Håndværkere får nu en Byggeteknisk Hotline

Driller materialevalget, lever konstruktionen op til kravene, eller er der tvivl om EPD og LCA, så kan gode råd være dyre. Men det ændrer sig på tirsdag.

Fremover kan landets håndværksmestre nemlig ringe til en byggeteknisk hotline og få vejledning og sparring om næsten ethvert emne vedrørende byggetekniske spørgsmål.

Bag det nye tilbud står Dansk Håndværk, som har allieret sig med bygningsingeniør og master i bygningsfysik, Susie M. Frederiksen, som to gange om ugen stiller sin ekspertviden til rådighed.

– Susie er ekspert i energirenovering, har undervist i Bygningsreglementets energikrav, på KEA og på energivejlederuddannelsen. Hun har været ansat hos Teknologisk Institut, har fungeret som specialkonsulent hos Energistyrelsen og som fagekspert for Bolius Videncenter. Det betyder, at vi fra på tirsdag kan tilbyde håndværksmestrene rådgivning og sparring indenfor næsten ethvert spørgsmål, medlemsvirksomhederne støder på – lige fra den almindelige tvivl om valg af dampspærre til det tekniske i forbindelse med certificering eller komplicerede energiberegninger, fortæller direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

For at illustrere, hvor bredt rådgivningen spænder, har Dansk Håndværk lavet en liste med 14 eksempler på emner, rådgivningen dækker. Listen er naturligvis ikke udtømmende, men skal inspirere medlemmerne til, hvilke typer af spørgsmål de kan få besvaret.

Tilbuddet om rådgivning vil være tilgængeligt hver tirsdag og torsdag, og er der kø på telefonen, kan man bede om at blive ringet op. Er der brug for mere omfattende rådgivning i en konkret byggesag eller ligefrem undervisning af medarbejderne ude hos den enkelte virksomhed, kan det arrangeres mod betaling.

Byggeteknisk rådgivning omfatter bl.a. spørgsmål om.

  • Energirenovering/-optimering/-modernisering.
  • Efterisolering og tætning af konstruktioner.
  • Forebyggelse af fugtskader ved udførelse.
  • Konstruktioner med traditionelle materialer og biogene materialer.
  • Isoleringsmaterialers egenskaber og brug.
  • Brug af dampspærre eller fugtspærre i konstruktioner.
  • Bygningsreglementets energikrav til eksisterende bygninger.
  • Typisk opbygning af konstruktioner i eksisterende bygninger.
  • Kvalitetssikring og dokumentation af korrekt opbygning af konstruktioner.
  • Viden om nye vinduer og renovering af gamle vinduer.
  • Forståelse af energimærker.
  • Bæredygtighed, herunder viden om bæredygtighedscertificering (DGNB, Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen), og livscyklusvurderinger (LCA, Life Cycle Assessment).
  • Produktspecifikke miljøvaredeklarationer (EPD, Environmental Product Declaration).
  • Vejledning om beregninger, herunder rentabilitetsberegninger, dugpunktsberegninger, varmetabsrammeberegninger for tilbygninger, energirammeberegninger for nye huse samt energimærkeberegninger.

Læs også