Minister bør stoppe 10-årig fiasko
Millioner fra landets virksomheder har nu i ti år finansieret en fond, der stort set kun bruger midlerne på sin egen administration. Derfor opfordrer Dansk Håndværk nu beskæftigelsesministeren til at opsige kontrakten med ATP, så fonden afvikles, mens politikerne overvejer en anden model.
Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) skulle sikre udenlandske lønmodtagere mod snyd eller underbetaling, når en udenlandsk virksomhed sendte dem på arbejde i Danmark. I stedet har ordningen vist sig at være en bureaukratisk farce, hvor 9 ud af 10 kroner er gået til administration, mens blot en enkelt er brugt til det egentlige formål. Siden fonden blev etableret i 2016 er de mange millioner, som danske virksomhedernes med ansatte er blevet opkrævet forsvundet til ingen verdens nytte.
Men på trods af gentagne opfordringer har tidligere beskæftigelsesministre nægtet at trække stikket på den tiårige fiasko.
Gyldne håndtryk spærrer vejen
At man ikke vil lukke fonden, skyldes ifølge Dansk Håndværk muligvis den aftale, som staten i sin tid indgik med ATP. I kontraktens faste noter gemmer der sig nemlig en benhård exitklausul.
– Vælger ministeriet at opsige samarbejdet, fordi fonden lukkes eller administrationen flyttes, har ATP sikret sig retten til en millionkompensation for uafskrevne it-systemer, medarbejderopsigelser og systemafvikling – en regning, der skønnes at ligge i størrelsesordenen 12 millioner kroner. Det er i sig selv ikke en kritik af ATP, der blot har været dygtige til at skabe en benhård økonomisk forretning for sig selv. Kritikken rammer politikerne, som sidder tilbage uden skyggen af det forventede resultat, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Opsigelse giver politisk pusterum
Organisationen mener dog at udgiften på de 12 millioner kroner kan reduceres væsentligt, hvis ministeriet sender et opsigelsesvarsel nu og lader ordningen køre videre, mens den afvikles.
– De få og små resultater, som AFU-fonden trods alt giver, vil stadig blive opnået, mens it-systemerne afskrives, og medarbejderne afvikles med passende varsler. Antallet af medarbejdere må være stærkt begrænset, da telefonen i fonden i gennemsnit kun ringer én gang hver anden dag. Når kontrakten er opsagt, stopper udgift til nyudvikling af it og lignende naturligvis og dermed forsvinder endnu en af de tunge udgiftposter, der tilsyneladende er nødvendig for at vedligeholde administrationsapparatet.
Dansk Håndværk pointerer, at politikerne så kan bruge opsigelsesperioden til at overveje om man kan finde en anden metode, der effektivt kan bekæmpe snyd og svindel med lønninger, skatter og moms, når udenlandske selskaber sender deres medarbejdere på arbejde i Danmark.

