Kun 21 murervirksomheder har autorisation til asbest
Af de 750 firmaer, der i dag har autorisation til at arbejde med asbest, er kun 21 egentlige murervirksomheder. Det bekymrer Dansk Håndværk, som derfor gør en ekstra indsats for at få flere til at overveje, om de går glip af en attraktiv forretningsmulighed.
Reglerne siger nemlig, at før en virksomhed må påtage sig en opgave, hvor der er den mindste mistanke om asbestforekomst, skal den undersøge, om der findes asbest blandt de materialer, medarbejderne kommer i berøring med. Er der det, må virksomheder uden autorisation takke nej til arbejdet.
Endnu værre bliver det, hvis man – på trods af forundersøgelsen – støder på uopdaget asbest undervejs.
– I det tilfælde skal virksomheden afbryde arbejdet og overlade det til en kollega med autorisation. Når der kun er 21 certificerede murervirksomheder, betyder det, at man kan komme til at vente længe, hvis man pludseligt skal have hjælp fra en kollega med autorisation. Resultatet er, at virksomheder afskærer sig fra at byde på en række opgaver, samtidigt med at eventuel ventetid kan forsinke byggeopgaver hos dem selv og andre, lyder det fra konsulent i Dansk Håndværk, Mads Okking.
Murerarbejde får særligt fokus
Derfor sætter organisationen nu særligt fokus på murerområdet for at få flere til at overveje, om de bør have en autorisation.
Det sker på et webinar den 6. maj, hvor Rex Andersen fra Byggeriets Kvalitetskontrol forklarer, at opgaven med at blive certificeret hverken tidsmæssigt eller økonomisk er så uoverskuelig, som mange tror. Straffen for at overtræde reglerne kan derimod få vidtrækkende konsekvenser, og derfor bliver der også god tid til spørgsmål, så deltagerne kan bedømme, om en autorisation er relevant for deres virksomhed.
Asbest i hvert fjerde vådrum
Og det vil det ofte være, for asbest findes mange andre steder end ved det meget omtalte tagarbejde, forklarer Rex Andersen:
– Man støder på asbest i et utal af byggematerialer. For eksempel regner man med, at der er asbest i fliseklæben i ca. hvert fjerde vådrum, der er bygget eller renoveret før 1990. Det kan også findes i slidlag på betongulve, terrazzogulve, maling, puds, fuger samt teknisk isolering i rør, kedler og tanke – for blot at nævne nogle af de materialer, der er relevante for murerområdet. Reglerne siger, at inden man går i gang med en opgave, har man pligt til at undersøge, om der er er asbestforekomst i de materialer, man skal arbejde med, hvis der er den mindste mistanke om asbestforekomst.
Stigende interesse
Men måske er der bedring på vej, for allerede 48 timer efter at webinaret blev annonceret, havde de første 11 virksomhedsejere tilmeldt sig. Men der er brug for flere, understreger Dansk Håndværk:
At der kun findes 21 egentlige murervirksomheder med autorisation fordelt på hele landet, er alt for få i forhold til det marked, der helt tydeligt er der. Naturligvis udfører nogle virksomheder med blandede fagområder også murerarbejde, men kernevirksomhederne skal være opmærksomme på, om de går glip af en forretningsmulighed. Den beslutning skal webinaret give dem grundlag for at træffe, understreger Mads Okking.
Webinaret afholdes den 6. maj: