Erhvervslivet sander til i byrder, mens regeringen taler
Mens erhvervslivet sander til i administartive krav, der koster virksomhederne milliarder, er løfterne om reduktion af de administrative byrder tilsyneladende glemt.
Statsministerens åbningsredegørelse til Folketinget modtages med skepsis hos landets håndværksvirksomheder:
– Da SVM-regeringen trådte til, lovede den, at den ville reducere den dyne af administration, der hvert år koster virksomhederne milliarder. Løftet gentages ved festlige lejligheder, men samtidig strømmer det ind med nye krav, uden at de gamle bliver færre, lyder det fra direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.
Alene inden for byggeriet er der siden sidste åbningstale indført krav om kvalitetsstyring, autorisationsordninger og affaldstilsyn. Ude på byggepladserne er man blevet pålagt nye skemaer, godkendelser og kontroller, og inde på kontorerne skal man lave endnu flere ansøgninger og indberetninger til det offentlige.
Senest er der indført et kompliceret emballagedirektiv, der bliver dyrt for både virksomheder og forbrugere.
Modstå droner og forfald
– Vi havde håbet, at en reduktion af de administrative byrder fik en fremtrædende og konkret rolle i åbningstalen. Hvis vi skal geare erhvervslivet op, så produktionen kan modstå udfordringen med droner, nedslidte kaserner og ambitiøse klimamål, skal vi have slået hul på denne mur af unødvendige krav. Men vi venter stadig på nogle konkrete resultater, understreger Morten Frihagen.