Hilser sanering af Arbejdstilsynets vejledninger velkommen
I forbindelse med finanslovens forslag om at reducere antallet af offentlig ansatte, planlægges der, som en del af en bredere effektiviseringsindsats, en sanering af Arbejdstilsynets vejledninger.
Dansk Håndværk roser initiativet, der kan gøre det lettere at overskue det væld af love, regler og vejledninger, som erhvervslivet skal holde sig orienteret om.
– Det er blevet en næsten uoverskuelig opgave for en mindre virksomhed at følge med i samtlige love, regler og vejledninger på arbejdsmiljøområdet. Et opslag hos arbejdstilsynet viser, at der i dag – ud over love og bekendtgørelser – findes der 175 vejledninger. En arbejdsgiver skal jo følge med i samtlige ændringer og justeringer og det er noget af en administrativ opgave, mener direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Selv erfarne virksomhedsledere har svært ved at overskue, hvilke vejledninger, der har betydning for deres fagområde. Og det må være en helt uoverskuelig mundfuld for en nystartet iværksætter. Så en sanering og forenkling af informationerne er et godt initiativ, understreger Morten Frihagen.
Sådan bruges vejledninger
At-vejledninger bruges til at uddybe, hvordan reglerne i arbejdsmiljølovgivningen skal fortolkes. De rummer forklaringer om indhold i reglerne, praksis på området og vejledning til, hvordan virksomhederne skal efterkomme reglerne.
Saneringen er en del af regeringens besparelser i finanslovsforslaget, som vil betyde, at den offentlige sektor skal reduceres med hvad der svarer til godt 1000 fuldtidsstillinger.