“Nævn 5 punkter, som håndværkerne skal være særligt opmærksomme på,” lød opgaven til Byggeriets Arbejdsmiljøbus.
Da sekretariatschef Lars Olsen fra Byggeriets Arbejdsmiljøbus (Bam-bus) holdt oplæg i forbindelse med Dansk Håndværks generalforsamling i maj 2025, stod det klart, at asbest stadig fylder rigtig meget i landskabet.
En stor del af de spørgsmål, som Dansk Håndværks medlemsvirksomheder henvender sig til Bam-bus omkring, handler slet og ret om asbest.
Vi har derfor bedt Bam-bus om at komme med 5 opmærksomhedspunkter. Dem får du her:
- Husk at få anmeldt arbejdet til Arbejdstilsynet, hvis du skal udføre støvende asbestarbejde.
- Tjek om arbejdsområdet er asbestforurenet inden arbejdets udførelse og inddrag bygherren i planlægningen af opgaven. Der skal være rengjort grundigt efter nedrivningsarbejde, så der ikke er efterladt synligt støv.
- Lav en risikovurdering af opgaven og udarbejd en arbejdsplan, som medarbejderne kan instrueres ud fra.
- Sørg for at dine sikkerhedsforanstaltninger matcher støvniveauet på arbejdsopgaven, så asbestfibre ikke spredes unødigt.
- Vurder om arbejdet, du skal udføre, er kortvarigt og ikke tilbagevendende (fx nedtagning af max. 4-6 tagplader), for ellers vil det være omfattet af krav om autorisation.
Mere information om asbestarbejde
I Dansk Håndværk har vi samlet er række nyttige informationer til dig om asbestarbejde og asbestautorisation:
Medlemsrabat ved autorisation til asbestarbejde
Dansk Håndværk har et samarbejde med Byggeriets Kvalitetskontrol, der er godkendt kontrolinstans, og som tilbyder medlemmer i Dansk Håndværk gratis vejledning og rabat på godkendelse af kvalitetsledelsessystem (KLS) og kontrolbesøg.