Vækstpiloter: Lad succesen fortsætte

Ordningen er allerede nu løbet tør for penge i hele 2017. Derfor opfordrer en række organisationer erhvervsministeren til at finde ekstra midler.

Det var starten på en succes, da Landdistriktsvækstpilot-ordningen sidste år blev lanceret, som en del af den politiske aftale om vækst og udvikling i hele Danmark.

Kassen blev hurtig tømt

Men allerede i februar var kassen tømt for hele 2017. De afsatte 10 millioner var revet væk af små- og mellemstore virksomheder i landdistrikterne, der via Innovationsfonden havde søgt om støtte til at ansætte en akademiker på gunstige vilkår. 

Den situation mener Håndværksrådet, Landdistrikternes Fællesråd og Djøf er uholdbar. For ordningen skubber på en udvikling i de små- og mellemstore virksomheder, som der er hårdt brug for. De tre organisationer har derfor sendt et brev til erhvervsminister Brian Mikkelsen, og bedt ham overveje, hvordan ordningen kan få tilført nye penge.

– Her har vi en ordning, som rammer plet for både de mange små og mellemstore virksomheder, der ønsker at udvikle sig ved at få tilført nye kompetencer, og for de mange højtuddannede, der ønsker en karriere i det private erhvervsliv. Når nu vi ved, hvor svært det ofte er at få lavet det rigtige match mellem virksomhed og højtuddannet, bør vi selvfølgelig prioritere en ordning, der virker, siger Ane Buch, adm. direktør i hovedorganisationen for SMV’er, Håndværksrådet.