Dansk Håndværk har netop fornyet fire overenskomster med vores overenskomstpartnere 3F Byggegruppe, 3F Industrigruppen, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal.

Så snart de nye overenskomster er klar med alle ændringerne, vil elektroniske versioner blive tilgængelige for Dansk Håndværks medlemsvirksomheder. Det vil også være muligt at rekvirere et fysisk eksemplar pr. virksomhed.
Fornyelsen gælder for en treårig periode fra 2026 til 2029 for:
- Bygge- og Anlægsoverenskomsten.
- Industri- og Værkstedsoverenskomsten.
- Auto- og Boligmonteringsoverenskomsten.
- VVS- og Blikkenslageroverenskomsten.
I den kommende tid sender 3F overenskomsterne til urafstemning blandt deres medlemmer.
Hvis lønmodtagersiden stemmer ’ja’, vil overenskomsten træde i kraft pr. 1. marts 2026.
Aftalen om VVS- og Blikkenslageroverenskomsten godkendes forbundets hovedbestyrelse, hvilket allerede er sket. Så den overenskomst er nu trådt i kraft.
Med fornyelsen af overenskomsterne lægger Dansk Håndværk vægt på, at aftalerne balancerer den økonomiske ramme, der er lagt for det øvrige private arbejdsmarked. Det betyder, at satserne er steget tilsvarende stigningerne på det øvrige arbejdsmarked, både hvad angår minimalløn, særlig lønopsparing, pension, løn under sygdom og øvrige satser.
Overenskomster og satser for de enkelte områder vil blive meldt ud til Dansk Håndværk medlemsvirksomheder hurtigst muligt.
