Du støder på asbest oftere, end du tror

De nye asbestregler rammer de fleste faggrupper inden for håndværksfagene. Alle ved, at der er asbest i mange tage, men det findes mange andre steder end på taget.

Af Rex Andersen, Byggeriets Kvalitetskontrol

Siden den 1. januar har din virksomhed skullet have en asbestautorisation for at nedtage og fjerne bygningsmaterialer, der indeholder asbest. Bagatelgrænsen for autorisationskravet er 4-6 tagplader, 1-2 rørbøjninger med asbestholdig isolering eller enkelte klinker fra et vådrum med asbest i fliseklæben. Bagatelgrænsen er lav.

Asbest findes mange steder

Asbest er anvendt i et utal af byggematerialer fra år 1900 og op til 1990. Asbest kan fx findes i fliseklæb, slidlag på betongulve, terrazzogulve, maling, puds, loftplader, facadebeklædning, fiberplader som er anvendt til indvendig vægbeklædning, brandsikring, fuger, vinylgulve, teknisk isolering – rør, kedler og tanke – aftrækskanaler og meget andet. Der er med andre ord stor sandsynlighed for, at du støder på asbest, når du går i gang med at renovere – også på steder, du ikke lige regner med!

Undersøgelsespligt

Siden juni måned 2024 har du haft undersøgelsespligt: I Asbestbekendtgørelsens § 10 står:

Inden nedrivning, reparation eller vedligeholdelse påbegyndes, skal det ved en forundersøgelse være fastslået, hvilke materialer der kan formodes at indeholde asbest (…) Hvis der er den mindste grund til mistanke om forekomst af asbest i et materiale eller en bygning, skal arbejdet betragtes som et asbestarbejde og udføres efter reglerne i denne bekendtgørelse.”

Finder du asbest, eller undlader du forundersøgelsen i et hus opført eller renoveret før 1990, skal du udføre arbejdet efter reglerne i asbestbekendtgørelsen: Der kan være anmeldelsespligt til Arbejdstilsynet, krav til uddannelse og arbejdsmetoder, luftrensning, værnemidler, skiltning, afspærring af området, brug af miljøvogn og en masse andet, som du skal sætte dig ind i – og sætte i værk. Hvis arbejdet er over bagatelgrænsen eller anses for støvende, skal du have autorisation for at udføre arbejdet.

Det er nemt at komme galt afsted

Nedtager du asbestholdige materialer – fx fliser i et badeværelse med asbestholdig fliseklæb –  risikerer du at komme rigtig galt afsted, hvis du ikke har autorisation og efteruddannelse. Ud over at udsætte dig selv, medarbejderne og husets beboere for kræftfremkaldende asbeststøv, risikerer du også at forurene ejendommen med asbeststøv. Det kan koste dyrt at erstatte asbestforurenet inventar – fx gulvtæpper, møbler, tekstiler og andet indbo, der ikke kan rengøres for asbeststøv. Hertil en professionel rengøring af hele huset og genhusning af beboerne mens det hele foregår. Og så er der risikoen for bøder, hvis du blive taget i at lave asbestarbejde uden autorisation. Og her kan uvidenhed ikke bruges som undskyldning. Ringer en bekymret nabo fx til Arbejdstilsynet, der kigger forbi dit renoveringsprojekt med asbest, er bøden for førstegangsovertrædelsen på 30.000 kr. med tillæg for de ting, der ikke var i orden, fordi du ikke vidste bedre. Og endnu værre – når du så står der med en række påbud og en klækkelig bøde i hånden og nu er klar over, at du nok er nødt til at have en autorisation, får du tre års karantæne, hvor du ikke må få den. Tre år hvor du skal aflevere arbejdet til en anden virksomhed, der har en autorisation, hvis arbejdet indebærer asbest. Og det finder du ud af, når du har solgt opgaven, brugt tid på at udregne tilbuddet og laver den lovpligtige forundersøgelse, som alle skal lave – også selv om du ikke har autorisation.

Mange om buddet

I den skrivende stund (medio februar) er der ca. 686 firmaer i autorisationsregistret, der må håndtere asbest. De autoriserede firmaer har nok at lave, så  der kan være lang ventetid på at få en med autorisation ud, når du støder på asbest.

Der er ca. 23.000 håndværksvirksomheder i Danmark, der kunne have brug for en autorisation, så der er rift om “vennerne”.

Bliv autoriseret – det er hverken dyrt eller bøvlet

For at blive autoriseret skal du tilknyttes en kontrolinstans, have et forhåndsgodkendt kvalitetsledelsessystem, få dages AMU-kursus og en godkendt fagligt ansvarlig i virksomheden.

Dansk Håndværk har en samarbejdsaftale med Byggeriets Kvalitetskontrol, der giver dig medlemsrabat på autorisation.

Læs også

  • Byggeriet hilser økonomiaftale velkommen

    Det er netop meddelt at kommunernes anlægsramme næste år hæves med 2 milliarder til 22,3 mia. kr. Det er en del af den økonomiaftale med KL, som finansministeren netop har offentliggjort. Direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen siger i den forbindelse:

    Læs mere

  • Nu skal virksomhederne ligefrem betale for yderligere bøvl

    – Din virksomhed er udvalgt til affaldstilsyn den 5. juni. Du skal forberede tilsynet samt stille en medarbejder til rådighed mens det varer. Ud over dine egne udgifter til administration og løn, skal du betale 2.700 kr. for at dække vores omkostninger til forberedelse, gennemførelse, kørsel samt efterfølgende rapportering. Med venlig hilsen Din kommune

    Læs mere

  • Lars viser rundt i Lærlingenes hus

    Begejstringen hos tømrermester og bestyrelsesmedlem Lars Mouritsen var til at tage og føle på, da han og fruen for nylig besøgte Lærlingenes Hus på Bornholm.

    Læs mere