndværk at det vil være lettere at finde kolleger til samarbejde om en opgave, ligesom eksterne bygherrer og hovedentreprenører kan kontrollere at en underleverandører er dækket af en overenskomst, der sikrer projektet mod social dumping:

– Det sidste har i de seneste måneder vist sig at være en stadigt stigende faktor, når der vælges underleverandører til et større byggeprojekt. Derfor har vi gjort det nemt at søge virksomheder i kombinationer af geografi og fagområder og dermed være sikker på, at den pågældende er dækket af det værn mod social duming, der er i vores overenskomster, understreger Morten Frihagen.

Brændte for opgaven

Med tusindvis af sider har det været noget af en opgave at flytte og redesigne alle oplysninger. Derfor var det vigtigt at finde den rigtige leverandør:

– Ved at vælge et mindre bureau, fik vi en partner, der brændte for at løse opgaven på vores betingelser. Det har betydet, at vi har fået nøjagtigt det resultat, der er nødvendigt for at servicere håndværkerne – både medarbejderne hjemme på kontoret, og når et akut problem skal løses via mobiltelefonen ude i marken, lyder det.

Dansk Håndværks nye netside findes i løbet af mandag på www.dhv.dk. Det er IT-virksomheden Symbiotisk Aps, der har stået for den tekniske opbygning og de mange ekstra funktioner, der er tilføjet i det nye design.

Læs også