Få del i de milliarder, der skal bruges på forsvarets bygninger

Beslutningen om at afsætte milliarder til renovering og modernisering af forsvarets bygninger vil betyde, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fremover vil udbyde endnu flere opgaver, som også kan være interessante for lokale håndværksvirksomheder.

Det drejer sig både om større bygge- og anlægsprojekter og om den løbende drift og vedligeholdelse af forsvarets bygninger, øvelsesterræner og områder. Men det kræver ofte at virksomhederne forbereder sig og søger samarbejde med andre, understreger Dansk Håndværk.

– Vi har i årevis set, hvordan forsvarets bygninger ikke kunne vedligeholdes inden for de daværende budgetter. Så nu skal der bruges milliarder på at renovere og modernisere, samtidig med at der etableres helt nye faciliteter. Derfor vil vi se et væld af både store og små opgaver, som de lokale håndværksvirksomheder kan være med til at løse – enten direkte, som underentreprenør eller i et fast samarbejde med andre mindre virksomheder, forklarer direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Men det kan være lidt snørklet at komme i gang med at arbejde for det danske forsvar. Derfor anbefaler organisationen, at håndværksmestrene sætter sig ind i arbejdsgangen og betingelserne for udbud og rammeaftaler i god tid, hvis de er interesserede i at få del i arbejdet:

– Forsvaret udbyder løbende opgaver, som man kan byde på, men der er også en løbende aktivitet, som det kan være svært at blive en del af.  Derfor er det en fordel at undersøge, hvilke aftaler, der allerede er i ens lokale område og så gøre sig nogle tanker om, hvordan virksomheden på sigt kan blive en del af dem, forklarer Morten Frihagen.

Få foden indenfor

Han henviser til at aftaler om håndværkerydelser, som eksempelvis løbende vedligeholdelse, ofte ligger i rammeaftaler, der løber over en aftalt periode. Det betyder, at virksomheden skal være forberedt, så den er klar til at deltage, når rammeaftalen skal fornyes. Forsvarets bygge- og anlægsprojekter planlægges og udbydes derimod i samarbejde med rådgivere og projekterne bliver ofte udbudt i hovedentrepriser.

– Uanset om man vil byde på de egentlige byggeopgaver eller indgå i en af rammeaftalerne for eksempelvis vedligeholdelse, så vil det ofte være en fordel at samarbejde med andre. Det kan ske ved at blive underleverandør til en af de virksomheder, der allerede har en aftale med forsvaret. På den måde kommer man i gang og har foden indenfor til kommende projekter, lyder anbefalingen fra Dansk Håndværk.

Sikkerhedsgodkendelse nødvendig

Der er over de kommende 10 år afsat milliarder til genopretning af forsvaret – blandt andet i den såkaldt accelerationsfond. Pengene skal både bruges på vedligeholdelse og nybygning på forsvarets tjenestesteder og til at indhente efterslæbet på vedligeholdelse af blandt andet kasernerne.

Vinder man en kontrakt med forsvaret, skal man ofte sikkerhedsgodkendes, hvis arbejdet betyder, at man får adgang til klassificerede dokumenter eller klassificerede områder. Den godkendelse laves af Forsvarets Efterretningstjeneste, men først når virksomheden har vundet en given kontrakt.

Du kan læse mere om mulighederne her.

Læs også