Gør bæredygtighed og ESG til en god forretning

Et intensivt pilotprojekt er nu afsluttet. Resultatet er en række praktiske værktøjer, der gør ESG konkret, anvendelig – og målrettet små og mellemstore håndværksvirksomheder.

ESG for SMV.

Testet og gennemført af 8 medlemsvirksomheder

I projektet deltog 8 af Dansk Håndværks medlemsvirksomheder med mellem 10 og 100 medarbejdere, som gennem et 7-måneders forløb testede og udviklede metoderne.

Alle værktøjer er samlet på en ny ESG-portal, hvor skabeloner og modeller stilles til rådighed.

Fra byrde til forretningsmulighed

Formålet med projektet har været at udvikle lavpraktiske og lønsomme metoder til at implementere bæredygtighed og ESG i SMV’ernes kerneforretning.

Mange mindre virksomheder har hidtil set ESG som en tung administrativ byrde eller en omkostning. Projektet har derfor fokuseret på at skabe værktøjer, der gør det nemmere for virksomhederne at nå deres mål, og som og som kan være en effektiv vej til at sænke omkostningerne gennem reduktion af ressourceforbrug (energi, vand, materialer) og optimering af processer som affaldshåndtering og kørsel.

Hvordan gribes det an?

Materialet introducerer en praktisk 5-trins-model, som guider håndværksvirksomhederne gennem alt fra ledelsesstrategi og intern organisering til konkrete krav i værdikæden. Ved at benytte de tilhørende arbejdsskabeloner og værktøjer kan virksomhederne omsætte komplekse klimakrav til målbare handlinger, der styrker både miljøet og bundlinjen.

Gennem erfaringer fra pilotprojekter belyses det, hvordan fokus på trivsel, affaldshåndtering og energiforbrug skaber konkurrencefordele. Formålet er at gøre den grønne omstilling lavpraktisk og lønsom, så bæredygtighed bliver en naturlig del af kerneforretningen fremfor blot en administrativ byrde.

Partnerne bag projektet

Projektet er gennemført af Dansk Håndværk i samarbejde med KEHR+NIELSEN og EjendomDanmark og med støtte fra Grundejernes Investeringsfond.

Anders Corder, Marie-Louise Gorm og Jakob Boie Pedersen fra Nordliv Byg ApS.

For os blev S’et i ESG et vigtigt fokuspunkt. Vi blev bekræftet i, at medarbejdernes trivsel er fundamentet for de gode resultater, og at det er vigtigt at bruge kræfter på efteruddannelse og på at styrke det sociale sammenhold. Jo mere ansvar vores ansatte får, jo mere giver de tilbage til virksomheden.

Anders Kofoed Corder, CEO, og Jakob Boie Pedersen, partner, og Marie-Louise Gorm, adm. koordinator, Nordliv Byg ApS

Forløbet har hjulpet os med at gøre ESG-tiltag konkrete og lette at implementere. Vi har fået en mere struktureret tilgang til den daglige drift og samarbejdet med vores leverandører. Sørg for at inddrage alle medarbejdere og søg også sparring med andre i branchen for at sikre de bedst mulige resultater. Vores anbefaling er at starte med energi og brændstof, da det er målbart og reducerer omkostninger.

Rasmus Lebæk, entrepriseansvarlig og partner, og Karina Hougaard Jensen, adm. medarbejder, Lebæk A/S
Rasmus Lebæk og Karina Hougaard Jensen, LEBÆK A/S.

Læs også