Håndværkere i Aarhus: – Vi skal have lov til at passe vores arbejde

En voksende gruppe håndværkere oplever, at arbejdet i Aarhus midtby er blevet så vanskeligt, at de ikke længere føler sig velkomne. En af dem er tømrermester Jonas Balskilde.

Problemer med parkering, manglende aflæsningsmuligheder og strikse cityassistenter går igen i de kritikpunkter, som en række håndværkere på det seneste har påpeget i flere medier.

Aarhus Kommune har siden 2023 oprettet 74 særlige håndværkerparkeringspladser, men mange håndværkere oplever, at pladserne enten er optaget eller placeret langt væk fra deres opgaver. Når de forsøger at læsse af tættere på opgaverne, risikerer de øjeblikkelige bøder fra cityassistenterne.

Problemet er så markant, at flere håndværkere forklarer, at de indimellem ser sig nødsaget til at parkere ulovligt for at kunne udføre deres arbejde.

Tømrermester Jonas Balskilde.

Tømrermester og medlem i Dansk Håndværk, Jonas Balskilde, oplever problemet helt tæt på med sin virksomhed i Aarhus, og han frygter, at vilkårene i midtbyen gør det sværere at drive håndværksvirksomhed i Aarhus. I flere medier er han blandt de håndværkere, der gør opmærksom på problemet. Til TV2 Østjylland udtaler han:

– Der er nødt til at være en grænse for, hvad vi skal finde os i. Vi skal også have lov til at udføre vores arbejde herinde i byen. Tænk, hvis vi håndværkere strejkede i en uge.

– Nødvendig kritik, lyder det fra Dansk Håndværk

I Dansk Håndværk møder kritikken fra Jonas Balskilde m.fl. stor opbakning fra Dansk Håndværks direktør Morten Frihagen.

– Det er jo helt absurd, at det skal være så vanskeligt for håndværkere at passe deres arbejde i storbyer som Aarhus og København. Det har store konsekvenser både for virksomhederne og for kunderne. Stor ros til Jonas Balskilde og de øvrige håndværkerne, der har udtalt sig.

Og tilsyneladende har de fået ørenlyd hos politikerne i Aarhus Kommune, der ifølge flere kilder lover, at der er forbedrede vilkår på vej til håndværkerne.

Kilder:
Tømrermester Jonas Balskilde
Building Supply
TV2 Østjylland

Læs også