Forbudsliste ophæves – arbejdsgiver skal vurdere sikkerheden
Fra årsskiftet bliver reglerne for unges arbejde lempet yderligere. Forbudslisten over maskiner ophæves, og i stedet skal arbejdsgiveren vurdere, hvilke maskiner de unge må arbejde med.
Det glæder Dansk Håndværk, fordi det dermed bliver lettere at tilbyde unge fritidsjob, skolepraktik og juniormesterlære, lyder det fra organisationen.
– Selv om reglerne allerede er forenklet to gange i løbet af de seneste år, har de upræcise krav skabt tvivl i forhold til helt konkrete situationer og konkrete maskiner. Nu bliver det op til arbejdsgiveren at vurdere, hvad der er sikkert for den unge, og det er et stort fremskridt, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Men han understreger, at det lægger et ekstra ansvar på virksomhederne:
– Fremover undgår man de situationer, hvor en liste over forbud blokerede for de unge, selv om sund fornuft i den helt konkrete situation viser det modsatte. Til gengæld betyder det, at når man vurderer sikkerheden rundt omkring i virksomheden, så må man ikke være det mindste i tvivl. De unge er ivrige, men de mangler den erfaring, der er nødvendig for selv at kunne afgøre, hvad der er sikkert, forklarer Morten Frihagen.
De nye regler, som træder i kraft 1. januar, er stadig kun kort beskrevet, men de fjerner altså den konkrete liste og flytter afgørelsen til arbejdsgiveren. I virksomheder med flere end ti ansatte skal arbejdsmiljøorganisationen og medarbejderne dog inddrages for at vurdere risikoen ved arbejdet.
Derudover skal en person, som er fyldt 18 år og har den fornødne indsigt i arbejdet, føre effektivt tilsyn med den unges arbejde.
