Minister bombarderes med spørgsmål om Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen skal svare på seks spørgsmål fra Folketinget om manglende regnskab for udgifterne i fonden.
Efter at Dansk Håndværk før sommerferien modtog svar fra ATP om, at der ikke findes et egentligt regnskab for de voldsomme udgifter i Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede, er beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nærmest blevet bombarderet med spørgsmål fra Folketinget om, hvordan det kan lade sig gøre.
På grund af ferie har ministeriet endnu ikke haft mulighed for at besvare spørgsmålene, men da sommerferien nu er ved at være overstået, forventer Dansk Håndværk i løbet af kort tid at se resultatet af den undersøgelse, som ministeren – på baggrund af spørgsmålene – har iværksat.
Det er folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne Betina Kastbjerg og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Nick Zimmermann, der via beskæftigelsesudvalget har bedt ministeren om at gå forholdene omkring AFU efter i sømmene.
Alle arbejdsgivere med ansatte betaler
Fonden skulle sikre, at udenlandske lønmodtagere, der er udstationeret i Danmark, får den løn, de har krav på, hvis deres udenlandske arbejdsgiver ikke betaler. Pengene kommer fra samtlige danske arbejdsgivere, der skal indbetale et fast beløb per ansat. På den måde er millionerne strømmet ind i fonden, som ATP administrerer.
Men år efter år har det vist sig, at udbetalingerne til formålet slet ikke stod mål med forventningen. Til gengæld viste det sig, at udgifterne til ATP’s administration af fonden brugte hovedparten af de mange millioner. Alene i løbet af de seneste tre år har administrationen sammenlagt kostet mere end 27 millioner, mens der blot er udbetalt 1 million i erstatninger.
Seks kritiske spørgsmål venter
Oplysningerne om, hvordan udgifterne fordeler sig, har været meget sparsomme. ATP oplyser nemlig kun et samlet tal for administrationsomkostninger. Da årsrapporten for 2024 kom, søgte Dansk Håndværk derfor aktindsigt i det bagvedliggende regnskab. Men til stor overraskelse oplyste ATP, at der ikke findes et underliggende regnskab til årsrapporten, der blot oplyser, at udgifterne til administration sidste år var på 8,5 millioner.
Det er den oplysning, der har fået folketingsmedlemmerne til at bede beskæftigelsesministeren om at gå forholdene nærmere efter i sømmene – og de oplysninger, som Dansk Håndværk forventer svar på i de kommende uger.
I øjeblikket ligger der seks ubesvarede spørgsmål om AFU på ministerens bord. De lyder:
- Vil ministeren oplyse, om de eksterne revisorer i forbindelse med revideringen af årsrapporten for Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede alene har modtaget en lang række bilag, som de selv har skulle sortere og tage stikprøver fra? Dansk Håndværks pressemeddelelse ”Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede vil kun oplyse fire regnskabstal”
- Vil ministeren sikre, at årsrapporten for Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede fremadrettet vil indeholde individuelle poster for omkostninger til håndtering af bidrag og udbetalinger, IT, rapportering og revision samt sagsbehandling og kundeservice? Der henvises til Dansk Håndværks pressemeddelelse ”Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede vil kun oplyse fire regnskabstal”
- Finder ministeren det betryggende, at ATP oplyser, at de ikke fører regnskab for AFU, og vil ministeren påpege, at dette skal fremlægges, så ingen arbejder i blinde og der kommer gennemsigtighed i arbejdet?
- Finder ministeren det tilfredsstillende, at der ikke findes noget underliggende regnskab, der viser, hvordan man er nået frem til hovedtallene i årsrapporten for 2024 for Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede? Der henvises til Dansk Håndværks pressemeddelelse ”Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede vil kun oplyse fire regnskabstal”
- Vil ministeren kommentere på Dansk Håndværks pressemeddelelse ”Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede vil kun oplyse fire regnskabstal”, dhv.dk, 12. juni 2025, herunder redegøre for hvordan redegørelsen fra ATP og påstanden om, “at administrationsomkostningerne er delvist uafhængige af aktivitetsniveauet i fonden. Omkostningerne dækker bl.a. håndtering af bidrag og udbetalinger, IT, rapportering og revision samt sagsbehandling og kundeservice. Heri indgår også omkostninger i forbindelse med AFU’s pligt til at forfølge krav i udlandet”, jf. BEU alm. del (2023-24) – endeligt svar på spørgsmål 278, harmonerer med svaret fra ATP til Dansk Håndværk om, at der ikke findes et underliggende regnskab for Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede?
- Er ministeren villig til at oversende resultatet af Beskæftigelsesministeriets afdækning af de høje administrationsomkostninger hos Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede til Beskæftigelsesudvalget?