For mange håndværksmestre er udfordringen ikke at se værdien og nødvendigheden af efteruddannelse. Udfordringen er at finde tiden til den.

Den grønne omstilling og nye krav til byggeriet skaber behov for nye kompetencer i hele branchen. Men presset fra den daglige drift betyder, at efteruddannelse ofte bliver nedprioriteret. Det skal 11 nye anbefalinger fra Strateginetværk for bæredygtigt byggeri være med til at ændre på.
En arbejdsgruppe under Strateginetværk for bæredygtigt byggeri har netop udgivet en rapport med 11 anbefalinger til, hvordan byggeriets videre- og efteruddannelser kan blive mere relevante, tilgængelige og anvendelige i praksis. Rapporten bygger på analyser og dialog med aktører på tværs af byggeriets værdikæde, herunder Dansk Håndværk.
Selv om rapporten er rettet mod hele byggebranchen, har flere af anbefalingerne særlig relevans for de små og mellemstore håndværksvirksomheder.
Efteruddannelse skal fungere i virkeligheden
Rapporten peger på, at travl drift, begrænset tid og mangel på fleksible uddannelsestilbud er blandt de største barrierer for kompetenceudvikling i byggebranchen.
Blandt anbefalingerne er derfor mere praksisnære kurser, kortere uddannelsesforløb og fleksible formater, der kan passes ind i en travl hverdag, eksempelvis halve kursusdage, korte moduler og workshops på byggepladsen
Der peges også på behovet for en enkel “Kompetenceplan Light”, som kan hjælpe mindre virksomheder med at identificere de vigtigste kompetencebehov uden unødigt papirarbejde. Samtidig anbefaler arbejdsgruppen en fælles model for beskrivelse af kurser, så det bliver lettere for virksomhederne at finde og vælge de rette tilbud.
På tværs af udbyderne anbefaler arbejdsgruppen en fælles model for, hvordan kurser beskrives, så det bliver lettere at finde og vælge de rigtige.

Ifølge Dansk Håndværks direktør, Morten Frihagen, er det afgørende, at kompetenceudvikling tager udgangspunkt i den virkelighed, som ejerledere og mestre står i hver dag.
– De fleste håndværksmestre ved godt, at der er behov for løbende at udvikle kompetencerne. Men når kalenderen er fyldt med kundeaftaler, tilbud og byggeopgaver, vinder driften ofte. Derfor er det positivt, at rapporten fokuserer på løsninger, der gør efteruddannelse mere fleksibel og mere relevant for de mindre virksomheder, udtaler Morten Frihagen.
Et svar på fremtidens krav
Formålet med rapporten er ikke blot at få flere på kursus. Målet er at sikre, at byggebranchen har de kompetencer, der skal til for at håndtere nye krav til blandt andet dokumentation, nye materialer, bæredygtighed og kvalitet i byggeriet. Samtidig peger rapporten på, at lovkrav, standarder og udbudskrav i stigende grad bliver drivkraften bag behovet for efteruddannelse.
For Morten Frihagens står målet klart:
– Når kravene til byggeriet ændrer sig, skal virksomhederne have mulighed for at følge med. Det kræver uddannelsestilbud, der er målrettede, praksisnære og kan omsættes direkte til bedre løsninger ude i virksomhederne. Kompetenceudvikling skal være et redskab til at løse opgaverne med høj kvalitet og styrke forretningen – ikke en belastning for driften.
Fra forslag til praksis
Anbefalingerne er i høj grad stilet til branchen selv: virksomhederne, fagbevægelsen, organisationerne og uddannelsesinstitutionerne. Arbejdsgruppen har vurderet, hvor hurtigt de kan realiseres. Kompetenceplanen for de mindre virksomheder kan afprøves inden for et halvt år. Eksisterende kurser kan deles op og gentænkes inden for halvandet år.
På længere sigt peger anbefalingerne på en kompetencefond for små og mellemstore virksomheder, finansieret af staten i første omgang og siden af branchen selv. Forslaget kræver først en analyse af de puljer og støtteordninger, der allerede findes.
