TV-sag er tredobbelt trist

TV2’s program om dansk og østeuropæisk håndværksarbejde er en trist affære på tre måder, lyder det fra arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk:

– For det første viste udsendelsen torsdag et eksempel på håndværksarbejde af en kvalitet, som ingen ville være stolt af at vise frem. Jeg har allerede hørt fra en række medlemmer, der frygter at forbrugere tror, at udsendelsen er udtryk for det kvalitetsniveau håndværkere tilbyder, fortæller direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

– For det andet forvirrer udsendelsen den vigtige debat om østeuropæernes arbejde i Danmark. Den debat drejer sig ikke om, hvorvidt faglærte, polske håndværkere er dygtige eller ej – men om, hvorvidt de snydes for løn af deres arbejdsgiver, arbejder til dumpinglønninger eller om de selv eller deres danske arbejdsgiver i en række tilfælde snyder med skat og moms.

Udsendelsen svarer derfor på et spørgsmål, der ikke er blevet stillet, og det kan skade den meget vigtige debat om arbejds- og konkurrenceforhold i Danmark, påpeger arbejdsgiverdirektøren.

– For det tredje er TV2’s egen måde at konstruere udsendelsen på dybt problematisk. Det ene af firmaerne i udsendelsen er blevet lokket til at udføre det filmede arbejde for TV-stationen på falske forudsætninger. Stationen har helt tydeligt snydt virksomheden i den kontrakt, der lå bag filmproduktionen og foregivet at udsendelsen handlede om noget ganske andet – hvilket TV-stationen også indrømmer.

Det er en alvorlig sag, som fremover vil gøre det umuligt for TV-stationen selv at stille kritisk fokus på virksomheder, der snyder og bedrager deres kunder. De virksomheder vil fremover blot kunne henvise til at stationen selv bruger lignende metoder, siger direktøren.