ORKER du konsekvenserne?

Det er spørgsmålet i Erhvervsstyrelsens nye kampagne, som skal få boligejere til at tænke sig om en ekstra gang, før de selv går til hånde.

Mange danskere kaster sig gerne ud i gør-det-selv-projekter, men når arbejdet omfatter el, VVS, kloak, gas eller asbest, kan det få alvorlige konsekvenser at overskride grænsen for, hvad man selv må udføre. Derfor sætter Erhvervsstyrelsen nu fokus på autorisationsregisteret i en ny kampagne, der skal gøre det nemmere for boligejere at vælge den rette håndværker.

I kampagnefilmene bliver forbrugerne gjort opmærksom på mulige konsekvenser ved selv at gå til hånde og opfordret til at finde en autoriseret håndværker til opgaven. Det er med et glimt i øjet og humor, når en ork prikker forbrugeren på skulderen og stiller det meget relevante spørgsmål: ORKER du det?

Ulovligt udført arbejde er udbredt

Baggrunden for kampagnen er, at myndighederne de senere år har set en markant stigning i antallet af sager om ulovligt udført autorisationskrævende arbejde.

Det underbygges af en ny undersøgelse*, der viser, at 23% af danskerne har udført arbejde, som kræver autorisation, uden at have den nødvendige autorisation.

Denne undersøgelse blev i juli drøftet i Go’ morgen Danmark, hvor Dansk Håndværks direktør Morten Frihagen var i studiet. Her opfordrede han boligejere til at være opmærksomme på både sikkerhed, sundhed og kvaliteten af det færdige resultat.

– For de fleste er boligen en af livets største investeringer. Derfor er det værd at overveje, om gør-det-selv-løsningen skaber værdi – eller risikerer at blive en dyr affære senere. Ulovlige installationer og mangelfuldt udført arbejde kan nemlig få konsekvenser, når boligen skal sælges, pointerede Morten Frihagen, der gav følgende råd til gør-det-selv-folket:

  • Overvej: Kan jeg rent faktisk føre projektet helt i mål?
  • Tjek reglerne: Er det lovligt at udføre arbejdet selv?
  • Tænk på værdien: Ulovlige installationer og dårligt udført håndværk kan ramme dig i tilstandsrapporten og gøre et fremtidigt hussalg vanskeligere.

* Undersøgelsen er foretaget blandt 1030 respondenter i juni 2026 af YouGov for Gjensidige og TEKNIQ.

Læs også