Det styrkede affaldtilsyn er druknet i papirarbejde
Miljøministeriet indførte sidste år det, de kalder Styrket Affaldstilsyn. I beskrivelsen af ordningen lægges der vægt på, at tilsynet er vejledende – men at der i tilfælde af grove overtrædelser stadig kan udstedes bøder.
I praksis betyder det, at hver kommune skal besøge et antal virksomheder og sikre sig, at affaldet bliver sorteret og håndteret korrekt. Der vil for eksempel være tale om 50 byggevirksomheder, 30 restauranter og pizzeriaer, 20 kontorer og så videre. Formålet med vejledningen er at øge mængden af det affald, der kan genbruges.
Det rene spild af tid
Men opbygningen af ordningen møder stærk kritik fra Dansk Håndværk, som i efteråret fulgte med i, hvordan besøget hos deres medlemsvirksomheder foregår.

Det rene spild af tid
Men opbygningen af ordningen møder stærk kritik fra Dansk Håndværk, som i efteråret fulgte med i, hvordan besøget hos deres medlemsvirksomheder foregår.
– Generelt viser det sig, at en kommunalt ansat først bruger en time på at forberede sig til et besøg. Derefter kører vedkommende til virksomheden, gennemgår affald inde og ude, og kører derefter tilbage til kontoret for at skrive en rapport. Tidsforbruget løber dermed op i 3 til 4 timer for hvert besøg – hvilket virksomhederne skal betale. Det er jo ineffektivt og bureaukratisk, hvis formålet reelt er at vejlede og hjælpe flest muligt til bedre affaldssortering, lyder det fra direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.
Særlig kritisk på to områder
Organisationen undrer sig først og fremmest over to punkter i ordningen, som vedrører et urimeligt tidsforbrug og et beskedent resultat i forhold til indsatsen:
– For det første kan vi ikke forstå, hvorfor en kommunal medarbejder skal bruge en time til forberedelse hver eneste gang, han skal besøge en virksomhed. Er der udvalgt 50 relativt ensartede byggevirksomheder, så burde det vel være nok at forberede sig en gang, før samtlige besøg. Ganske vist skal kommunen trække virksomhedens data ud fra affaldsdatabasen, men det kan en sekretær vel gøre for alle 50 virksomheder i løbet af nogle timer. Desuden undrer det, at der skal bruges kørsel frem og tilbage til hvert eneste besøg. Man kunne vel besøge tre-fire virksomheder ad gangen og så lave papirarbejdet dagen efter, lyder det fra Morten Frihagen.
Bedre resultat
Men det er ikke kun tidsforbruget, der undrer i arbejdsgiverforeningen. Hele formålet med affaldstilsynet er gået tabt i embedsværkets opbygning af bureaukrati og administration.
– Det fremgår tydeligt, at formålet er at vejlede, så fejl opdages og bliver rettet. Hvorfor så gøre det så besværligt. Drop papirerne og tag i stedet en tur rundt til virksomheder i området. Opdager man fejl, så gør opmærksom på dem – så skal de nok blive rettet. På den måde kunne man nå langt flere, og effekten af det egentlige formål – at reducere mængden af affald, der ikke sorteres korrekt – vil blive langt større. Det var jo det, der var formålet, før embedsværket begyndte at udarbejde det sædvanlige lag af bøvl for erhvervslivet, fastslår arbejdsgiverdirektøren.
