Efter 17 år som selvstændig tømrer besluttede Mikkel Sundby at forsøge sig med digital markedsføring. Det gik ikke som forventet.

Mikkel modtog et tilbud på Google Ads-annoncering og en ny hjemmeside fra et stort, etableret markedsføringsbureau, der har eksisteret i mange år.
Løfter om mellem 5 og 10 leads om måneden
Sælgerne lovede, at Mikkel kunne forvente mellem 5 og 10 seriøse leads om måneden mod en betaling på 8.000 kroner om måneden.
De første 14 dage kom der ingen henvendelser. Efter halvanden måned havde han modtaget to – hvoraf den ene blot var en forespørgsel.
To leads til 24.000 kroner
Mikkel kontaktede bureauet om de dårlige resultater, men havde i starten tillid til, at de ville forbedre resultaterne.
Efter tre måneder havde han betalt 24.000 kroner for to leads.
– Det hang overhovedet ikke sammen. En lille virksomhed kan ikke betale så mange penge for ingenting, siger Mikkel.
Han blev mødt af gentagne bortforklaringer. Samtidig trak bureauet i land på deres oprindelige løfter og henviste til, at de ikke kunne garantere et bestemt antal leads – noget der angiveligt fremgik af kontrakten med småt.
Som løsning foreslog de i stedet at oprette et ekstra faneblad med referencer på hans hjemmeside.
– Det gav jo ingen mening. Jeg forsøgte at tale fornuftigt med dem, men de ville slet ikke høre.
Sendt til inkasso
Til sidst ønskede Mikkel at stoppe samarbejdet. Bureauet fastholdt dog, at han var bundet af kontrakterne. Da han stoppede sine betalinger, blev han sendt til inkasso.
På det tidspunkt krævede bureauet 45.000 kroner for en løsning, der havde givet tre kundehenvendelser.
Søvnløse nætter og nervøsitet
Situationen påvirkede ham markant.
– Jeg har altid opført mig ordentligt over for andre, så jeg har aldrig prøvet noget lignende – hverken med kunder eller andre. Man bliver nervøs for, hvad der skal ske. Det føltes som en stor krise.
Rådgivning gav afklaring og ro i maven
Da situationen føltes mest fastlåst, søgte Mikkel hjælp hos Dansk Håndværk. Her rådgav chefkonsulent Christoffer Sodemann ham om hans rettigheder og hjalp med at formulere en formel indsigelse.
Når der er gjort indsigelse mod et krav, kan sagen ikke sendes direkte til inkasso. I stedet skal virksomheden anlægge en civil retssag – en langt mere krævende proces.
Det gav Mikkel modet til at stå fast.
Indgik forlig
Da bureauet kontaktede Mikkel, var han klar til at tage den videre dialog, hvor han indgik et forlig.
Han betalte yderligere 3.000 kroner oven i de 24.000 kroner, han allerede havde betalt. Dermed endte den samlede udgift på 27.000 kroner for tre kundehenvendelser. Bureauets oprindelige krav var 45.000 kroner.
Han ville helst have undgået at betale mere, men forliget satte et punktum for en periode med søvnløse nætter og stor usikkerhed.

