Dansk Håndværks direktør havde tre råd til gør-det-selv-folket

Dansk Håndværks direktør gæstede Go’ morgen Danmark den 17. juli i et indslag om danskernes store lyst til selv at gribe værktøjet.

Morten Frihagen i Go Morgen Danmark studiet.

Scenen var sat en dejlig sommermorgen i Go’ morgen Danmarks studie i Tivoli i København.

Baggrunden var en ny undersøgelse, der viser, at 23 % af danskerne har udført arbejde, som kræver autorisation, uden at have den nødvendige autorisation.

I studiet deltog foruden Dansk Håndværks direktør, Morten Frihagen, også elektrikeren Alexander og skolelæreren og gør-det-selv-entusiasten Lars. Sammen tog de en snak om, hvorfor gør-det-selv-projekter er så populære, og det kom også til at handle om glæden ved at skabe noget selv, lysten til at bruge hænderne – og den særlige stolthed og mandighed, man kan føle ved selv at kunne klare opgaverne.

Men selvom det kan være fristende at gøre arbejdet selv, er det vigtigt at huske, at nogle opgaver er omfattet af lovkrav og kræver autorisation. Morten Frihagen understregede, at man også skal være opmærksom på både sikkerhed, sundhed og kvaliteten af det færdige resultat.

– For de fleste er boligen en af livets største investeringer. Derfor er det værd at overveje, om gør-det-selv-løsningen skaber værdi – eller risikerer at blive en dyr affære senere. Ulovlige installationer og mangelfuldt udført arbejde kan nemlig få konsekvenser, når boligen skal sælges, pointerede Morten Frihagen, der fik det afsluttende ord af studievært Andrew Moyo.

Her havde Morten Frihaven afslutningsvist følgende råd til gør-det-selv-folket.

Morten Frihagens tre gode råd, før man går i gang

  • Overvej: Kan jeg rent faktisk føre projektet helt i mål?
  • Tjek reglerne: Er det lovligt at udføre arbejdet selv?
  • Tænk på værdien: Ulovlige installationer og dårligt udført håndværk kan ramme dig i tilstandsrapporten og gøre et fremtidigt hussalg vanskeligere.

Læs også