Straffes social dumping på villavejene

Arbejdstilsynet tager adskillige gange om året på kontrol på landets byggepladser, hvor de sammen med politi og Skat ser på arbejds- og opholdstilladelse og tjekker for skatte- og momssnyd.

– Det er rimeligt nok, for lovlydige håndværkere vil ikke udsættes for unfair konkurrence fra virksomheder, der ser stort på arbejdsregler eller snyder med løn, skat og moms. Men hvad sker der, når hvervsgiveren er en villaejer, der hyrer udenlandske firmaer eller enkelthåndværkere, fordi de kan gøre arbejdet helt usædvanligt billigt. Bliver der overhovedet grebet ind?

Sådan lyder spørgsmålet fra direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, som undrer sig over, at hans medlemmer aldrig hører, at der bliver grebet ind over for privates åbenlyse lovovertrædelser.

Også krav til private
Det er nemlig ikke kun de udenlandske håndværkere, som overtræder lovgivningen, når de arbejder for private.

– Reglerne siger, at hvis man eksempelvis som privat villaejer ansætter en udenlandsk håndværker til at arbejde i sin bolig, skal man se dokumentation for, at håndværkeren er anmeldt RUT – et register over udenlandske firmaer og personer, der vil arbejde i Danmark. Også selvstændige håndværkere, der arbejder alene, skal kunne vise sin registrering. Og hvis villaejeren ikke får dokumentation for det, skal han eller hun selv give besked til arbejdstilsynet senest tre dage efter at arbejdet er gået i gang. Ellers risikerer man en bøde på 10.000 kr., forklarer Morten Frihagen.

Kun en trussel
I hvert fald truslen om bøder er alvorlig.

For hver gang arbejdstilsynet tager ud på landets villaveje, gør de omhyggeligt opmærksom på netop bødereglerne i efteromtalen. Senest i august i år, hvor de ved 19 ud af 39 besøg, afslørede at de udenlandske virksomheder slet ikke var anmeldt i RUT eller havde lavet en mangelfuld anmeldelse.

– Men vi hører aldrig om, at der bliver fulgt op overfor private. Og hvis der overhovedet har været givet bøder, om de så er så store, at det virker afskrækkende i forhold til gevinsten ved at tage arbejde fra lovlydige håndværkere og snyde samfundet for skat og moms. Hvis det er tilfældet, så har politikerne jo blot lavet en lovtrussel, som stikker blår i øjnene på alle de virksomheder, der følger reglerne, konstaterer arbejdsgiverdirektøren.

——————————————

Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk