Spild handler om meget mere end affaldscontaineren

Når der tales om spild i byggeriet, ender fokus ofte på affaldscontaineren. Der er en alt for snæver forståelse af problemet.

Det var hovedbudskabet fra Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk, da han holdt oplæg på Dansk Standards kickoff-møde om spild på byggepladser og i byggeprocessen.

Mødet markerede starten på et nyt projekt under indsatsen ’Emissionsfrie byggepladser’, som støttes af Realdania og skal munde ud i en ny vejledning om spildminimering.

Dansk Standards kickoff-møde den 21. september 2026  om spild på byggepladser.

Spild koster milliarder

Spild i byggeriet handler ikke kun om materialer, der ender som affald. Det handler også om tidsspild, ventetid, omarbejde, fejl, koordineringsproblemer, konflikter, tvister og unødigt administrativt arbejde.

– Alt sammen er med til at trække produktiviteten ned og øge ressourceforbruget, og skal vi reducere spild, så er vi nødt til at kigge på hele processen, påpegede Morten Frihagen.

Ifølge undersøgelser udgør spild mellem 10 og 30 procent af byggeriets samlede omsætning. I 2022 svarer det til et årligt værditab på mellem 28 og 84 milliarder kroner. Samtidig viser undersøgelser af arbejdet på danske byggepladser, at kun ca. en tredjedel af arbejdstiden bruges på direkte værdiskabende aktiviteter.

Hvorfor opstår spildet?

Spild skal opfattes som et sammenvævet kompleks af svigtende produktivitet, usunde aftaleformer, bureaukrati og en fastlåst konfliktkultur.

Et dårligt projektmateriale (projektspild) fører direkte til tvivl på byggepladsen, hvilket skaber ventetid (tidsspild) og improviserede løsninger. Når løsningen bagefter underkendes, opstår der omarbejde (svigt) og kasserede materialer (materialespild), hvilket i sidste ende udløser en juridisk tvist (konfliktspild).

Hovedårsagerne til den onde cirkel skal ifølge Morten Frihagen findes i nogle grundlæggende udfordringer i branchen.

Konfliktkultur og tillidskrise

En af de største udfordringer er ifølge Morten Frihagen byggeriets konfliktkultur.

Når konflikter opstår, forsvinder tid og ressourcer fra selve byggeriet. Tvister fører til møder, syn og skøn, advokatregninger, forsinkelser og i nogle tilfælde konkurser. Der opstår hurtigt en negativ spiral, hvor én fejl hurtigt udvikler sig til flere former for spild.

Byggebranchen er præget af en udbredt frygt for at få skubbet ansvaret og regningen videre. Aktørerne tenderer til at optimere deres egen kontraktlige situation frem for at optimere det fælles projekt resultat.

– Skal vi finde nye løsninger sammen, kræver det, at vi har tillid til hinanden. Vi løser ikke udfordringerne ved hele tiden at frygte, hvem der står tilbage med ansvaret, sagde Morten Frihagen.

Vanens magt og manglende nysgerrighed

Der findes allerede mange gode initiativer, som reducerer spild gennem bedre logistik, planlægning og digitale løsninger. Udfordringen er ofte at få dem udbredt.

Vanens magt og kulturen i byggeriet er en af de største barrierer. Derfor har vi brug for gode eksempler, der viser, at nye måder at arbejde på faktisk virker.

– Skal vi finde nye løsninger sammen, kræver det, at vi har tillid til hinanden. Vi løser ikke udfordringerne ved hele tiden at frygte, hvem der står tilbage med ansvaret.


Frygten for at fejle

Byggeri med nye materialer og høje klimakrav er komplekst, og fejl er uundgåelige. Når branchen mangler mod og rammer til at lære åbent af fejl, holdes kortene tæt til kroppen, hvormed de samme fejl gentages på næste projekt.

    Der er brug for en bedre kultur for at dele erfaringer og at styrke det tværfaglige samarbejde, der kan være med til at forebygge fejl.

    Mere tillid og færre kontrolkrav

    Mange håndværksvirksomheder oplever allerede i dag en betydelig dokumentationsbyrde, og risikoen er, at nye initiativer blot udvikler sig til endnu et complianceprojekt.

    – Vi skal passe på, at spild ikke søges løst med mere administrativt spild, var budskabet.

    I stedet opfordrede Morten Frihagen til at arbejde for løsninger, der er enkle, praktiske og nemme at anvende på byggepladsen.

    Håndværkerne skal inddrages tidligere

    Afslutningsvis opfordrede Morten Frihagen byggeriets aktører til at trække mere på håndværkernes erfaringer. De er tæt på den daglige udførelse og ved ofte præcis, hvor materialer, tid og ressourcer går tabt.

    – Håndværkerne vil gerne være med til at bekæmpe spild. Men løsningerne skal være forståelige, praktisk anvendelige og gøre det lettere at gøre det rigtige, understregede han.

    Konklusionen var klar:

    Skal spildet reduceres, kræver det, at branchen ser på hele byggeprocessen. Ikke kun på affaldscontaineren, men også på samarbejde, planlægning, konflikter og de arbejdsgange, der hver dag skaber eller forebygger spild.

    Læs også